Mine tiltag synes at virke. Jeg kan se fremskridt i det projekt, jeg fokuserer på, og henover weekenden har jeg reduceret listen af igangværende projekter med 3. Det synes jeg egentlig er helt godt.

Men egentlig er der ikke nogen grund til at belønne det, for det bærer lønnen i sig selv. Jeg kan mærke, at det fÃ¥r mig til at slappe lidt mere af. Tværtimod handler belønningen om, at jeg for noget tid siden ramte 100 % pÃ¥ mit Sock-Yarn-O-Meter. Det tog mig ikke voldsom lang tid at finde ud af hvad det skulle være, for en gang i sommers havde jeg den store fornøjelse at fÃ¥ lov til at gramse pÃ¥ et ganske stort udvalg af Slavi’s Cascade 220. Det blev til 8 nøgler i farven Provence – den smukkeste rustrøde med lige det hint af orange, som gør mig helt salig. Det bliver til en Vivian (uden hætte), nÃ¥r jeg engang “fÃ¥r lov” til at begynde nye projekter. Indtil videre gÃ¥r jeg bare og aer garnet og glæder mig over, at muligheden er derude i fremtiden.

My self-limiting rules seem to be working. I am enjoying seeing actual progress in the project, which has focus, and during the weekend I have reduced the list of wips by 3. That’s pretty good in my book.

But this post isn’t about rewarding myself for following that. Those measures carry their own reward. I can feel that I am more calm and able to relax with my knitting. The reward in the post title refers to the fact that I hit the 100 % on my Sock-Yarn-O-Meter a couple of weeks ago. It didn’t take me long to decide what to give myself, as I had been in company with a rather ample selection of Slavi’s Cascade 220 on one fine afternoon in the summer. I picked 8 skeins in the colour Provence – it is a most beautiful rusty red with just a hint of orange which makes it glow from within. It will become a Vivian (without the hood), once I again am “allowed” casting on. So far, I am just admirering and petting the yarn and enjoying thinking about the future, which holds such promises.