Hmm, New Zealand er vist ikke helt saa ufarligt, som det nogen gange ser ud til. Nej, det var altsaa ikke mig, der var faldet ned, og jeg blev helt roert over, at der var nogle der bekymrede sig. Desvaerre er den unge kvinde doed, og jeg kommer til at taenke paa de minutter, som jeg brugte ved mindesmaerket for dem, hvis liv er endt i Mt. Cook nationalparken.
Jeg var der for blot en uge siden…. kan tydeligt huske den dybe eftertaenksomhed og melankoli, der ramte mig. Mange var saa unge…. jeg havde med vilje bedt om, at vi foerst gik op til mindesmaerket efter, at vi var faerdige med vores travetur ind i dalen, for jeg vidste, at jeg ville faa det saadan lidt trist.

Bjergene, der faa oejeblikke foer blot var smukke, var nu ogsaa lidt truende… ikke paa nogen ond maade, men bare fordi naturen er saa barsk og kontant, naar man er saadan et sted. Jeg naerer den dybeste respekt for naturen og for de mennesker, der vover sig derud, hvor de lever og aander med naturens storhed, men ogsaa grumhed.

Noget, som dog roerte mig mest var, at paa alle de smaa tavler, der var sat op af de efterladte, var der ikke noget om, at naturen var ond. Nej, der var en accept af, at man som bjergbestiger har livet med som indsats – mange steder stod, at de afdoede “nu hviler i de bjerge, han/hun elskede saa hoejt” – jeg kan ikke helt forklare, hvordan de foeltes. Isaer ikke nu, hvor bjergene har kraevet endnu et offer blandt deres beundrere… maaske netop fordi det er med livet som indsats, at det er saa tiltraekkende for mange?

Mine tanker og medfoelese gaar til de efterladte for den unge kvinde…