Jeg har haft utrolig meget strikketid på det sidste – en ganske vidunderlig luksus, som jeg nyder fuldt og helt. Det har blandt andet betydet, at jeg har fået ryddet op i (nogle af) mine gamle projekter. Heriblandt en trøje, som jeg startede op på som en kandidatgave til en af mine meget gode venner. Jeg begyndte på den, da hun havde afleveret specialet (for et par år siden), strikkede første ærme og lagde det så fra mig, da der var andre ting der lokkede.

Da jeg gravede trøjen (eller rettere det strikkede ærme og resten af garnet) frem, genopdagede jeg, hvor dejligt et design det var – Ásta Sóllilja af Kate Davies (fra bogen “Yokes“), strikket i skønt garn (Léttlopi) og ikke specielt krævende mentalt. Med andre helt perfekt til min nuværende strikketilstand.

I’ve had an incredible amount of knitting time lately – a wonderful luxury, which I’m enjoying immensely. One of the side effects have been that I have finished (some of) my old projects. Among these are a sweater, which I started as a graduation gift for a very dear friend. I started it, when she handed in her thesis (a couple of years ago), knit the first sleeve, and then put it aside, as there were other things, which lured me away.

When I dug out the sweater (or rather the sleeve and the rest of the yarn), I rediscovered what a wonderful design it was – Ásta Sóllilja by Kate Davies (from the book “Yokes“), knit in a lovely yarn (Léttlopi) and not especially mentally demanding. In other words, absolutely perfect for my present knitting state.

Andet ærme og kroppen fulgte hurtigt efter – og blev ligeså hurtigt trævlet op, da jeg havde glemt den korrektion, jeg havde lavet for at få strikkefastheden til at passe. Men selv med dette bump på strikkevejen gik det hurtigt fremad.

The second sleeve and the body followed in quick pace – and was ripped out just as quickly, as I had forgotten the correction I had made to make the gauge fit the pattern. But even with this bump on my knitting road the work progressed apace. 

Det der trak arbejdet fremad var uden tvivl lysten til at strikke bærestykket. Det smukke, smukke flerfarvestrikkede bærestykke. Det var belønningen for de mange omgange i ren grå, som jeg måtte igennem (mere end en gang), og det var absolut en fornøjelse at strikke. Jeg holder meget af Kate Davies’ strikkedesigns, som jeg synes er utrolig smukke. “Yokes” er også i mine øjne en af de smukkeste strikkebøger, jeg har set. Jeg håber, at jeg finder tid til at strikke flere af trøjerne derfra (jeg har et særlig godt øje til Epistrophy, som jeg godt kunne tænke mig at strikke til mig selv i håndspundet garn).

One thing that helped motivate me to keep knitting was my desire to knit the yoke. The breathtakingly beautiful stranded yoke. It was the reward for the slog of rounds in plain grey, which I had to endure (more than once), and it was an absolute pleasure to knit. I quite adore Kate Davies’ designs, which I think very beautiful and elegant. “Yokes” is furthermore also one of the most inspirational and pretty knitting books, I have ever seen. I hope, I’ll find time to knit more of the sweaters in there (I have a particular soft spot for Epistrophy, which I’m hoping to knit for myself using handspun yarn).

Den færdige trøje er blevet smuk og dejlig og lækker. Léttlopi er et skønt garn til tykke, varme trøjer – og så bliver det utrolig smukt og vamset efter vask. Jeg er meget tilfreds med resultatet og håber, at min ven kan holde varmen i mange år fremover.

The finished sweater is beautiful and lovely and gorgeous (if I may say so myself). Léttlopi is a wonderful yarn for thick, warm sweaters – and it is utterly fantastic after a wash. I am very satisfied with the result, and hope that my friend will be kept warm in this for many years to come.