Dette er så mit lager her i Palmerston… Og når man tænker på, at jeg kun er hernede i forholdsvis kort tid (og skal hjem med fly og baggage med vægtbegrænsning), så er det egentlig ikke så lidt… og så tæller lageret ikke en gang garn der er på pindene….

Men jeg har jo også snart 6 ugers rejse/ferie-tid, hvor jeg forhåbentlig får strikkelysten styret! Der er i hvert fald planlagt julegaver i lange baner.

En lille liste over herlighederne:

  • 4 store (200g) fed 10Ply ren uld, der sammen med det 5. fed er ved at blive til en lækker vintersweater til kæresten.
  • 11 fed Naturally Harmony, 10Ply, ren merino, til maori og andre halstørklæder, i farverne, creme, lysebrun, grå og mørkebrun.
  • 3 fed Merino&Fur (opposum pels er blandet i) i petroleumsblå også til et halstørklæde (og tre små nøgler rest af samme slags i andre farver.
  • 3 nøgler sokkegarn af mærket Ashford Tekapo i 8Ply
  • 1 nøgle rosafarvet Alpaca til Kraka sjalet (resten er på pindene)

Mon ikke der kommer lidt mere lækkert til lageret inden vi tager hjem? Det er altså svært at modstå, når kvaliteten er sååååå lækker og priserne yderst rimelige (hvis man ikke tænker på, at det skal fragtes hjem).

Ellers er det en af de dage, hvor vejret lokker og man ikke har lyst til at gøre andet (især læse til eksamen) end at hælde godt med solcreme på, snuppe en is fra frysere og lægge sig ud på græsplænen og nyde livet (måske med lidt strikketøj).

Advertisements