Jeg har gået og skumlet lidt i et stykke tid over en bestemt wip… En fair-ilse vest, der egentlig var til min far. Men glæden var gået af blusset, dels er jeg sikker på, at den ville være for lille, dels ville den nok også være for varm, og selvom han ville blive meget glad for den, er jeg ikke spor sikker på, at han nogensinde ville kunne bruge den… Og jeg strikker til at folk skal bruge det, de får.
Denne viden vejede tungt på mig, og lysten til at stikke på den forsvandt. Den smukke, smukke sag lå bare i kurven og blev tungere og tungere i min samvittighed. Noget måtte gøres, og derfor tog jeg endelig beslutningen om at trævle op… Så kære far, du får ingen fair-ilse vest i denne omgang!

I have been pondering a certain wip for a time being… A fair-ilse vest for my father. The joy had left the project as I became more and more certain that it would end up being too small and too warm, and even though I know that he would be delighted to get it, he would probably never really wear it… And it like knitting things that are wearable to the recepients.
This knowledge weighed heavily on my and the inclination to knit fell from low to none. The beautiful, wonderful work lay in the basked and grew bigger and bigger in my head and I felt lousy. Something clearly had to be done, and therefore presto: frogging! So dear father, not fair-isle vest for you this time!

Omkring halvanden time senere var det overstået…

Approximately 1½ hour later I was done…
Nu ligger garnet og venter på at blive omsat til noget, der måske endda bliver færdigt! Jeg er helt sikker på, at det var den rigtige beslutning. Ikke mere dårlig samvittighed på den bekostning.

Now the yarn just lays there waiting to become something else, something that may even be finished! I’m certain that it was the right decision. No more lousy guilt feelings on that account.

Advertisements