You are currently browsing the category archive for the ‘General life’ category.
For 15 år siden strikkede jeg det første af mange tæpper til en lille ny i familien – min ældste nevø, som jeg havde æren at bære til dåben i netop det tæppe. Det var et “Spanish Christening Shawl” strikket i garn medbragt hjem fra mit halve år i New Zealand og det var det første store hulmønsterprojekt, jeg nogensinde strikkede.
Det tæppe startede en tradition – nemlig at jeg siden har strikket tæpper til alle nye små i min nærmeste familie (og også ofte de førstefødte i den fjerene familie og til nogle venner). Det er blevet til mange tæpper – og hurtigt også til mange designs, for bortset fra det første og et mere er alle tæpper strikket ud fra egne ideer og tanker (alle mine tæppedesigns kan for øvrigt findes her på Ravelry).
Det har været en glæde at overføre alle mine tanker og ønsker og håb, både for de kommende forældre, søskende og små nye familiemedlemmer til garn og varige minder.
Men nogle traditioner har en naturlig afslutning. Jeg har netop strikket mit sidste tæppe til familiens næste generation. Min lille niece blev døbt for lidt tid siden, og jeg havde som målsætning at strikke hendes tæppe færdig inden da – og jeg nåede det (selvom jeg vanen tro, havde sat lidt ekstra pres på for at nå hele kanten rundt i tide).
Tæppet er strikket i Merino Singles fra Sysleriet og mønsteret er mit eget (hvem ved om det ikke bliver til endnu et design i rækken). I designet af tæppet, har jeg trukket en tråd fra det første tæppe til dette sidste – mønsteret i kanten kaldes “Godmother’s lace” og er det samme på begge tæpper, og sådan bandt jeg historien om ældste nevøs tæppe sammen med yngste niece på min måde og i mine hænder.
Traditioner er gode – for mig er det måden at binde historier sammen, at huske familie og steder og begivenheder og at lægge kærlighed og opmærksomhed i ting. Men det er også ok, at traditioner nogle gange stopper – og mon ikke, at der bliver mulighed for at strikke nye tæpper til nye småfolk, når næste generation en gang går i gang med endnu en generation i familien? Jeg vil helt sikkert være klar med både garn, pinde og ideer til den tid.
I have had a long running tradition of knitting baby blankets for the new family members – first my brother’s children, my own and then my sister’s. Many of them have become patterns (you can find them all here on Ravelry).
A week ago I finished my last blanket, thus ending the tradition for now – as my little niece was given her blanket as a christening gift. The first and last blanket share the edging – called “Godmother’s lace” and tie my oldest nephew to my youngest niece with my needles, yarn and hands. I feel lucky to have been able to give time and love in a soft yarnish form to the little ones, but it is also ok to end a tradition naturally. For now, I’ll rest my needles and await the time when the next generation will spark another round of blankets.
Hvordan skal man genstarte en blog, der har ligget mere eller mindre død i et (flere?) år?
Corona-livet har gjort sit til stilheden, men kombinationen af hjemmearbejde, -skole og -institution, stress, pressede børn, udredning, psykolog, psykiatri har godt nok været en hård nyser. Det har været og er svært at se i øjnene, at jeg ikke kan løfte på alle områder samtidig (og at jeg ender med at brænde sammen, hvis jeg prøver). Så selvom strik og design på mange måder er et frirum for mig, har det været der, hvor jeg “nemmest” har kunne stjæle lidt energi til energiregnskabet.
Samtidig har jeg godt vidst, at jeg er nødt til at skrabe lidt plads til det igen – for den kreative side af mig har brug for rum og plads – for det er et af de steder, jeg henter energi – og energi er der brug for!
For et par år siden tog jeg beslutningen om at flytte “Lykkefanten Strik og Design” ud af hjemmet. Vi havde brug for det sidste værelse, og jeg vidste godt, at jeg havde brug for et sted, som var mit kreative frirum. Det var så god timing i andre henseender – for med den efterfølgende 2. nedlukning blev strikkekontoret hurtigt til “hjemmearbejdsplads” for mig og “hjemmeskoleplads” for MM.
Selvom det på mange måder var både praktisk og hyggeligt, så gjorde det ikke det kreative flow nemmere – enten havde jeg mit fuldtidsarbejde i mit kreative værksted, eller mit kreative sted mit i min arbejdsplads. Både blog og design og strikkelyst haltede.
Kontoret er nu flyttet igen. Denne gang til et sted endnu tættere på mit hjem – og dermed er barrieren med transport reduceret – det er næsten ligeså nemt at smutte på strikkekontoret nu, som at gå i haven.
Og jeg har flyttet mit “rigtige” arbejde væk fra kontoret – ekstra skærme og andet IT-udstyr er forment adgang – det her er mit hjørne, mit kreative værksted, mit lager og walk-in-strikkebutik, og jeg har brug for at det bliver ved med at være sådan. Og fordi jeg selv er vildt nysgerrig, tænker jeg, at I måske også gerne vil se, hvordan Lykkefanten HQ nu ser ud.
Jeg elsker det herovre – og elsker, at jeg kan være her på fem minutter. Jeg elsker, at kunne se mit lager og få ideer og gå over og hente garn til at afprøve dem! Jeg håber, at kontoret her får gang i kreativiteten og design og strik for alvor igen – og jeg tænkte, at det nok ikke var den værste beslutning, at “skrive det højt” her på bloggen. For mine ambitioner og drømme bliver altid lidt mere virkelige, når jeg har sagt dem højt til nogen – eller skrevet dem ned her helt offentligt.
Short version in English:
Life has been a long series of curveballs throughout the last few years, and though I have tried carving out time for knitting and designing (and blogging), the energy hasn’t been there much.
I have recently moved my “knitting office” (the home of my part time design company) to a place nearer home – it only takes five minutes on bike to be over here and that is a huge help for me to actually get myself over here. It is wonderful for me to have a place of “my own” where my knitting takes center stage and I can let the creative part of myself have full control. I hope – and that is why I write this blogpost as a commitment pledge – that I can prioritize more time for design and actually doing what makes knitting so much fun for me.
En gang for længe side, ja faktisk så længe siden, at bloggen her kun lige var blevet til, forelskede en strikker sig i noget garn. Det er der sådan set ikke noget bemærkelsesværdigt i, for det sker hele tiden. Men alligevel er det noget specielt, for dette garn er både håndfarvet og spundet lokalt – altså lokalt i forhold til Christchurch i New Zealand, hvor det var hun stod. Og specielt fordi hun stod i det arts and craft center, der blev ødelagt af jordskælvet små fem år senere.
Netop fem år efter var strikkeren atter i New Zealand, og endnu en gang købte hun garn med hjem. Denne gang en stor mængde alpaca/lama/uld fra den farm nær Pictom, hvor Alpaccaerne gik rundt.
Begge garner gled med årene længere og længere ned i dybet af Lageret og så kun sjældent lyset udenfor deres respektive kasser.
Long, long ago. So long ago that this blog had only just been born, a knitter fell in love with some yarn. Not an unusual occurance, but for two things, namely that the locally spun amd handdyed yarn was local to Christchurch, New Zealand, amd that the Arts & Craft center in which the knitter found the yarn was destroyed a mere five years on in an earthquake.
As it happened, just those five years later, the same knitter was once more in New Zealand and bought yarn to take home. This time she fell for a large quantity of alpacca/llama/wool yarn from the farm near Picton, where the alpaccas roamed.
As the years turned, both yarns slipped deeper and deeper into the Stash and rarely saw the light outside their boxes.
Jeg køber nogle gange (ofte) garn som souvenir, og hver eneste gang jeg har kigget på eller rørt ved de to omtalte garnkøb, er mine tanker taget sydpå. Men jeg elsker også at bruge det garn, jeg holder af.
På det senest har jeg jævnt sagt været stresset, og det faldt mig forleden ind, at en af årsagerne, til at jeg ikke rigtig strikkede mere, var, at det meste af strikken føltes som opgaver/pligt. Mest til design, eller til fremtidige gaver, eller gamle uafsluttede projekter. Og det slog mig, at jeg sjældent bare strikker for at strikke…
Sometimes (ok, often) I buy yarn as souvenirs, and every time I have seen or touched the two yarns above, my memories have gone south (that is to New Zealand!). But I also love using yarn that holds memories.
Lately I have been stressed (no need to call it anything else), and the other day, I thought about why I hadn’t felt like knitting for a long time. I realised that one reason was that it wasn’t fun, it was work! Design work, future gift knitting or old projects that ‘should’ be finished. I rarely knit just to knit…
Og pludselig kom lysten så igen, og mere specifikt lysten til at bruge de gamle indkøb på noget til mig selv.
Det tog et par strikkeprøver, før stoffet føltes rigtigt, men nu er jeg gået i gang med en simpel og lækker sweater til mig selv. Opfundet efterhånden som jeg strikker den, uden nedskrevne noter (så nej, der er ikke planer om at det skal blive et design) og i garner fra lageret, både det virkelig dybe og væsentligt yngre lag. Det er lækkert, jeg elsker farvespillet og det går forygende hurtigt på pind 7. Rent win!
And suddenly I felt like knitting again, and more specifically to knit something for myself in those precious yarns.
It took a couple of swatches (my idea evolved quite a bit) before it felt right, but now I am speeding along a simple sweater for myself. I design as I go along, without any notetaking (so no, I don’t plan on it being a design) and in deep Stash yarn (with more recent additions to bulk it out). It is lovely, I love the colour and it feels really fast on size 7 mm.
Det er dog ikke helt uden udfordringer, for det ældste garn – det håndfarvede, var en hel del mere forskelligt på de tre nøgler, end jeg overhovedet havde forestillet mig (eller dengang var i stand til at gennemskue), så nu skal der skiftes lidt for at skabe glidende overgange, men det bliver så en del af charmen, og vil helt sikkert give mig et smil på læben at tænke på senere.
The knitting isn’t totally without challenges, as the oldest yarn – the hand dyed – is way more divergent in the three skeins than I would ever have suspected (or had the ability to think about back then). But it only means I have to change out the yarns every round to make them fade into each other, and that will become part of this sweater’s charm, I am sure.
En ting, der også er kommet ud af årets mange (og lange) hjemmearbejdsperioder er trangen til at strikke til mig selv igen – og til at få flyttet på de ufærdige projekter, der driver den af på pindene.
Et af de langtidsparkerede er min luksusversion af Perlesøstre i det skønneste håndfarvede garn fra Norne Yarn (farven er en specialfarve i Tits Out Collective, hvilket morede mig usigeligt da jeg var fuldammende mor på tidspunktet og følte at brysterne var fremme nærmest hele tiden). Jeg startede på den som adventsprojekt for næsten et år siden, men den tog aldrig rigtig fart, fordi jeg hele tiden havde på fornemmelsen, at det ikke rigtig fungerede.
One effect of the many (and long) periods of working from home has been the urge to knit for myself again – and to finish some of the hibernating projects that have been languishing on my needles.
One of the semi-comatose projects has been my luxury version of Pearl Sisters in the loveliest yarn from Norne Yarn (the colourway is a special edition in the Tits Out Collective, which amused me as I was fulltime breast feeding at the moment, and felt like I literally had my tits out all the time). I cast on for the sweater as an advent project last year, but never really got anywhere, as I had a lurking feeling that something was off and didn’t work.
Problemet var at for at ramme strikkefastheden ville “stoffet” blive meget løst og skrøbeligt. Så jeg pillede op og grublede lidt. Heldigvis var løsningen nær, for i et besøg i Garnvärk havde jeg set deres nye helt tynde følgetråde af hør. Når jeg holder hørtråden sammen med luksusgarnet fra Norne Yarns bliver resultatet næsten magisk. Stadig blødt og lækkert og skinnende, men også fastere og med mere hold i det strikkede.
The problem was that to get gauge (that most important of things) the resulting fabric would be pretty loose and fragile. So I frogged it and set to thinking. Luckily the solution was close by. During a visit at Garnvärk I had spotted their new thin yarn in flax for holding together with other strands. When I hold a strand of the thin flax yarn together with the luxury yarn from Norne Yarns, the result is almost magical. The fabric is still soft and luxurious and with the shine of the silk, but it now has more of a hold and feels more sturdy.
Jeg er i gang med at strikke mig ned ad kroppen – og det har også taget lidt tid for glatstrikning er ikke altid min kop te, når der er sjovere projekter i nærheden. Men nu skal det være! Jeg vil ikke love mig selv noget (for det er for dumt at ærgre sig over selvopsatte deadlines), men hvor ville det være skønt at have den klar til juleferien. Mangler kun et par ærmer og 10 cm krop, så mon ikke det kan lade sig gøre?
I am knitting my way down the body – it has taken more time than it should as stockinette stitch isn’t always my cup of tea when more enticing projects becon. But now is the time! I won’t promise myself anything (it would be too stupid to make a promise that I may not end up keeping), but it really would be lovely to have a new sweater in time for the holidays. It only needs 10 cm on the body and a couple of sleeves, so it should be doable, right?
Nogle gange rammer inspirationen og så kan jeg næsten ikke få ideen på pindene hurtigt nok. Selvfølgelig varer det ofte ikke så længe før der viser sig adskillige problemer med den taktik. Enten er garnet ikke det rigtige til ideen, eller ideen viser sig ikke at kunne udføres som ønsket, eller størrelsen bliver mærkelig, eller der ikke er garn nok.
Potentielle problemer er der nok af, men det afholder mig ikke fra at kaste mig hovedkulds og optimistisk ud i nye ideaffødte projekter.
Some times inspiration hits in a way that I really can’t wait to get the idea onto my needles quickly enough. Of course this often leads directly to me discovering multiple problems – the yarn isn’t right, the pattern isn’t right, the size isn’t right, the idea really can’t be done.
There are certainly potential problems enough, but that seldom keeps me from jumping with joy into a new project sprung from an idea.
Denne gang gik det ikke bare godt, men glimrende. Jeg fik ideen til en overgangstrøje til yngstebarnet, som kunne bruges som overtøj i vuggestuen de dage hvor det ikke er varmt nok til at gå uden, men som heller ikke kræver overtøj.
Og der skulle glimmer i, for AM er meget glad for glimmergarnet Paia fra Filcolana og har en fantastisk evne til at finde alle de projekter, hvor det er med i og hive dem ud af poserne.
This time round the knitting stars must have been aligned, as it went not only well but brilliantly! I got the idea for a sweater for the transition period for our youngest. A sweater she could use in day care on days where a proper coat would be too much, but when it still was necessary with something warm.
And it needed sparkly yarn, as AM is really into my stash of Paia from Filcolana. Actually she’s so much into it that she can find any project I have going with it and pull it from the bag in five seconds flat.
Det tog mig under en måned fra ide til færdig trøje (en positiv ting ved hjemmearbejdet er at der trods alt er lidt mere strikketid i hverdagen), og jeg er rigtig godt tilfreds. AM nægter så godt nok at få trøjen på (man er jo næsten to og trodsig), men det slår ikke skår af glæden ved et fint lille projekt.
Nu arbejder jeg så på at få skrevet opskriften, for sådan en skal der selvfølgelig til, og så må vi se, om der ikke falder en mere af pindene – jeg har i hvert fald fundet en skøn farvekombi, som jeg godt kunne have lyst til at strikke fine striber i.
It took me less than a month from idea to finished object (a positive side effect from being working from home is slightly more knitting time), and I am really happy with the result. AM flatly refuses to wear it (she is approaching the terrible two), but that doesn’t make me any less happy with this little thing.
Now the work begins with writing the pattern, as I of course will do. And I probably will end up with casting on for another version – I have found a rather wonderful colour combination that I’m itching to knit lovely stripes in.
I dag er vi lige knap et par uger inde i 2020. Jeg har mange forhåbninger for året – nogle der sikkert kommer nogenlunde ligetil, og andre skal der nok arbejdes en hel del mere for.
2019 var på mange måder et godt, men ret hårdt år. Det var (og er) ikke altid nemt at finde ud af, hvordan jeg skulle være mor til 3, ægtefælle til en skøn mand, have et fuldtidsarbejde og samtidig have tid til mig selv og det der gør mig glad – herunder min kreative udfoldelser som strikkedesigner.
The new year is nearly two weeks old. I have many hopes for this year – some which will probably come along quite easily, others which I know I will have to work to achieve.
2019 was in many ways a good, but really hard year. It wasn’t (and isn’t) easy to figure out how to be a mother of 3, partner to my wonderful husband, hold up a full time job and at the same time have some time for myself and the things (apart from the above) that makes me happy – among these to be creative and play with knitting.
Jeg kan ikke sige, at jeg har fundet den perfekte løsning, men der er dog gode takter indtil videre i året. Der er kommet mere ro på nætterne (yay, mere søvn) og det giver mere overskud i hverdagen. Og så har jeg lavet et rigtig fornuftigt nytårsfortsæt – et der er garanteret til at give mig glæde: jeg har lovet at tegne og strikke hver dag!
Strikningen siger vist sig selv, men faktisk elsker jeg at tegne og er – hvis jeg må sige det selv – en ok habil tegner. Jeg har tidligere tegnet små tegninger til drengenes madkasser, og det er også det jeg gør nu, men forskellen er blandt andet at jeg tidligere tegnede for deres skyld og nu tegner jeg for min egen skyld – perspektivskiftet gør faktisk en ret stor forskel.
I can’t really say that I have found the perfect solution, but there are good omens so far. We have gotten better nights (yay, more sleep) and that gives more energy during the days. And to top it off I have made a pretty good new years resolution – one that is guaranteed to make me smile: I have promised to knit and draw every day!
The knitting is probably pretty obvious, but I also love to draw and is – if I am allowed to say so – pretty decent at it. I have drawn lunch box drawings for the boys earlier, and in some ways it’s what I do again, but the difference is that previous I drew to please them, and now I draw to please myself – the shift in perspective makes a huge difference.
Jeg kan mærke, at det at tage tid til noget, der tilfredsstiller min kreative side, giver mig rigtig meget glæde og faktisk også en hel del overskud på en eller anden måde. Så forhåbentlig kommer der både en hel masse flere tegninger og en del mere strik ud af løftet til mig selv.
I can feel that I get a lot out of taking some time to myself and doing something that satisfies my creative urge – it makes me happy and actually somehow gives me more energy to tackle the everyday humdrum. So hopefully I’ll make both more drawings and finish more knitting from this simple promise to myself.
Der er virkelig ikke meget strikketid i min hverdag lige nu, så derfor er det ekstra vigtigt, at det jeg strikker giver mig glæde!
For tiden strikker jeg derfor mest på to projekter (monogam strikker har jeg aldrig været), nemlig et Nerven sjal til samstrikken, samt det nye babytæppedesign.
The knitting time is really sparse in my life at the moment, so it is extra important that my knitting projects spark joy for me at this time!
That is why I currently mostly knit on two things (I have never been a monogamous knitter), which is a Nerven shawl for the knit-along, and the new baby blanket design-to-be.
Det er altid spændende for mig, når jeg strikker et nyt mønster, som jeg har tegnet. Vil det virke, og giver det et resultat, som jeg kan lide? Nogle gange har jeg en ret sikker fornemmelse på forhånd, men denne gang måtte jeg strikke en hel mønsterrapport for at føle mig sikker.
Til gengæld har jeg nu følelsen af at have ramt jackpot i første omgang, for bølgerne i vævestrikmønsteret er blevet akkurat så gode, som jeg havde håbet, og så er de endda vildt sjove at strikke.
It is always exciting to knit a new draft of a pattern for the first time. Is it going to work, will the fabric be as I want it to, and will the pattern shine? Sometimes I have a pretty clear feeling before I knit, but this time I had to knit a full pattern repeat before I was sure.
However, now I feel like I hit a homerun on the first try, as the mosaic waves are precisely as lovely as I wished, and the pattern is even very fun to knit.
Nu skal tæppet bare strikkes – alle ni farveskift og en kant (som jeg endnu ikke helt har bestemt mig for, hvordan skal være).
Og så kommer designet helt sikkert også til at mangle et navn – hvis du har et godt bud modtager jeg det med taknemmelighed i kommentarerne.
Now I “just” have to knit the blanket – all nine transitions and an edge (which I don’t quite know what should look like at the moment).
And the design is also going to need a name at some point – if you have a suggestion, I would be very grateful if you told me of it in the comments.
Den sidste lille måned har været helt igennem fantastisk! Tusind, tusind tak for jeres vilde og vidunderlige modtagelse af Nerven.
I skrivende stund har I hjulpet med at sende 6.400 kr. til Cykelnerven og Scleroseforeningen og dermed forskning i sclerose. Det er jeg dybt taknemmelig for, og det bedste er, at det jo er gaven, der bliver ved med at give, idet alle der for al fremtid stadig vil blive sendt 15 kr. fra hver opskrift til det gode formål.
En af de ting, som jeg tror, har været med til at give det gode resultat, er alle de gange I har delt og skrevet om sjalet og projektet både på Instagram og på Facebook. Mange tak for det også – det har virkelig gjort en forskel.
The last month or so has been absolutely fantastic. Thank you so, so, so much for your wild and wonderful reception of Nerven.
As I write this you have helped raise 6400 dkkr to Cykelnerven and the Danish Multiple Sclerosis Society and thus research in MS. I am very grateful and appreciate your help with all my heart. The best part is that this is the gift that keeps giving, as I will continue to send 15 kr. for every pattern sold in the future to this worthy cause.
One of the things that I really think has made a difference is all the times you have shared, reposted, commented or otherwise helped spread the word – both on Instagram and on Facebook. Thank you for this as well – you are the best.
Jeg har startet en lille knit-along op for Nerven, det foregår primært på Instagram (ved brug af #nervenkal), men jeg har også en lumsk plan om at trække en præmie blandt projekterne på Ravelry (tag projektet med nervenkal og sørg for at linke til opskriften, så er det med).
Man kan være med fra nu af og til midten af juli. Man behøver ikke at blive hverken helt eller halvt færdig med sjalet, men det burde kunne lade sig gøre at blive færdig. Jeg trækker vindere blandt alle billeder på IG med det korrekte hashtag (husk at din profil skal være åben).
I have started a wee knit-along for the Nerven shawl. The main activity is on Instagram (use #nervenkal to see and share), but I also plan to draw a prize among the projects on Ravelry (tag the project with nervenkal and be sure to link to the pattern to join).
You can participate from now on and until mid July. You don’t need to finish nor even be close to finish, you just have to knit along (although it should be possible to finish it without stressing too much). I will draw winners among all pictures on IG with the correct hashtag (remember that your profile must be public for me to see the picture).
Jeg er stadig ved at samle præmier sammen, men der er både garn og strikkegear i spil, kan jeg afsløre 🙂
Der er allerede mange fine Nerver på pindene og jeg elsker at se de mange skønne farvekombinationer, som der strikkes i. Jeg har selv valgt lysegrå (col 950) og lilla (col 247) i Filcolana New Zealand Lammeuld, men jeg må indrømme, at jeg har noget fint håndfarvet garn liggende på lager, som kalder højt og insisterende og mener, at det også vil være et smukt valg. Lad os se, om jeg kan ignorere dem, eller om fristelsen bliver for stor.
I am still gathering things for the prizes, but there will be both yarn and knitting gear involved 🙂
There are already many beautiful Nerven shawls on the needles, and I love seeing the different colour combinations chosen. I have chosen to knit in light grey (col 950) and purple (col 247) in Filcolana New Zealand lammeuld. But I will admit that I have a couple of hand painted skeins in my Stash that are calling me and insisting that they would make a rather wonderful shawl as well. Let’s see if I fall for it.
Jeg er i fuld sving med den ganske vanskelige disciplin “at prøve at få livet til at gå op”. Nogle dage går det ganske godt – andre knap så heldigt. De fleste dage ligger heldigvis til den gode side, men der er godt nok meget lidt overskudsenergi på kontoen, når dagen lakker mod enden. Det kræver en del at køre familieliv, fuldtidsjob og designarbejde ud af et menneskes tid.
Jeg har nu ikke tænkt mig at brokke mig, for det er et sjovt liv, jeg lever – også når det er travlt. Den nyligt overståede weekend er et godt eksempel på, at der sker mange gode ting i højt tempo.
I am in full swing trying to master the difficult discipline “trying to make ends meet with regard to time management”. Some days I think, I have it – others I utterly fail. Most days are pretty good, but there is precious little energy left at the end of a day. It takes a hearty portion of my energy and time to run family life, full time work, and a design gig.
Don’t expect me to complain though! It is a fun life to lead – even when it’s a tad too busy. The past weekend is a good example of how many good things you can fit into a weekend.
Weekenden begyndte med besøg af min skønne teststrikker, Jannie, som jeg havde inviteret med til (min) workshop om “Balance i restestrik”, som blev afholdt i Garnvärk i Fredensborg (for øvrigt en ganske fantastisk butik, der har min varmeste anbefaling – også selvom de ikke havde hyret mig til workshop).
Der var 16 begejstrede strikkere med poserne fulde af rester og tre timer senere havde vi en flok gode begyndelser på et “Balance sjal”.
The weekend started off with welcoming my wonderful test knitter, Jannie, who I had invited to join a (mine) workshop in “Balance in scrap knitting”, which I held in Garnvärk in Fredensborg (a gem of a yarn shop – even if they hadn’t asked me to teach this workshop).
16 enthusiastic knitters, several piles of scrap yarn, and 3 hours later we could take the mandatory picture of the wee beginnings of a “Balance shawl”.
Søndagen var også booket op med strik. Jeg havde hyret Thea Rytter (bedre kendt i strikkekredse som Vaskavullaknit) til at kommer og fotografere en hel bunke nye (og gamle) design, som jeg har arbejdet på i den seneste tid.
Vejret var heldigvis med os (det sneede kun om lørdagen), så vi fik en masse gode billeder i kassen. Det var også en lærerig oplevelse for mig og jeg sluttede dagen med en sund og stor respekt for stylister, fotografer, og generelt folk der skal styre et sådan show til daglig.
Sunday was filled to the brim with knitting as well. I had asked Thea Rytter (better known in knit circles as Vaskavullaknit) to be my photographer for a series of new (and old) designs, which I have been working on lately.
We had the weather on our side (the snow on Saturday gave me quite a lot of nerves), so we got a lot of shots taken. It was a huge learning curve for me as well, and I ended the day with a healthy respect for people who do this daily!
Nu er slutspurten så gået ind for mig – jeg arbejder på at få færdiggjort opskrifterne til de nye design. Det første – som er med på billedet herover – er sjalet Nerven, som har en særlig og sej kvinde som inspiration. Men mere om det næste gang (som ikke er langt borte – lover!).
I have begun the finishing sprint and am working to finalise the patterns for the new designs. The first to be published (later this week) is the one in the picture above, the shawl “Nerven”, which is inspired by a special and strong woman. But that is a story for the next post.
(English below)
Om en måned er min barsel forbi og jeg skal tilbage på arbejde. Tidspunket er stille og roligt rykket nærmere, og pludselig er AM så stor, at hun skal være hjemme hos sin skønne far i en periode inden vuggestuen kalder.
Jeg har det meget ambivalent med at skulle tilbage på arbejde. Jeg glæder mig, for jeg kan godt lide mit arbejde, mine kollegaer og mine opgaver – og ikke mindst det at skulle bruge min faglighed. Men jeg ved også, at jeg kommer til at savne hende den mindste – rigtig meget.
Man skulle tro, at jeg vidste, at det ville komme, men denne barsel har været anderledes end de to andre. Jeg ved, at AM er mit sidste barn og samtidig har jeg kæmpet så hårdt for at få amning og andet til at fungere – hvilket det har gjort – og nu skal jeg pludselig sige “det var så det”… det føles mærkeligt.
Så dagene går med at være nær AM og nyde den sidste lille barselsboble inden hverdagen vender tilbage.
In a month, I’ll return to work after my leave. The date has been steadily getting closer, and suddenly AM is a big girl ready to be taken care of by her lovely father for some time before daycare beckons.
I feel very conflicted about going back to work. I am looking forward to it, as I really like my work, my co-workers, my tasks and to be able to use my academic skills again. But I also know that I’ll miss my little girl a lot.
It might look like I know the drill, but this leave has been different than the other two. I know that AM is my last child and I have fought to have the experience I wished for with breastfeeding and other challenges – and I have been lucky enough to have what I dreamt of – but now I suddenly have to say “that’s it”… it feels strange.
So these last days are spent quietly enjoying this final experience of being on parental leave.
lykkefanten.com 