Jeg har de sidste par dage kunne mærke en lille knude af voksende stress uden dog rigtig at vide, hvorfor den var der. I morges var jeg oppe før resten af hytten og sad og nød den mørke, stille morgenstund og brugte også tiden på at prøve at bore lidt i fornemmelsen…

Sagen er, at jeg stædigt og stolt insisterer på, at invitationerne til vores bryllup skal være håndlavede. Jeg var begyndt allerede før, vi tog til New Zealand, men kom ikke så langt, og nu er der lige pludselig ikke så lang tid tilbage, og invitationerne bør snart sendes. Det har altså stresset mig, at de blev ved med at ligge der i fuldstændig usamlet tilstand, så jeg besluttede at sidde over denne dags større skitur og sidde tilbage og nusle og pusle med limstift og papir…
Jeg kan allerede mærke, at det var den helt rigtige beslutning. Nu begynder en lille lykkelig fornemmelse nemlig at erstatte stressen – tænk om under 3 måneder skal jeg giftes med manden i mit liv…. 😀

Advertisements