hvad hjertet ved

stjernernes kolde lys
månernes varme genskær
spejles blandes opfattes
en helhed i mit hjerte
Lys

træernes smil og tågernes latter
klinger i øre og øje
som et ekko fra isens storsang
nynner min sjæl på verdens melodi
Sang

glemt i mørket gemt bag tiden
ligger de uselviske glæders skrin
få der ved hvor
en farlig forlystelse
et dræbende våben
er glæder i utide
Latter

bristende lænker synger om frihed
mindes ej fangeskabets snærende bånd
glemmer de lys der i hjertet tændtes
af uventet medgang
Håb

i sindet de frie samles og mindes
men virkelighed bliver det aldrig
de minder om ondskab og mørke glemmes
gemmes fortrænges til uigenkendelighed
men vid da at med hjertet i rette lune
skal øjet altid se klart
selv de ting der er glemt og ej huskes
skal genkendes som det sande de er
i sjælen af den ene der intet ejer
der intet ønsker
der har de fire
Liv

Dette er et digt, som jeg skrev for godt og vel ti år siden. I dag har jeg brug for det. Jeg har brug for mit hjerte og den viden, der gemmes der. Jeg har brug for Håb, så jeg ikke græder så meget. Jeg har brug for en pause, så jeg kan bearbejde det skete, men jeg har også brug for at sige farvel til jer! Vi ses… måske.

I wrote the poem above around 10 years ago, it’s called “what the heart knows”. Today I need it. I need the knowledge in my heart. I need Hope, so I won’t cry as much. I neeed a break to work on what has just happened, but I also need to say goodbye properly to you! I’ll see you… or so I hope.