Nogle gange hjælper det på rodet i tankerne at skrive det ned. Der er meget rod i mine tanker og følelser lige nu. Der er så meget, der er skønt, for jeg har ikke løjet, når jeg har præsenteret LB som en vidunderlig gave og fortalt, at det giver lykke og tilfredshed at være sammen med ham. Men historien har også andre vinkler, vinkler som jeg er nødt til at skrive ned, få fortalt, så de ikke overfalder mig. Ofte har jeg det bedst, hvis jeg sætter ord på disse tanker og følelser, ellers kan de vokse sig store og mørke og ende med at dominere min livsglæde og tvinge mig til tårer. Og mine tanker og følelser er så mærkelige og modsatrettede lige nu, at jeg må ty til de kneb, jeg ved kan hjælpe.

Det har været godt. Fødslen gik så meget bedre end MMs, at de næsten kunne være to yderpunkter på en skala af kategorien “fød-selv”. Første gang var version urkvinde, og på sin vis var det godt, men det var hårdt, meget, meget hårdt og kostede mig meget. Denne gang blev jeg sat i gang, jeg fik epidural og ve-drop, og det virkede, men jeg havde stadig følelsen af at være med, at føde, at være centreret i oplevelsen. Denne gang havde jeg kræfterne til at arbejde, som jordmoderen sagde, til at se LB i fødselsøjeblikket og til at mærke glæden da han blev lagt på maven af mig. Han har suttet fint og flot fra starten, han sover godt og er glad og rolig, han har det smukkeste, åbne og nysgerrige blik, og jeg er meget, meget forelsket i ham.

Det har været hårdt. Af LBs første tre leveuger har han og jeg overnattet 11 gange på hospitalet fordelt på tre omgange. Den første var lige efter fødslen, og det var jo egentlig bare hyggeligt og godt. De to andre var alt andet. Jeg fik brystbetændelse meget hurtigt efter fødslen, men troede i første omgang, at det var hormoner. Så jeg nåede at have høj, høj feber i mere end et døgn, førend jeg reagerede. Alt for meget mælk, antibiotika i drop, dehydrering, udpumpning, ammesmerter, sår på brystvorterne… ikke sjovt. Vi kom hjem efter fem dage. Den næste uge var dejlig, selvom jeg kæmpede med betændelsen stadigvæk. Jeg var fanget mellem LB og brystpumpen og uret, der krævede at jeg skulle vække den lille, for nu skulle brystet tømmes. Efter en god uge havde jeg en nat, hvor alle symptomerne begyndte igen. Jeg tudede, både af tanken om endnu en omgang, men også af frygt for, om det nu skulle blive det, der kendetegnede min barsel, at jeg skulle have brystbetændelse igen og igen? Jeg var ved vagtlægen og blev indlagt direkte derfra igen. Det var i søndags. Jeg kom hjem i forgårs. I mellemtiden tog jeg beslutningen om, at jeg ikke kunne klare frygten for, at det skulle ske igen, så jeg fik medicin mod mælken, og LB er nu flaskebarn.

Det er mærkeligt. Jeg er helt sikker, helt ind i det inderste hemmelige jeg, på at det var den rigtige beslutning at få stoppet mælkeproduktionen og overgå til at give flaske. Den første barsel med MM var en udfordring mht. amning og turen med LB var endnu værre. Jeg føler mig også friere og mere mig selv. Den kraftige afhængighed, som et lille barn har til sin madkilde, var et bånd på min sjæl. Et bånd, jeg selv havde lagt og valgt og holdt af, men stadigvæk et bånd. Nu er det bånd væk, og jeg sikker med glæden over friheden, men samtidig med en mærkelig fornemmelse af svigt. Af dårlig samvittighed over, at jeg nu er ude af historien om LBs videre vækst. Af sorg over tabet af den fantastisk intime og vidunderlige stund, der er når man ammer. Men også af en lettelse og glæde over, at kampen for at få amningen til at gå er væk, at smerterne ved amningen ikke længere er der, at det er lettere, at han får nok mad…

Det roder i mit hovede. Mine følelser er i virvar. Jeg er glad, men trist. Trist, men lykkelig. Mærkeligt til mode. Der går nok lige et par dage, førend jeg har fundet min vej gennem rodet, men hovedet er oven vande, og jeg tror på, at det hele nok skal går (og håber på, at jeg nu har set det sidste til hospitalet for et godt stykke tid). Det er i hvert fald nemmere at holde modet oppe, når man er hjemme hos sig selv og har en lækker lille dreng, som man allerede er meget forelsket i.

I wonder if I’m at all able to translate the above properly. Probably not, so I won’t try. Instead I’ll just write a short version in English. This post is about the turmoil and tanglement that are my thoughts and feelings at the moment. The last 3 weeks has been filled with contrasts and trials. The frist days were good, the birth was very different from my first, both in being the “modern medicin” version contra the “stone-age” version I had last, and I had more energy to be there and see LB in his first moments of outer life. All was well, he is gorgeous, sleeps well, eats well and is happy.

Then things changed. I’ve been readmitted to the hospital twice now with high fever and inflamations in the breast (I don’t know the proper term). I had much too much milk and ended up getting antibiotics in IV (both times). The first time was the worst physically, probably because I at first thought it was hormones, so I waited a day before calling the hospital. The second time was worse mentally, because of the fear of what I knew I had to go through, but also the fear of it happening again (again). If it could come back in a week one time, it could happen again. I ended up deciding that I wanted to stop breastfeeding. The fear was too much, and the fight too hard (let’s just say that it hadn’t been plain sailing trying to breastfeed, neither with MM nor with LB), so LB is now a bottle child.

I’m not at all insecure about that decision. It was the right one and it still feels right all the way to the most secret parts of my thoughts. But I still have strange mixed emotions to battle through. The joy of having ended the battle and pain and trials of trying to get the breast feeding to work, and the joy of no longer being tied utterly to LB and his needs. The sadness, almost sorrow of having lost the precious and wonderful connection with LB that is breastfeeding. The feeling of not being good enough, even though I know I tried and fought. The shame of feeling joy of it being over, it is almost as if part of me thinks I shouldn’t be allowed to feel happy about such a thing.

My head is a mess og tangled thoughts and emotions. I know I will sort them out in time, and I’m not afraid of being pulled under. But it does take quite a lot of time and energy to work through. Luckily I have a beautiful little son, who is a talisman against many bad thoughts. He’s worth it all.