You are currently browsing the category archive for the ‘Uncategorized’ category.

Godt nytår alle sammen, jeg håber, at I havde en dejlig aften! Her i hytten er der ingen (i hvert fald ikke mig), der kører i alt for højt gear lige nu – man slapper af og hygger sig og ser på den meget nyfaldne sne… overvejer måske at vove sig ud i den på en lille gåtur 😉

Jeg har ført nævnt eksistensen af et decideret strikkerelateret nytårsforsæt… og her kommer det så:

  1. Garnafholdenhed til minimum d. 31. juli 2007. Det gælder dog at jeg må omsætte brugt lagergarn til en garnopsparing i forholdet 4:1 (100 g brugt bliver 25 g tilladt). Dette er en ændring fra tidligere.
  2. Strikning af månedssokker! Hver måned skal resultere i et par nye sokker/strømper, hvor der skal være et eller andet nyt – det kan være strikkemetode, ændret hælstrikning osv. Jeg giver mig selv to fripas, som kan (men behøves ikke) bruges i løbet af året, da jeg bl.a. har en forventning om en smule pres her i foråret, når der skal planlægges bryllup osv. Billederne af månedssokkerne skal selvfølgelig ende her på bloggen samt en angivelse af, hvad det er, der er nyt i dem.
  3. Strikning af mindst ét sjal fra Folk Shawls – dels fordi de er vanvittig flotte alle sammen, men også fordi de indebærer en udfordring, da jeg aldrig har strikket så avancerede sjaler før.

Det er så det…. så må vi jo se om det går, men det håber jeg da.

Nu er jeg ikke sikker på, at jeg får blogget mere i dette år (har egentlig også haft godt gang i tastaturet i dag) – nu er det nemlig tid til at gøre de sidste øvelser før det nye år. MEN der mangler heller ikke meget – kransekagen er klaret, elgen (jep, det er faktisk rigtigt) er i ovnen, eller i hvert fald et stykke af den, vinen er åbnet og kartoflerne er næsten skrællet.
Så må det vist også være tid for mig at snige mig i et bad og klæde om og ellers bare være hyggelig og selskabelig.

Det har været et dejligt år med en masse oplevelser, både af de storslåede, naturagtige slags og den mere intime og personlige slags. Der har været markant flere opture end nedture og jeg har rejst langt, både i verden og i forståelsen af mig selv og den kære tilkomne og vores liv sammen…. og så har jeg jo opdaget den fantastiske blogverden og alle I dejlige mennesker, der bebor den.
Til jer ønsker jeg alt det bedste i det nye år – må det blive smukt og dejligt og rigt på oplevelser og smil!

GODT NYTÅR!!!

Jeg må nok erkende, at jeg ikke bliver færdig med flere projekter i dag… og derfor heller ikke i år!
Derfor vil jeg benytte lejligheden til at opgøre mit strikke- og hækleregnskab for det Herrens år 2006 – siger og skriver mit 3. år som strikker!

  • 1 poncho
  • 3 huer
  • 4 par alm. sokker (pind 2½)
  • 3 sjaler
  • 3 par ragsokker (pind 4-5)
  • 1 par ski/mønstersokker
  • 1 par pulsvarmere

Tja, det var vel egentlig ikke så ringe klaret, når man tænker på, hvad der ellers er sket i dette år (bachelorprojekt, planlægning og gennemførsel af udlandsophold, osv.).

Hvis nogen undrer sig over, hvorfor de forskellige sokker er under forskellige punkter, så har jeg jo lagt mærke til, at det tager ganske forskelligt tid at strikke hhv. ragsokker på pind 5 og fine strømper på pind 2½ 😉

Hvad jeg håber at strikke i løbet af næste år hører ikke under denne post, men nok snarere under nytårsforesætter!

Så er nytårsaftensdag jo faktisk næsten gået heroppe – i hvert fald den del, der indeholdt dagslys! Mørket har sænket sine brede vinger og svøbt dalen ind… nu begynder man så småt at glæde sig ganske grufuldt meget til i aften og til lyset i vinduerne og fyrværkeriblomsterne på himlen (og det gode selskab om bordet med den gode mad!).
Vi var rigtig heldige og havde flot lys oppe på fjeldet til vores skitur… og jeg var mere eller mindre stolt af mig selv – jeg faldt kun to gange! Men er heller ikke lige så meget haj til den slags, som magen og hans forældre. Jeg har kun været på den slags brædder 2 gange før (begge i påsken i år), så jeg synes selv, at det da går meget godt.
I en pause i skiløbet – der var jo så flot, at man var nødt til at tage nogle billeder – måtte jeg jo lige have bevis for, at jeg kunne stå oprejst. Ergo et billede af mine skispidser 😉
Det har nu været en helt usædvanelig smuk dag, mere eller mindre solnedgangslys hele dagen (som jo også er ret kort) og snepudrede buske og træer og bakker og fjelde. Det gør min sjæl godt at være her!

Hvor er det dog bare helt vildt dejligt at være oppe i Norges land med sne og kulde og noget, som i hvert fald jeg betegner som rigtig nytårs- og vintervejr. Tænk at se ud gennem vinduet, lige før morgensolen kravler over fjeldene, og så blive belønnet med sådan en udsigt! Dejligt.
Jeg har haft en vidunderlig og rolig morgen – begyndende i mørket. Sådan at gå og nusse i køkkenet før resten af hytten er vågnet er lige noget for mig. Sådan ren køkkenafslapning. Det blev til scones i tre varianter og så er kransekageringene også lige blevet bagt – nu forestår bare samlingen og pynten, og så er den klar til i aften.
Nu er det morgenmadstid (den slags er ikke dårligt, når man selv har bagt den) 😉 og så skal vi forhåbentlig ud og løbe en lille tur på ski (langrend).

Først må jeg hellere krybe til bekendelse og erkende, at jeg nogengange husker med den forkerte legemesdel… nå, men kabelet til mit kæle-kamera er fundet igen (det var jo selvfølgelig et ganske logisk sted…), så nu kan i få billedet af magen iført julegaverne, hue og halstørklæde.

Han er vist vældig tilfreds, så alt er godt (og så talte huen på lagernedbringelsen, så jeg var også vældig tilfreds!), selvom toppen af huen ikke helt er i perfekt udførelse – men da havde jeg allerede pillet den helt eller delvist op to gange og så gad jeg altså desværre ikke mere.
Nu er jeg taget på ferie … trængte næsten til det efter de 6 ugers rejsen rundt og oplevelser i massevis 😉 Nej, nogen gange er det rart bare at kunne slappe helt af. Og jeg har medbragt alle de projekter, som jeg overhovedet kunne tænke, at jeg kunne få lyst til at nusse om – med andre ord ren hygge!
Her er virkelig smukt – og fredeligt! Sneen ligger tykt og blødt på fjeldet og hytterne og lover godt skivejr (man har jo lov at håbe) til i morgen. Hvor er det dog godt, at svigerne har fået denne hytte i det norske. Jeg glæder mig i hvert fald over, at vi nu er her for en uge. Det bliver i hvert fald helt vildt dejligt og smukt at fejre årsskiftet i morgen i god ro og mag og med sne og fyrværkeri (af den smukke og ikke alt for larmende slags) og god mad og dejligt selskab – lige som det skal være.

Og hvad betyder det så? Jo, mens jeg har været på juleferie har kabelet til mit lille kamera valgt at lege gemmeleg… så jeg kan lige nu ikke få billeder over på min computer … og dermed heller ikke over på min blog (ØV!).

Jeg havde ellers lige glædet mig til at vise den hæklede hue og halstørklæde i forening og på model (han gik efter noget pres med til det) og måske et lille stemningsbillede af den chokoladekage, der lige er blevet færdig… ummmm.

Vi skal til Norges land om nogle timer – har grint lidt af, at jeg knap har været hjemme i min egen lejlighed siden hjemkomsten fra New Zealand… men sådan er det jo med jul og nytår, det er tid til at være sammen med familien. Og vi kunne altså ikke rigtig sige nej til en kombineret nytårs- og skitur 😉 Vi tager båden til Oslo og så tænkte jeg, at det nok ville være godt at have lidt friskbagt med til turen… mon ikke det falder i god jord? 😉

Jeg håber alle har en god efterjul og kommer til at have et smukt og godt nytår… Nu vil jeg forsøge (for 117. gang) at finde det dumme kabel og ellers vil jeg trøste mig selv med at kigge i Folk Shawls af Cheryl Oberle – den bog er simpelthen fantastisk. Der er ikke et eneste sjal deri som jeg ikke har på ønskeseddel nu!

Rigtig glædelig jul til alle jer derude i cyberspace! I kan tro, at det føles rigtig, rigtig godt at være hjemme i mørket – det bringer altså bare mere julestemning med sig.
Om meget kort tid går turen nordpå til begge hold forældres by, hvor julen skal fejres godt og længe. Jeg har krydset meget af på listen: alle julegaver er pakket ind og kort er skrevet og magens hue er næsten hæklet færdig (og jep, halstørklædet fra tidligere indlæg er også hæklet).

Jeg har godt nok ikke fået spændt mit sjal ud – nu må vi jo se om det nås til i morgen – ellers må det jo bare være som det er … hvilket sikkert også er fint.
Så CCC i går (Crazy Christmas Cabaret). Det er en tradition med en god og dejlig veninde, og i år havde vi lokket min lillesøster med ind… jeg tror, vi har smittet hende. Det var GODT og meget, meget morsomt. Hvor er det dog rart at grine igennem 😉
Som det sidste har jeg fået hul på lager-slankekuren. Nu er det 245g lettere. Godt begyndt er jo som bekendt et langt stykke af vejen!
Hyg jer nu rigtig godt ude i de små (og store) stuer. Rigtig glædelig lillejuleaftensdag og rigtig glædelig JUL!

Her ses så mit lager – eller faktisk kun størstedelen af mit lager… Der er nemlig stadig noget på vej i kasser sendt fra New Zealand. Men nu tænkte jeg, at nu måtte jeg hellere i gang med at få begrænset omfanget… det præcise omfang kender jeg ikke, har ikke ligefrem lyst til at veje det. Men lad os bare sige, at en ganske stor del af vores lejlighed (på små 56kvm) er optaget af garnopbevaring.

Derfor gælder i dag som første aktive dag som medlem af Brug-dit-garnlager . Jeg havde ellers først tænkt at starte på søndag, men jeg har vist brug for lidt rygrad, ellers falder jeg bare i fælden på de sidste juleindkøbsdage. Derudover kan jeg vist se på det hele, at der skal mere en 6 måneder til at komme igennem bunkerne, så jeg forlænger foreløbigt til 31. juli, så må jeg jo se, hvad jeg gør til den tid.

Faktisk er det også en begyndelse for et af mine strikke-nytårsforsæt. Jeg starter en garnopsparingskonto, der går hånd i hånd med garnlagerreduktionen. Dvs. at for hver 100g jeg strikker færdig, må jeg sætte 25 kr. ind på en indkøbskonto (at jeg så først må bruge dem på min soldedag er noget andet). Så er der endnu et incitament til at få grebet ned i bunkerne 😉

Resten af forsættene må vente til nytåret er lidt nærmere.

Lige til sidst skal I lige have lov til at se julegaven til magen. Halstørklædet blev ganske hurtigt færdigt, men jeg har bare ikke lige haft tid til at tage billeder (kom trods alt hjem til vintermørket i forgårs).

En matchene hue er også under produktion, men led under garnmangel (har nu fundet noget nogenlunde tilsvarende garn, så måske den bliver færdig til at ligge under træet på søndag).

Åhhhhh, hvor er det dog rart at være hjemme. Især efter sådan en lang rejse… en anden gang burde man nok gøre, som Ulla foreslår og tage et lufthavnshotel, men vi var lige lidt sent ude og orkede simpelthen ikke at finde på noget.

Men nu er vi hjemme i Danmark igen. Har lige nydt lidt julestemning med glögg og æbleskiver – mmmmm 😉

Og så er jeg hjemme ved al mit garn og mine UFO’er (nogle gode, der bare ikke kunne være i bagagen på udturen, andre er ganske unævnelige). Jeg må hellere få lidt overblik over det, for fra på søndag (dejlig dag) starter alvoren. 😉 Jeg glæder mig nu lidt…

Men nu trænger jeg til at slænge mig på sofaen og lave ingenting lidt inden det er sengetid for alvor!

Find me on Ravelry as Lykkefanten

Unknown's avatar

I have more than 100 patterns available on Ravelry.

Nerven Shawl pattern - buy now on Ravelry
Pearl Sisters Sweater pattern - buy now on Ravelry
Balance Shawl pattern - buy now on Ravelry

Copyright

This page is protected by copyright. Please do not use materials without my permission.

I respect other designer's copyrights and will not break them by copying or distributing patterns. Please do not ask me to.