Tja, det er vel det der så ofte sker… så snart man har fået klaret et projekt eller to melder trangen til at få noget nyt og “spændende” på pindene sig. Dette skete i høj grad i går og i dag.

Efter en voldsomt hyggelig strikkeklub i går aftes, måtte jeg i gang med disse sokker. De er strikket på pind 4 og jeg har modereret “feather & fan” mønsteret til en slags minimønster, som jeg selv synes passer rigtig godt til sokkerne. Den første er snart færdig, og det tager ikke så længe, så forhåbentlig har jeg nye sengesokker inden længe.
Det andet projekt, jeg er startet på, er et dobbeltstrikket halstørklæde (jep, endnu et) med et mønster jeg selv kalder “hjertenskær”, så det kommer arbejdet til at hedde fra nu af! Jeg er endnu ikke kommet så langt, men det skal nok gå tjep fremad (det er i hvert fald forhåbningen).
Mit lager af igangværende projekter melder også et frafald… jeg havde gang i et retstrikket sjal i grønt tvinni garn, men det blev simpelthen for kedelig, så det blev trævlet op i går og ligger nu som et fint (omend lidt krøllet) garnnøgle og venter på det nye projekt, som det nu er tiltænkt… Jeg tror, det bliver flot og temmelig meget mere sjovt at strikke.