ufo |

Jeg har haft et mindre tilfælde af færdiggørelsestrang, eller finitis her på det sidste. Det sker ellers meget sjældent her på adressen, så det er jo en fryd faktisk at opleve en gang imellem.

I’ve had a short run of finitis, the wonderful urge to finish some of the many projects that roam the perimeter of our home. I must admit to have enjoyed the experience, even if it is well and truly over now.

Ofret denne gang var teststrikkeversionen af “Vincent” (Ravelry link), som jeg strikkede stort set til ende for en vel halvandet år siden. Da jeg fandt den i kurven manglede der ikke meget mere end det sidste ærme. Jeg tog den med på påskeferie, og pludselig var ærmet færdig, og jeg havde også lige fået forlænget trøjen (Sanne har skrevet en fin vejledning til at gøre den længere – og det mangler ofte, når man har så lange drenge som jeg).

The victim of this particular finitis attack was the long abandoned test knit of “Vincent” (Ravelry link here), which I knit almost completely for just about a year and a half ago. When I dug it out of its hibernation, it just needed a bit more than the last sleeve. I brought it with me on our Easter vacation, and suddenly I had finished not just the sleeve, but also lengthened the body (Sanne has written a really good pattern, which tells you just what to do to make the sweater longer – and I need that as my boys are rather tall).

Vel hjemme igen fik trøjen knapper og er nu klar til at komme i brug – om et års tid eller to! MM er nemlig vokset temmelig meget i mellemtiden (han var den oprindelige tiltænkte ejer), og LB er ikke stor nok endnu. Men det er vel heller ikke så skidt at have en fin ny trøje klar i fløjen til når LB på et tidspunkt rammer størrelse 5 år. Indtil da må jeg også vente med at tage billeder af trøjen med et passende barnefyld.

Som afsluttende bemærkning kan jeg så fortælle, at alt er ved det gamle igen. I løbet af de sidste 5 dage er det lykkedes mig at starte på tre nye projekter… Så nu er der vist uafsluttede projekter nok på pindene til at holde den kørende i noget tid igen.

Back home, I dug out some buttons and sewed them on (wonder of wonders) and the sweater was ready for wear – in a year or two! MM has grown considerably in the meantime (he was the originally intended owner) and LB isn’t quite big enough yet. But then again, it’s not too bad having a crisp new sweater ready for when the little one grows into a size 5 year. Until then I’ll have to content myself with pictures without the correct content.

As a closing remark I can reassure you, everything is back as normal. During the last 5 days, I’ve managed to start 3 new projects… enough to keep me and my wip pile busy for quite some time.

Nej, jeg mener ikke strandede hvaler eller lignende, men tværtimod et lille projekt, som snart har 1½ års jubilæum på pindene… Det er min ældste ufo, mit første flerfarveprojekt med lange pauser mellem farverne, så der skal hæftes på bagsiden. Det er, som nogle måske har gættet, den lille Fisk sweater.

Nu er den fundet frem af gemmerne og har fået ærespladsen i sofaen. Og der bliver strikket, gør der, for nu skal den være færdig. Min erklærede målsætning er, at den er fin og fiks (fisk?) og færdig inden måneden er omme… jeg er sikker på tror, jeg kan nå det.

fishes No, I am not thinking about beached whales or the likes, but about a little project that soon celebrates 1½ years on the needles… It’s my oldest ufo, my first stranded project where a colour is carried for a large number of stitches, thereby requirering weaving to secure it. It is, as some may have guessed, the little Fishes sweater.

After some digging, I found it in its bag and took it out and have placed it in the honourary place on the sofa. And I’m knitting, I really am, because now I want to finish it. My goal is that it’s a done deal before the month of March has waned… I’m certain hoping, I’ll succeed.