Så er første ladning klar til afgang…
En ting ved at være så langt væk (min storebrors GPS sagde 17.800 km) er, at man skal tænke på, om man nu også kan have det hele med hjem igen… og når man lider af compulsive-garn-indkøbs-disorder…. ja så er konklusionen = NEJ. Og så må man jo ty til pakkepost.

Ud over diverse souvenir og nips og minder – og selvfølgelig noget af garnet (jeg er nødt til at beholde noget af det her, så jeg har noget at lave) – så bliver de første par gaver også sendt hjemad. Deriblandt disse sokker kraftigt inspireret af Harry Potter GOF (hint: Dobby har noget med sagen at gøre).

(og hvis der er nogen, der ikke kan se det, så forestiller det gyldne lyn og flyvende koste) 😉 De er strikket på pind 3 strømpepinde og efter egen opskrift og mønster.

En anden ting, jeg har moret mig med de sidste par dage er dobbeltstrik. Jeg faldt over teknikken, mens jeg kværnede mig igennem alle de dejlige strikkeblogs derude i cyberspace og tænkte “hvor er det en fed teknik, det må jeg prøve!” Som sagt så gjort, første projekt er på pindene og vanen tro, er der købt ind til et par stykker mere…

Halstørklædet er strikket i ren merino (garnet hedder Naturally Harmony) på pind 4 efter eget mønster.

Det er alt for denne gang – skal til eksamen i morgen og må hellere forberede mig en lille smule.