Mere end 2½ år efter opslagning, er jeg endelig færdig med den tynde trøje til Magen. Det er den tredje trøje, jeg strikker til ham. De to første (hvor kun den sidste er dokumenteret) er af ren uld og på en pind 5mm, så de er ganske varme. De bliver meget, meget sjældent brugt, da Magen er temmelig varmblodet og hurtigt får tendenser til hedeslag, hvis han får uld på. Det irriterede mig, for jeg strikkede jo for at han skulle bruge det, ikke? Derfor bestemte jeg mig for at strikke en tynd trøje af bomuld og hør, for så kunne han da i hvert fald ikke give undskyldningen “den er for varm” længere.

More than 2½ years after I started, the thin sweater for the Mate has finally reached the finish line. It is the third sweater I have knit for him. The two first (of which only the latter is documented here) are both knit in pure wool and on a 5mm needle, which makes them quite warm. They are used very, very rarely, as the Mate is pretty hot blooded and quickly develops signs of heat stroke if clad in wool. The lack of use has annoyed me, as I knit with the purpose of having the gifted items worn and used. Thus I decided to knit a thin sweater in cotton and linen, with the reasoning that he in that case at least wouldn’t be able to complain of “it being to warm”.

Selve arbejdet med sweateren er faldet i flere afdelinger. Der var den søde start, hvor jeg med smil på læben og glæde i tanken strikkede og tænkte på at glæde Magen med en “kold” sweater. Hurtigt ramte jeg dog flere problemer. Hør og bomuld er ikke verdens blødeste materialer og slet ikke i Dunlins version. Når man så kombinerer et ganske stort maskeantal (ca. 400) på en omgang med en 2½mm gammel plastikpind får man ikke et lykkeligt bekendtskab. Andre projekter fristede og lokkede mig væk, men med jævne mellemrum fik jeg dårlig samvittighed og strikkede et par omgange mere.

Gennembruddet faldt i starten af sommeren i år, hvor jeg besluttede, at nu skulle trøjen altså have prioritet. De år, der var gået siden begyndelsen har lært mig meget, blandt andet at et projekts problemer kan have mange årsager. Efter et par omgange, hvor jeg lærte strikketøjet at kende igen, tog jeg og skiftede pindene ud med Addi Turbo. Hvilken forskel! I stedet for at sidde og kæmpe med at mase maskerne op på pindene, gled strikketøjet nu i hænderne og fornøjelsen blev markant forøget.

Siden da er det gået støt fremad, og det var en stor dag, da jeg kunne påbegynde ærmerne. Det andet ærme skabte lidt problemer, men det var alene min skyld. Jeg kunne vel have forudsagt, at jeg ikke kunne tælle rigtigt, når jeg sad og forsøgte at samle masker op under valgnatten… Det blev korrigeret dagen efter.

The actuall work of knitting the jumper has come in a series of stages. There was the sweet beginning, where I smiling and happily knit with the thought of presenting a “cold” sweater to the Mate. Quite soon I hit several problems, which sourered the progress. Linen and cotton aren’t the softest most yielding materials in the world, and certainly not in the Dunlin version. When you combine this with a rather hefty number of stitches (ca. 400) on a round and a 2½mm old plastic needle with unyielding cable, there isn’t much pointing to a happy relationship. Other projects tempted me and lured me away, but from time to time I has a bout of bad concience and knit a couple of rounds.

The turnabout came this summer, when I gave the jumper priority of summer knitting time. The years that had passed since the beginning has tought me quite a lot, among other things that the difficulties with a project may come from many different sources. After a couple of rounds to get reaquainted, I switched the needles to Addi Turbos. What a difference! Instead of fighting to force the stitches onto the needles, the knitting now slid perfectly easy along and the enjoyment was markedly increased.

After that point the progress was calm, but steady, and it was a good day, when I could pick up for the first sleeve. The second sleeve created a bit of a problem, but that was wholly my error. I should have known it would be impossible to count when trying to pick up stitches on an general election night… I ripped it out and redid it the day after.

Der er adskillige småfejl at finde, men de fleste kan komme i kategorien “design valg”. Bl.a. er de lyseblå striber ikke lige brede hver gang, men findes i stedet i to bredder på hhv. forstykker og ærmer. Pyt, Magen er lykkelig og har gået i sin nye trøje hele dagen indtil videre. Han har også proklameret, at den kommer med på arbejde mandag, hvilket på disse breddegrader er at tage for en meget stor ros. Jeg er glad for, at jeg endelig har strikket en trøje, han kan bruge lidt oftere, og også fordi jeg nu endelig er færdig med dette langvarige projekt.

There are several minor mistakes to be found in the sweater, but most can fit into the category “designer feature”. Among the worst is the fact that the light blue stripes aren’t the same size overall, but can be found in two widhts on the front and the sleeves. No worries, the Mate is happy and have worn his new sweater all day today. He has also told me that he’ll wear it for work on Monday, which is the highest praise to be found in this home. I’m happy that I finally have knit a sweater he can use more often, and also, I must admit, because I finally have finished this long-term project.

Jeg har fulgt opskriften som den stod. Så trøjen er strikket nedenfra og op, med forstykker og ryg for sig, og ærmerne er samlet op langs kroppen og strikket ned mod hånden. Men næste gang jeg strikker en trøje til Magen, vil jeg nok forsøge at få pasformen over skuldrene til at være lidt bedre. Der går dog nok en rum tid, inden “næste gang” bliver aktuel.

Garnet er ikke det blødeste man kan finde, men det giver faktisk et meget smukt klæde, når det bliver strikket. Faldet i trøjen er flot og selvom det ikke altid var en fornøjelse, er det færdige resultat blevet så godt, at jeg ender med at kunne anbefale Dunlin til den slags trøjer.

I have faithfully followed the pattern, and thus the sweater is knit in the round from the bottom up, with the fronts and back knit back and forth seperately and the sleeves picked up along the body and knit downwards. But another time I knit a sweater for the Mate, I’ll probably try to make it fit better around the shoulder area. However, “another time” may be quite some time off yet.

The yarn isn’t the softest you can find, but it actually gives a very beautiful finished cloth. The drape of the finished sweater is beautiful, and though it wasn’t a joy all the way through, I can actually recommend Dunlin for such sweaters.

  • Stitches of love (Ravelry link)
  • Opskrift/Pattern: Pulsen Design no. 4139, Dunlin – gammel opskrift som jeg købte sammen med garnet i det nu hedegangne Bette Design / Pulsen Deisgn no. 4139, Dunlin – an old pattern, which I bought along with the yarn in the now closed Bette Design
  • Garn/Yarn: Pulsen Dunlin 51%hør 49% bomuld, 4 farver, i alt 405 g. / Pulsen Dunlin 51% linen 49 % cotton, 4 colours, a total of 405 g.
  • Pinde/Needles: 2mm til kanter og 2½mm til krop og ærmer / 2mm for the ribbing and 2½mm for body and sleeves
Advertisements