Et af de projekter, der fik temmelig meget opmærksomhed i den forgangne måned, uden dog af den grund at blive færdig, er mit store sekskantstæppe. Det har været længe undervejs, faktisk siden maj 2008, så det må være passende, at det fejrer toårsdag ved at blive færdig. Det er i hvert fald forhåbningen.

Jeg tror ogsÃ¥ pÃ¥ det lige nu. Efter rigtig mange sekskanter og halve sekskanter, der er blevet strikket enkeltvis og syet sammen, er jeg endelig nÃ¥et til at strikke kant. Det er nu heller ingen lille ting, for startomgangen var pÃ¥ 1718 masker, og der bliver kun flere, som det skrider frem. Men mÃ¥let er i syne, og jeg kan mærke motivationen for at gøre det færdigt… ogsÃ¥ selvom det pÃ¥ nuværende stadie mest af alt ligner en forvokset, sammenkrøllet, strikket klud.

One of the project that regained a lot of my attention during the last month, though not to the point of finish-dom, is my great hexagon afghan. It is a project that has been long in the making, as I started it back in May 2008. It seems fitting that it will celebrate its two year anniversary by being finished. At least that is my hopes for now.

I do believe it at the moment. After a frightening number of hexagons and half hexagons, all which were knitted seperately, blocked and sewn together, I have finally reached the border. That, however, is no small thing in itself, the starting round alone on 1718 sts, and the rounds only grow as the work progresses. But the goal is in sight, and I feel uncommonly motivated to finish it… even though it at the current state mostly resemples a great knitted blob.