35…

Jeg har levet 35 fuldgode år i dag.

Her til morgen, efter Magen og drengene var ude af huset frk. AM lå og sov, sad jeg med kaffe og strikketøj og funderede over, hvor spøjst det er, at jeg har været hjemme på min fødselsdag på en hverdag både sidste år og i år. Årsagerne er så vidt forskellig. I år har jeg barsel og nyder den lille pige, sidste år kæmpede jeg med stress og hjernerystelse.

Men det jeg husker allerbedst om min fødselsdag sidste år var en formiddagsgåtur i regnen. Jeg var lidt trist – var jo alene på min fødselsdag og havde haft det svært i et længere stykke tid. Jeg husker, at jeg begyndte at spørge mig selv, hvordan jeg så på fremtiden? Og der midt i regnen gik det op for mig, at jeg troede på, at det nok skulle gå – måske ikke hurtigt eller nemt, men jeg havde kun følelsen af, at jeg nok skulle komme ovenpå igen – finde min plads i livet og finde glæden igen. Jeg kunne faktisk slet ikke finde andet end en positiv følelse om fremtiden, og det ramte mig så hårdt, at jeg begyndte at græde af lettelse. Det var lidt vildt efter et år med udfordringer og tvivl.

Halvanden måned senere havde jeg et nyt arbejde på hånden og en positiv graviditetstest, og året der fulgte bød sådan set bare på mere af samme skuffe, så den gåtur i regnen var på mange måder et vendepunkt for mig.

Jeg håber, at livet som 35-årig fortsætter i den gode rille – og at jeg vil og kan møde de udfordringer der måtte komme med et smil på læben.

I have lived 35 full years today.

Today, after the Mate and the boys had gone to work and school, and Miss AM was sleeping, I sat with my coffee and knitting project and thought about how strange it is that both last year and this year I am home on my birthday, even though it is a work day. Last year I had stress and a concussion, and this year I’m on leave with Miss AM.

The thing I remember most about my birthday last year was a walk in the rain in the middle of the day. I was a bit sad – I was alone and it was my birthday – but then I started questioning myself about what I felt and thought about the future. For a long time I only had seen bleakness and doubt when thinking about the future, but that day – in the middle of the rainy walk – I felt positive. I believed it would turn out right, that I would find a good new job and be back to “normal” and happy again. I scoured my mind, but I couldn’t find even one pessimistic thought about the future – it might not be quick or easy, but I truly believed that it would be ok again. I was so stunned by this realization that I started crying right there on the street, it was an overpowering feeling after a long time with selfdoubt and challenges.

A couple of month later I had a new job offer and a positive pregnancy test in my hand, and the rest of my year turned out to be full of more of the same positive energy.

I really hope that life as 35 will continue this way and that I will be able to meet what life gives me with a smile.