Jeg var i det filosofiske hjørne i går. Grunden var at finde i mit forefaldende uldne arbejde, der såmæn bestod i at stoppe et par (ganske gennemslidte) sokker… Jeg har tidligere hørt folk, der udtalte, at de aldrig kunne finde på at stoppe strømper, og nogen der altid gør det.
Jeg hører så til dem, der af og til tager mig sammen. Ikke så ofte med sokker, jeg selv har strikket, men sokker givet i gave fra mor og mormor, de bliver stoppet flittigt. De har jo ofret ganske mange timer på mig, så må jeg vel også ofre lidt tid i ny og næ på at kunne beholde sokkerne lidt længere…

Jeg elsker at strikke sokker, men jeg elsker også at have rigtig mange, derfor både stopper jeg sokker (også selvom det tog ca. 1½ time – ja de var meget slidte) og strikker nye.
Stopning plus et par færdige rag-sokker giver i alt 90 gram til forbruget, og det er da også lidt.

I was pondering the virtue of darning socks yesterday, the reason being that I was in the process of saving a pair of (very very worn) socks… I have heard people saying that they would never darn socks, and heard some say that they always do.
I belong to the in-betweens. Sometimes I darn, sometimes I don’t. Often socks, I myself have knit will end up in the don’t category, whereas when I deal with socks that my mother or grandmother have knit then I go to lengths to give them just a few more months of life. When they knit for me, they give many hours to me in pure love, it only seems fair that I give a couple of hours once in a while to keep that love just a bit longer…

I love knitting socks, but I also love having a lot of sock. I guess that is why I both darn socks (even though it took me 1½ hour this time – yup they were worn) and knit new socks.
Darning plus a finished pair of rag-socks yilded 90 grams to the usage, and that also counts as something.