Jeg synes godt nok, at hverdagen rammer lidt hårdt. Var måske blevet lidt forvænt med at have god tid og kunne hygge og strikke lige så meget, som jeg overhovedet havde lyst til. Nu har jeg på et par arbejdsdage (af al for lang varighed – piv!) foldet og pakket 1861 kuverter til udsendelse (ind i mellem alt det andet arbejde) – er lidt træt af kuverter lige nu, og desværre er vi ikke færdige med at sende ud.
Heldigvis er aftenerne gode – omend jeg er lidt træt (og øm i bagen efter cykelturen på racersaddel!). Har nydt at se Ringenes Herre fordelt over en del dage – og vi har stadig flere timer til gode – og så var vi i Operaen i går med magens forældre og nød Maskerade, hvor den nye opsætning var forrygende med godt gang i løjerne og fejemøget…
… er man en lille smule strikkenørdet, når man har lidt strømpestrikning med og strikker før forestillingen og i pausen? Eller er jeg måske bare lidt garvet deroppe på de billige ståpladser og ved, at man er nødt til at udnytte enhver mulighed for at sidde ned, hvis man ellers vil nogenlunde hel igennem?
I hvert fald var operaen rigtig god, og som bonus voksede januar-sokkerne med indtil flere centimeter!
Leave a comment
Comments feed for this article