He he he, så blev jeg endelig færdig med maori. Det halstørklæde trak godt nok på tålmodighedskontoen (er ikke så god til ting, der er til mig selv)… og så er det jo temmelig mærkeligt at strikke på et tykt uldent halstørklæde, når man render rund i shorts og sveder… (dejligt!). Men jeg er allerede begyndt på et nyt halstørklæde i dobbeltstrik, denne gang dog ikke til mig selv.

Der er sket lidt siden sidst… altså ikke nødvendigvis på strikkefronten, for der er maori det eneste, der rigtig har fået opmærksomhed. Men vi har set en masse. Vi har været i Queenstown i nogle dage og haft både shortsvejr og snevejr… (dog på to forskellige dage). Nu er vi i Te Anau, der ligger på grænsen til Fjordlands National Park. … Hvor er her dog smukt.

I dag tog vi turen op til Milford Sound og var på sejlads i strålende sol – eftersom kl. var 12 middag blev man en smule forbrændt (vi havde ellers smurt os godt med solcreme), men det var det værd. Hold da op, hvor var der smukt.

Billedet af maori er for øvrigt taget deroppe ved Milford… ja, jeg havde slæbt det med helt derop, fordi jeg ville have et ordenligt billede at lægge på bloggen. Men hvis man løftede blikket fra stranden, hvor maori poserer, så så der sådan ud!!!

Hvor kan man dog være heldig!