Min deltagelse i Tour de Fleece har ikke været særlig dokumenteret… årsagen er, at det egentlig ikke er særlig spændende hele tiden at kigge på den samme tråd. Men jeg spandt skam, næsten hver dag, og hver eneste dag var det på det samme garn. Det lykkedes mig lige akkurat at snige mig ind som agterlanternen og få alle singlerne færdige inden touren randt ud. Faktisk blev jeg også færdig med at tvinde det første fed garn. Men så ramte skaden – ren spinde-overbelastning – og jeg måtte holde pause. Ærgeligt, men nødvendigt, hvis spindekarrieren ikke skal være forbi for hurtigt.

Heldigvis blev det snart bedre, og jeg fik tvundet de resterende singler, og har nu et ganske vidunderskønt garn som jeg går og kæler for, mens jeg udtænker store planer.

My participation in the Tour de Fleece hasn’t been very well documented… the reason? Simply that it’s not that interesting to watch the same single grow day by day. But I did spin, actually almost every day, and every day on the same yarn. I just managed to sneak past the goal line as the Lantern Rouge and get all the singles spun inside the timeline. Furtermore, I managed to ply the first skein… but then the injury – a pure spinners overload – caused a delay. Sad, but I really want to be able to keep spinning some years yet.

Luckily the worst soon passed and I could slowly ply the rest of the singles. Now I have this gorgeous yarn that I pet a lot, while I draw out great plans for it in my imagination.

Miles of laceweight