Jeg har altid mest været en sokkestrikker. Sikkert fordi det var med sokkerne, jeg lærte at strikke (for lidt over 6 år siden). Jeg kan altid få sokker til at gå op og behøver ikke at regne alt for meget på dem. Sweatre og veste og andet torsobeklædning er en helt anden sag. Dem har jeg altid haft et lidt ærefrygtigt forhold til, for det var jo “svært”!

I’ve always mostly been a sock knitter. Probably because I started knitting by knitting socks (back when I learned to knit a little over 6 years ago). I know how to make socks “fit” and don’t have to work too much to make the numbers work. Sweaters and vests are another story. I’ve always been rather apprehensive about them because I felt they were “hard”!

Jeg har strikket trøjer efter andres opskrifter og det er gået både godt og skidt, men sidste efterår tog jeg skridtet og strikkede for første gang uden opskrift – det blev til en herrevest til min far. Han siger den passer perfekt, og det gav mig blod på tanden. Sidste weekend hentede jeg så en skøn kasse garn. Der var bl.a. et par enkelte nøgler luksus garn som passede med et par andre nøgler luksus garn fra lageret. Der var ikke nok af nogle af farverne til at lave en hel trøje, men sammensat i striber åbnede muligheden sig pludselig.

I’ve knitted sweaters and such after other people’s patterns and it has gone both well and disasterous, but last fall I took the mental step and knitted without a pattern for the first time – it was a man’s vest for my father. He says it fits him perfectly, and that made me want to knit more. Last weekend I happened to pick up a box of gorgeous yarn. Among the haul there were a couple of single skeins of luxury yarn, which happened to fit perfectly with some other lonely skeins of beautiful yarn from my stash. None of the colours had enough yardage to make a complete garment in, but put together in stripes opportunities were had.

Nu, kun en uge senere, sidder jeg i min første selvkomponerede vest (med dyb v-neck og brystkiler og det hele) strikket fra målene på en strikkeprøve og mig selv. Den passer perfekt – det er jo det smarte ved at strikke efter sine egne mål – og er generelt vellykket. Jeg er lykkelig (og varm) og glæder mig til det bliver lyst, så jeg kan tage nogle billeder og vise den frem.

Now, just a week later, I sit here in my first self composed vest (with a deep v-neck and bust darts and all the trimmings), knitted from the measurements from a gauge swatch and the measurements of my body. It fits perfectly – I see the reason for knitting exactly for my own body – and is generally a success. I am happy (and warm) and look forward to a photo opportunity in some daylight, so I can get some pictures to show off.