Først et lille stemningsbillede af dagens store oplevelse. Hulerne i Waitomo området er ganske spektakulære og vi var ganske betagede. Desværre kan man mange steder se, hvor turister har knækket stalaktitter (dem der hænger ned fra loftet) af, og når det tager 100 år at gro 1 kubikcentimeter, så er det jo hærværk, der trækker langsigtede spor.
Jeg kan altså ikke forstå, at nogen kan få sig selv til at ødelægge noget, der er så smukt bare for at få en souvenir… Men heldigvis var der masser tilbage at nyde. Vi var også inde i hulen med alle glowworms’ene, små insekter, der udsender et grønligt lys for at tiltrække føde.
Vi sejlede rundt inde i hule og sad stille og kiggede op på myriaderne af små lys. Det var som at se op i en fjern galakse – meget, meget smukt.

Lidt strikkenyt: Kraka er taget af pindene 😉 Hvilket selvfølgelig har medført ganske stor selvtilfredshed (dagens underdrivelse)! Nu mangler bare en rimelig kritisk del (udover at hjælpe alle maskerne i mønsteret til at løbe), nemlig at spænde det ud i våd tilstand… sådan noget har jeg aldrig nogen sinde prøvet, så jeg er lidt usikker på proceduren…
Desuden har jeg ikke lige mulighed for at have et 2m x 80cm sjal liggende og tørre her på turen i det nordlige NZ (vi er nu lidt syd for Auckland) – så det må vente til vi er kommet hjem. I mellemtiden kan jeg så høre, om der er nogen gode råd derude i blogland. Er der noget, jeg absolut ikke må gøre/absolut skal huske? Ellers må jeg jo bare kaste mig ud i det og forsøge mig frem (det er jo det, jeg plejer at gøre).

Jeg er startet på et nyt tørklæde (jeg ved ikke helt hvorfor, men det lader til, at tørklæder har særlig interesse for mig for tiden), der bliver hæklet i noget fint alpaka, som blev købt hos producenten (gårdbutikker har nu særlig tiltrækning på mig).

Og lige til sidst, som jeg lovede tidligere, et billede af advents/julegaven til mig selv. Ren angora, ren luksus og fantastisk lækkert – det er så blødt, at fingrene næsten forsvinder i det. Jeg elsker simpelthen farverne (nærbilledet giver det bedste indtryk) og kan næsten ikke vente med at strikke et stort blødt, varmt efterårssjal af det. MEN jeg leder lige efter det rigtige mønster først. Jeg tænker, at det skal være et bladmønster af en eller anden slags… i hvert fald begynder jeg ikke på noget i det her vidunderlige garn, før jeg har det helt rigtige!