You are currently browsing the tag archive for the ‘sweater’ tag.
En gang for længe side, ja faktisk så længe siden, at bloggen her kun lige var blevet til, forelskede en strikker sig i noget garn. Det er der sådan set ikke noget bemærkelsesværdigt i, for det sker hele tiden. Men alligevel er det noget specielt, for dette garn er både håndfarvet og spundet lokalt – altså lokalt i forhold til Christchurch i New Zealand, hvor det var hun stod. Og specielt fordi hun stod i det arts and craft center, der blev ødelagt af jordskælvet små fem år senere.
Netop fem år efter var strikkeren atter i New Zealand, og endnu en gang købte hun garn med hjem. Denne gang en stor mængde alpaca/lama/uld fra den farm nær Pictom, hvor Alpaccaerne gik rundt.
Begge garner gled med årene længere og længere ned i dybet af Lageret og så kun sjældent lyset udenfor deres respektive kasser.
Long, long ago. So long ago that this blog had only just been born, a knitter fell in love with some yarn. Not an unusual occurance, but for two things, namely that the locally spun amd handdyed yarn was local to Christchurch, New Zealand, amd that the Arts & Craft center in which the knitter found the yarn was destroyed a mere five years on in an earthquake.
As it happened, just those five years later, the same knitter was once more in New Zealand and bought yarn to take home. This time she fell for a large quantity of alpacca/llama/wool yarn from the farm near Picton, where the alpaccas roamed.
As the years turned, both yarns slipped deeper and deeper into the Stash and rarely saw the light outside their boxes.
Jeg køber nogle gange (ofte) garn som souvenir, og hver eneste gang jeg har kigget på eller rørt ved de to omtalte garnkøb, er mine tanker taget sydpå. Men jeg elsker også at bruge det garn, jeg holder af.
På det senest har jeg jævnt sagt været stresset, og det faldt mig forleden ind, at en af årsagerne, til at jeg ikke rigtig strikkede mere, var, at det meste af strikken føltes som opgaver/pligt. Mest til design, eller til fremtidige gaver, eller gamle uafsluttede projekter. Og det slog mig, at jeg sjældent bare strikker for at strikke…
Sometimes (ok, often) I buy yarn as souvenirs, and every time I have seen or touched the two yarns above, my memories have gone south (that is to New Zealand!). But I also love using yarn that holds memories.
Lately I have been stressed (no need to call it anything else), and the other day, I thought about why I hadn’t felt like knitting for a long time. I realised that one reason was that it wasn’t fun, it was work! Design work, future gift knitting or old projects that ‘should’ be finished. I rarely knit just to knit…
Og pludselig kom lysten så igen, og mere specifikt lysten til at bruge de gamle indkøb på noget til mig selv.
Det tog et par strikkeprøver, før stoffet føltes rigtigt, men nu er jeg gået i gang med en simpel og lækker sweater til mig selv. Opfundet efterhånden som jeg strikker den, uden nedskrevne noter (så nej, der er ikke planer om at det skal blive et design) og i garner fra lageret, både det virkelig dybe og væsentligt yngre lag. Det er lækkert, jeg elsker farvespillet og det går forygende hurtigt på pind 7. Rent win!
And suddenly I felt like knitting again, and more specifically to knit something for myself in those precious yarns.
It took a couple of swatches (my idea evolved quite a bit) before it felt right, but now I am speeding along a simple sweater for myself. I design as I go along, without any notetaking (so no, I don’t plan on it being a design) and in deep Stash yarn (with more recent additions to bulk it out). It is lovely, I love the colour and it feels really fast on size 7 mm.
Det er dog ikke helt uden udfordringer, for det ældste garn – det håndfarvede, var en hel del mere forskelligt på de tre nøgler, end jeg overhovedet havde forestillet mig (eller dengang var i stand til at gennemskue), så nu skal der skiftes lidt for at skabe glidende overgange, men det bliver så en del af charmen, og vil helt sikkert give mig et smil på læben at tænke på senere.
The knitting isn’t totally without challenges, as the oldest yarn – the hand dyed – is way more divergent in the three skeins than I would ever have suspected (or had the ability to think about back then). But it only means I have to change out the yarns every round to make them fade into each other, and that will become part of this sweater’s charm, I am sure.
LB – det mellemste barn her i huset (noget, som han stadig er i process med at finde sin rolle i, for det er både dejligt og udfordrende ikke længere at være den mindste) er stor fan af sin mors strik.
Han ønsker sig ofte trøjer med fantastiske motiver (som tog og hvaler) og går troligt både med hjemmestrikket hue og halstørklæde.
LB – the middle child of this household (something he’s still adjusting to, as it is both wonderful and challenging not to be the youngest child anymore) is a great fan of my knitting.
He often wishes for sweaters with fantastic patterns (like trains and whales) and wears both handknitted scarf and hat every day during the cold weather.
Da jeg impulskøbte det smukkeste turkis garn fra Old Maiden Aunt Yarns blev begge drengene forelskede, men MM indrømmede efter lidt overvejelse, at han nok ikke ville gå med en hjemmestrikket sweater. Det mente LB til gengæld, at han ville, og så blev sweateren-in-potentia hans.
Efter et par strikkeprøver indså jeg, at garnet i sig selv var fint, men manglede noget “noget”. En tur i lageret gav svaret, for jeg fandt en portion Alpaca 1 fra Isager, der sammen med det tykke garn gav et smukkere fald i det strikkede stof.
When I implusively bought some very beautiful turquise yarn from Old Maiden Aunt Yarns both our boys fell in love, but MM admitted – after some thought – that he probably wouldn’t use a handknit sweater. LB, however, felt that he would, so the sweater-in-potentia was promised to him.
After a couple of swatches I realized that the yarn was lovely, but somehow lacked “something”. A search through the stash yielded the answer in a pile of Alpaca 1 from Isager, which held together with the aran yarn gave just the drape I wanted.
Jeg gav mig selv den udfordring at strikke saddelskuldre – noget jeg ikke har prøvet før, og brugte “Knitter’s Handy Book of Top-Down Sweaters” bogen af Ann Budd som udgangspunkt (kan for øvrigt klart anbefale den bog!). Trøjen skulle nemlig være rummelig til en dreng med fart i en vis ende.
Selve strikningen tog ikke meget lang tid – jeg slog op den første søndag i advent og blev færdig i sidste weekend. På pind 5,5 mm går en trøje dejlig hurtigt. Jeg tilføjede en snoning på hver skulder og ned ad ærmerne for at have et lille underholdningsmoment.
I challenged myself to knit a sweater with saddle shoulders – something I haven’t done before and used “Knitter’s Handy Book of Top-Down Sweaters” by Ann Budd as a reference (that book is highly recommended). I wanted the sweater to be roomy for a boy with a lot of energy.
The knitting itself didn’t take long – I cast on at the beginning of December and finished last weekend. On a size 5.5 mm needle a sweater is knit in short order. I added a little cable on each shoulder and down the arms to have a bit of entertainment during the knitting.
Og synes LB så om den? Jep! Han tog den på med det samme og ville kun aflevere den til vask, hvis jeg kunne love, at den ville være tør til at tage på i skole dagen efter. Den dreng er så absolut strikværdig!
And did LB like it? Absolutely! He put it on immediately after I had woven in the ends and did only give it back for washing when I promised that it would be dry and ready to wear to school the next day (which he did). Once more, he proved that he is an absolutely knitworthy boy!
Ting tager tid, men langsomt kommer jeg igennem bunken af ufærdige projekter, både på strikkepindene og her på bloggen.
Lige inden vejret skiftede til bageovnstemperaturer (jeg kan nemt gå i selvsving over, hvor hårdt det er at være højgravid og overvarm i +25 grader) blev jeg færdig med min smukke Foxy Lady Sweater fra Værbitt i Oslo.
Things take time, but slowly I’m getting through the pile of unfinished projects, both on the needles and here on the blog.
Just before the weather changed to baking oven temperatures (it’s easy to get me to whine over how hard it is to be very pregnant and overheated) I finished my beautiful Foxy Lady Sweater from Værbitt in Oslo.
Jeg blev jo ikke ligefrem færdig oppe i sneen på fjeldet, men når jeg ser på sweateren kan jeg fornemme hyggen af at sidde i hytten og strikke løs. Trøjen er blevet virkelig fin og jeg glæder mig absolut til at skulle vimse rundt i den til efteråret… så passer den nok også bedre, end den gjorde da MM legede fotograf for mig i anemoneskoven i april.
I didn’t exactly finish it up in the snow on the mountain, but when I look at the sweater, I clearly remember the feeling of enjoyment knitting it in the cabin looking out on the glorious winter weather. The sweater is absolutely wonderful, and I look forward to wearing the heck out of it in the autumn… where it probably will fit me a lot better than it did when MM took on the role of photographer in the forest in April.
Garnet er Embla fra Hillesvåg Ullvarefabrikk i dels en smuk grå direkte fra fabrikken og dels to skønne røde farvede nuancer fra Værbitt. Jeg er ret glad for kombinationen og synes også den er klædelig, selv til babymaver 🙂
Opskriften var også ganske fin – når jeg tog mig sammen og læste, hvad der faktisk stod i stedet for at gætte på det – og jeg elsker altid at lære nye teknikker, som fjerstrikken, der er fokuspunktet på denne sweater. Hvis man har lyst til at se teknikken, så har Værbitt lagt en fin lille video ud på hjemmesiden til frit kig.
The yarn is Embla from Hillesvåg Ullvarefabrikk in a lovely grey straight from the mill, and two gorgeous reds dyed by Værbitt. I am very happy with the combination and think it suits me well – even with a baby bump 🙂
The pattern was also very good – when I paid attention and read the instructions instead of just guessing – and I love learning new techniques like the feather stitch, which is the focal point on the sweater. If you’d like to see the technique, Værbitt has put a neat little video on the front of the homepage.
Har I også oplevet det sjældne tilfælde, hvor man falder pladask for en design og garn kombination? Falder så hårdt, at det faktisk ikke kan gå stærkt nok med at får startet på projektet?
Sådan har jeg det med Foxy Lady, som har trumfet alt andet på pindene som mit påskestrikketøj.
Have you tried it? That rare case, where you fall so hard and fast for a design and yarn combination that you cannot wait to start knitting?
That’s how I felt about Foxy Lady, which has usurped all other knitting as my Easter vacation project.
Det hele startede med mit ønske om at køre forbi Værbitt i Oslo på vej op til hytten på fjeldet. Magen, som efterhånden har en del års øvelse i at bære over med visitter i alskens garnforretninger, lod pænt som om, at han sagtens kunne forstå det ønske. Så i mandags havde jeg fornøjelsen af at hilse på Laila, som er ophavskvinden bag Værbitt.
Det er en super hyggelig butik – kan klart anbefale et visit – og der var frygtelig meget fristende garn. Men der var dog ikke noget, der kunne måle sig med fristelsen af Foxy Lady Genser, som er Lailas virkelig fine design i hendes håndfarvede garn. Problemet viste sig hurtigt at være at finde den rigtige kombination, men det lykkedes, og jeg gik glad og fro ud fra butikken med garn til en ny trøje (og lidt mere – det var jo selvfølgelig ikke det eneste, jeg købte).
It all began with my wish for visiting Værbitt in Oslo, before driving further up the mountains. The Mate, who has several years of experience with impromptu yarn store visits, was sweet enough to seem to understand the wish. So Monday saw me having the pleasure to say hello to Laila, who is the woman behind Værbitt.
It is a very cozy shop – I can only recommend it – and there were a frightening amount of tempting yarn. But none were as tempting as the Foxy Lady Sweater, which is Laila’s beautiful design using her own handdyed yarn. The problem turned out to be finding the perfect combination, but I succeeded and departed the shop with yarn for a new sweater (and a bit more – it wasn’t my only purchase that day).
Garnet er Embla fra Hillesvåg Ullvarefabrikk, dels i en fabriksfarve (den grå), og dels i to smukke røde, håndfarvede nuancer. Den ene er “Mikkel Rev”, hvilket i mine øjne gør det endnu mere perfekt. Det er et lækkert garn, der har holdt til, at jeg har måtte pille op og begynde forfra et par gange (eller tre), fordi jeg morede mig for meget til at læse opskriften ordenligt.
Men nu er jeg i gang med kroppen og kan nærmest se målet for mig. Håber, at jeg kan nå at have den færdig heroppe på fjeldet (muligvis ikke realiatisk, men jeg kan da strikke videre i håbet).
The yarn is Embla from Hillesvåg Ullvarefabrikk, both in manufacturing colour (the grey) and in two beautiful red, handdyed shades. One of them is named after a fox, a favorite character in a children’s book (Mikkel Rev), which only makes it even more perfect in my eyes. It is a very lovely yarn, which have held up beautifully to my ripping back and reknitting a couple of times, which I have had to do due to not paying enough attention to the pattern.
But now I’m speeding away on the body, and can almost see the finish line in front of me. My hope is to be able to finish it here up the mountain (which probably isn’t possible, but I live and knit in hope).
Jeg har haft utrolig meget strikketid på det sidste – en ganske vidunderlig luksus, som jeg nyder fuldt og helt. Det har blandt andet betydet, at jeg har fået ryddet op i (nogle af) mine gamle projekter. Heriblandt en trøje, som jeg startede op på som en kandidatgave til en af mine meget gode venner. Jeg begyndte på den, da hun havde afleveret specialet (for et par år siden), strikkede første ærme og lagde det så fra mig, da der var andre ting der lokkede.
Da jeg gravede trøjen (eller rettere det strikkede ærme og resten af garnet) frem, genopdagede jeg, hvor dejligt et design det var – Ásta Sóllilja af Kate Davies (fra bogen “Yokes“), strikket i skønt garn (Léttlopi) og ikke specielt krævende mentalt. Med andre helt perfekt til min nuværende strikketilstand.
I’ve had an incredible amount of knitting time lately – a wonderful luxury, which I’m enjoying immensely. One of the side effects have been that I have finished (some of) my old projects. Among these are a sweater, which I started as a graduation gift for a very dear friend. I started it, when she handed in her thesis (a couple of years ago), knit the first sleeve, and then put it aside, as there were other things, which lured me away.
When I dug out the sweater (or rather the sleeve and the rest of the yarn), I rediscovered what a wonderful design it was – Ásta Sóllilja by Kate Davies (from the book “Yokes“), knit in a lovely yarn (Léttlopi) and not especially mentally demanding. In other words, absolutely perfect for my present knitting state.
Andet ærme og kroppen fulgte hurtigt efter – og blev ligeså hurtigt trævlet op, da jeg havde glemt den korrektion, jeg havde lavet for at få strikkefastheden til at passe. Men selv med dette bump på strikkevejen gik det hurtigt fremad.
The second sleeve and the body followed in quick pace – and was ripped out just as quickly, as I had forgotten the correction I had made to make the gauge fit the pattern. But even with this bump on my knitting road the work progressed apace.
Det der trak arbejdet fremad var uden tvivl lysten til at strikke bærestykket. Det smukke, smukke flerfarvestrikkede bærestykke. Det var belønningen for de mange omgange i ren grå, som jeg måtte igennem (mere end en gang), og det var absolut en fornøjelse at strikke. Jeg holder meget af Kate Davies’ strikkedesigns, som jeg synes er utrolig smukke. “Yokes” er også i mine øjne en af de smukkeste strikkebøger, jeg har set. Jeg håber, at jeg finder tid til at strikke flere af trøjerne derfra (jeg har et særlig godt øje til Epistrophy, som jeg godt kunne tænke mig at strikke til mig selv i håndspundet garn).
One thing that helped motivate me to keep knitting was my desire to knit the yoke. The breathtakingly beautiful stranded yoke. It was the reward for the slog of rounds in plain grey, which I had to endure (more than once), and it was an absolute pleasure to knit. I quite adore Kate Davies’ designs, which I think very beautiful and elegant. “Yokes” is furthermore also one of the most inspirational and pretty knitting books, I have ever seen. I hope, I’ll find time to knit more of the sweaters in there (I have a particular soft spot for Epistrophy, which I’m hoping to knit for myself using handspun yarn).
Den færdige trøje er blevet smuk og dejlig og lækker. Léttlopi er et skønt garn til tykke, varme trøjer – og så bliver det utrolig smukt og vamset efter vask. Jeg er meget tilfreds med resultatet og håber, at min ven kan holde varmen i mange år fremover.
The finished sweater is beautiful and lovely and gorgeous (if I may say so myself). Léttlopi is a wonderful yarn for thick, warm sweaters – and it is utterly fantastic after a wash. I am very satisfied with the result, and hope that my friend will be kept warm in this for many years to come.
Ganske som forudset, blev det nyeste sweaterprojekt færdigt først. Den lille Noro-sag er færdig og er afleveret i venindens butik, hvor den skal agere blikfang. Forhåbentlig får hun vasket den først, for det nåede jeg ikke lige i farten. Det var et behageligt stykke strik, og det er ikke helt umuligt, at jeg ender med at strikke en til mig selv.
Just as I imagined, the newest of the sweater projects is the one, which is finished first. The little Noro cardigan is finished and has been handed over to my good friend’s shop, where it’s to enter a career as a shop sample. Hopefully she’ll wash it first, as I didn’t manage to do that before delivery. It was an enjoyable knit and I might just make another one for myself.
- Noro Cardigan (Ravelry project link)
- Mønster/Pattern: Design nr. 4 fra Noro Silk Garden hæfte nr. 3 / Design no. 4 from the Noro Silk Garden booklet no. 3
- Størrelse/Size: M
- Garn/Yarn: Noro Silk Garden, col. 47, 275 g.
- Pinde/Needles: 4mm til kanter og 5mm til glatstrik / 4mm for edges and 5mm for the stockinette
- Noter/Notes: Det var første gang jeg har strikket med Silk Garden og det var faktisk en fornøjelse. Der var en smule hø/snavs i, men ikke værre end det sagtens kunne pilles ud. Jeg forestiller mig, at garnet bliver endnu blødere ved vask, og så vil den absolut være en lækker sag at gå rundt med. / It was the first time I knit with Silk Garden and it was actually a pleasure. There was a bit of vegetable matter in the yarn, but it was soon got rid of. I imagine that the yarn will be even softer after washing and then I think this cardigan would be lovely to wear.
Og så må Magens sweater vist komme op i rækken igen… der heppes igennem i kommentarerne på sidste post, og I har fuldstændig ret, han mere end fortjener en ny sweater, så han må hellere få den snart.
And now the jumper for the Mate had better get priority again… a whole cheer leading squad turned up in the comments on the last post, and you are all perfectly right, he more than deserves a new sweater, so he’d better get it soon.
Biler er færdig!!! Tænk en gang, det tog mig kun lidt over et halvt år at strikke en Hanne Thorsen børnetrøje (den sidste, Fisk, tog jo som bekendt over 2½ år). Sweateren blev ikke færdig til at kunne give nevøen den d. 30. december, men den var med ude til familiehygge og blev strikket på i det gode selskab.
Der er rigtig mange ændringer i forhold til den originale opskrift. Nu er Thorsens opskrifter ikke ligefrem alenlange, og formen på trøjerne er en anelse 80’er simpel og firkantet. Jeg har derfor fiflet en del så det endelige produkt blev mere tilfredsstillende for mig. Jeg har bl.a. strikket rundt på både krop og ærmer og lavet både krop og ærmer ganske meget længere. Der er brugt raglanindtagningerne ved sammenføjning af krop og ærmer, og halsen er formet med vendepinde. I stedet for at lukke af og så siden samle op til halskanten, har jeg sjusset mig frem og kunne gå direkte fra trøjen til kanten. Ok, hvis jeg skal være helt ærlig, lavede jeg halsåbningen for lille første gang, så jeg måtte pille op og strikke lidt tilbage, men nu passer det.
Jeg er stolt og glad for det endelige produkt. Det er tydeligt for mig, at jeg er blevet bedre til at strikke flerfarvestrik og til at bedømme, hvad der virker for mig. En absolut god måde at starte et nyt år på. Vi skal heldigvis ud og besøge familien igen snart, så nevøen kan bruge sine Biler inden året bliver alt for meget ældre.
Cars (the sweater) is finished!!! And what is more marvelous, it only took about half a year for me to finish it. Last time I knit a Hanne Thorsen child sweater it took well over 2½ years (remember the Fishes?). I didn’t manage to finish it in time to give it to my nephew at the pre-New-Year familiy function, but I did bring it with me and knitted on it while enjoying the good company.
I have changed things quite a lot compared to the pattern. Thorsen doesn’t make long patterns (to say the least), and the shape is rather 80’ish box-like. I took some time changing bits and pieces around so that the final product was more to my personal satisfaction. I knit both the body and the sleeves in the round and made all the pieces quite a bit longer than specified. I’ve used raglan for setting the sleeves in, and the neck is shaped by short rows. Instead of binding off in the neck area and then picking up stitches for the collar, I’ve shaped it all with short rows and could go directly from the body to the collar. Ok, to be honest, I made the neck opening too small the first time, so I had to pick it out and reknit it, but the end product is good.
I am proud and very happy about this sweater. It is very clear to me that I am better at stranded knitting and at assessing what works for me. This has been a really good way to start a new year knitwise. And even better, we are going to visit the family soon, so I’ll get to give Cars to my nephew before long.
- Cars cars cars (Ravelry project link)
- Mønster/Pattern: Biler (Ravelry link) by Hanne Thorsen, købt med garn i Bette Design/bought with yarn in Bette Design
- Garn/Yarn: Sandness Garn Mini Duett, 268 g
- Pinde/Needles: 2.5, 3, 3.25 mm
- Noter/Notes: Tog udgangspunk i maskeantal for mindste størrelse, brugte kanterne og mønsteret. Resten er egne fiflerier. / Used the stitch count for the smallest size, used the pattern for the edges and the stranded design. The rest is changed to suit my own fancy.
Nogle gange undre det mig, at jeg kan falde i den samme (strikke)fælde igen og igen. Jeg startede på julegaven til den ældste nevø i god tid og havde gode intentioner om at følge med i Lena’s tempo. Men “Biler” (ravelry link) blev af den ene eller den anden grund lagt lidt til side og fik kun en pind i ny og næ (det var inden jeg forsøgte mig med delvis monogami-strikning). Nu er problemet jo så bare, at vi ser ham d. 30. og der skal sweateren jo helst være færdig!
Med en indsats i spurtstrikning har jeg nået et ærme her i den sidste uge med arbejde. Nu er der så ferie, men jo også lige en juleaften med alt det dertilhørende. Mon jeg når det?
Sometimes I wonder at myself, thinking how on earth I manage to walk into the same (knitting) trap again and again. I started the knitting related Christmas gift for my oldest nephew in really good time and had all the intentions to follow Lena in her speedy knitting. But “Cars” (ravelry link) was somehow put aside (I can’t remember why – probably short attention span and pretty yarn beconning in other projects) and only occationally got knitted on. Now the problem presents itself, as we will see him again on the 30th and the sweater needs to be finished by then!
After a week of focused (almost) knitting, I’ve managed a sleeve, and that was while working. Now I’m on official vacation, but on the other hand a Christmas Eve with all the trimmings is near at hand. I wonder if I’ll make it?
Blød og varm! Det er lige hvad min nye sweater er. Jeg blev færdig med den i weekenden efter en focuseret indsats på at få strikket ærmerne færdig. De var selvfølgelig hurtige at strikke, da jeg først kom i gang, og ikke mindst da jeg fik skiftet strømpepindene (kan man kalde pind 7mm for sådant?) ud med to rundpinde – så kom der gang i maskerne. Nu er jeg færdig og glad – lad mig bare indrømme at pind 7mm ikke er min yndlingspind at strikke med, mine hænder synes simpelthen, at det er hårdt at strikke på så store pinde. Men sweateren er god, og det er næsten ligefør jeg glæder mig til, at det bliver lidt køligere igen, så jeg kan begynde at bruge den.
Soft and warm! That is just the essence of my new sweater. I finished it this weekend after a spurt of focused knitting attention. I just lacked the sleeves and of course they didn’t take long to knit, once I got going. And once I switched from DPNs to two circular needles it made a huge difference in the knitting tempo. Now I am done and very happy – I’ll readily admit that 7mm is a tad too large to ever become my favorite needle size to knit with. It simply feels hard for my hands to knit with such large needles. But the sweater is good, and I almost look forward to the cooler weather, so that I can get to wear it.
- Red Scoop (Ravelry Project link)
- Mønster/Pattern: Scoop Pullover (Ravelry link) by Cathy Carron, Interweave Knits, Fall 2009
- Garn/Yarn: Malabrigo Worsted, col. Burgundy, 458g
- Pinde/Needles: 7mm
- Noter/Notes: Den største forskel er, at jeg har stikket med et tyndere garn, på større pinde. Det gjorde jeg bl.a. for at undgå et alt for tykt stof, der ikke ville klæde min bebarmede figur helt så godt. Jeg ændrede også småting i opskriften. Bl.a. tog jeg ind under barmen og ventede lidt længere med at lave udtagningsrækken. Derudover strikkede jeg kroppen en hel del længere og lavede 3/4 ærmer (tog 2 m ind hver 11. omgang på ærmerne 4 gange og strikkede så 20 omg. ren rib) / The biggest change is that I have knitted with a thinner yarn and larger needles. One reason for this is that I wanted to avoid a too thick fabric that wouldn’t suit my large-bussom’ed figure as well. I also changed some smaller things in the pattern. Among these were decreases under the bust and I waited a bit longer before making the increase round. Furthermore, I knitted the whole body longer and gave it 3/4 length sleeves (I decreased 2 sts every 11th row four times and then knitted 20 rounds in plain rib).
Dejligt at have endnu en sweater at kunne trække i til vinter, og da jeg synes den klæder mig rigtig godt, vil den helt sikker blive brugt igen og igen. Så håber jeg bare, at garnet klarer brugen og ikke begynder at fnulre for meget, som jeg har hørt at Malabrigo har en tendens til at gøre.
It is wonderful to have another sweater to use when winter comes around, and as I think it suits me very well, I am certain that it will be my choice again and again. Then I just hope that the yarn holds up to the use and don’t pill too much, which I have heard is one little problem with Malabrigo.
I november 2007 begyndte jeg en rejse. Ikke at jeg på det tidspunkt vidste, at det ville tage mig omkring 2½ år at nå enden… og for at være ærlig er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet var startet, hvis jeg havde vidst det. Sådan kan man jo være så heldig i sin uvidenhed! For rejsen har været lærerig, meget meget lærerig. Hvad er det så, jeg ævler om? Såmæn, at jeg er blevet færdig med Fisk sweateren til MM (den var godt nok oprindelig tænkt til hans store fætter, men sådan kan ting jo ændre sig).
Sometime in November 2007, I started a journey. Not that I at that point knew it would take me around 2½ years to reach the end… and to be honest, I’m not sure I would have even begun had I known that. Ignorance can therefore be a bliss! Because I learned incredibly much from that journey. What is it, I’m babbling about? Nothing more (or less) than that I’ve finished the Fisk (=Fishes) sweater for MM (ok, it was originally intended his older cousin, but things change).
Jeg er virkelig glad for den færdige trøje, men den er i mine øjne mere end bare en varm ting, jeg kan pakke min søn ind i (næste år). Den repræsenterer også min strikkeviden, dengang jeg startede og alle de ting jeg har lært siden. Før Fisk, havde jeg aldrig rigtig strikke flerfarvestrik. Jeg havde i hvert fald aldrig strikket en trøje i det. Opklippede armhuller og indsyede ærmer og skjulekanter og andet godt er også ting jeg har lært undervejs. Jeg er simpelthen blevet en bedre strikker af og undervejs på rejsen med Fisk.
I am really happy about the finished sweater, but in my oppinion it’s more than just a warm thing I can cover my son in (next year). It also represents the sum of my knitting knowledge back when I started it and all the things I have learned since. Before Fishes, I had never really done any stranded knitting. At least I had never knit a sweater in it. Steeked armholes and sewn in sleeves and facings and much more are all things I have learned since. I am simply a better knitter because of Fishes.
Der er flere fejl i strikningen og i det afsluttende syarbejde (hold da op, hvor var der forøvrigt meget af det), men alligevel er jeg glad og tilfreds og vil i princippet ikke gøre noget om, for fejlene minder mig om, at jeg siden har lært mere. Teknikken er også blevet mærkbart bedre med årene, hvilket er temmelig synligt på bagsiden.
There are several mistakes in the knitting and the finishing (oh my, there certainly is a lot of sewing for such a small thing), but I am still happy and satisfied and would not do anything differently. The mistakes remind me of what I have learned in the time after. My techniques has also improved markedly over the years, which is pretty visible when looking at the back side.
Ok, den passer måske ikke MM lige nu, men det er nu også meget godt, for så passer den forhåbentlig til næste vinter. Han blev forøvrigt rigtig rigtig sur, da jeg tog den af ham … men det skyldes nok mere, at han havde sat næsen op efter en legetur ud in sneen.
Allright, it doesn’t really fit MM at the moment, but that may be a good thing, because then it will hopefully fit next winter. He got really really angry at me, when I took it off him… but I think that happened cause he thought he was going for a play in the snow.
- Fisk (Ravelry project page)
- Mønster/Pattern: Fisk (ravelry link) af Hanne Thorsen, mønster og garn købt i Bette Design / Fisk (=Fishes) by Hanne Thorsen, pattern and yarn bought in Bette Design
- Garn/Yarn: Kauni ES til baggrunden, Nikolaj Garn Uld i hhv. lysegrå og mørkegrå til mønster og kanter. Har ikke nogen vægt lige her, men gætter på omkring 300 g i det hele. / Kauni ES for the back ground, Nikolaj Garn Uld in a light grey for the pattern and a dark grey for the edgings. I don’t have a weigth by me at the moment, but I guess that the total is about 300 g.
- Pinde/Needles: 2½ og 3 mm til kanterne, 3.25 mm til selve trøjen / 2½ and 3 mm for the edgings, 3.25 mm for the body and sleeves.
- Noter/Notes: Jeg skiftede de forskelligt farvede kanter ud med ensfarvede, men ellers strikkede jeg lige efter mønsteret. Jeg ville nok en anden gang ikke lukke så mange masker af under armen, for det er svært at få pænt ved isyningen af ærmerne. En anden gang vil jeg også huske at folde halsopklippet ind under halskanten inden den blev syet fast. Opskriften er ret ligetil og jeg har mod på mindst et par Hanne Thorsen trøjer til… måske den med biler næste gang? / I changed the edgings in several different colours to one colour overall, but other than that I knit just as the pattern told. Another time, I think I would cast off less sts under the arm, it’s hard to get nice when sewing in the sleves. Another time, I would definetly also remember to fold in the steeks by the neck so that they are hidden when the neckline is sewn down. The pattern is pretty straight forward and now my appetite is wetted for at least a couple more of Hanne Thorsen’s children sweaters… maybe the one with cars next time?
lykkefanten.com 