Nogle gange er en af udfordringerne som designer, at man skal aflevere de ting man designer til garnfirmaerne og ikke kan få lov til at beholde kollektionsprøven selv. Sådan havde jeg det, da jeg var færdig med Springline, et halstørklæde/minisjal, som jeg har designet for BC Garn. Den kloge designer, der har et øje på tidsforbrug osv., ville nok have sukket en ekstra gang og så ladet det glide af sinde, men jeg kunne ikke lade være med at grave lidt i Lageret og finde noget tilpas lækkert garn til endnu en version.
Sometimes the difficulty in being a designer lies in the fact that you often have to hand over your design to the yarn company, even (or especially) when you’ve fallen in love with a sample. I felt like that, when I had finished Springline, a design for a scarf/shawlette which I did for BC Garn. The wise designer, who knows her own time restraints etc., would probably sigh and let it go, but I couldn’t help myself and had to dig a bit around in The Stash to find that perfect yarn for yet another version.
Valget faldt på et lille nøgle håndspundet garn, der var blevet tilovers fra da jeg spandt og strikkede min mors store sjal. Der var ikke så meget tilbage, kun 74 gram, men det gode ved dette sjal er netop, at det strikkes sidelæns fra spids til spids, så jeg kunne strikke med sindsro, indtil jeg havde brugt halvdelen og så bare strikke anden halvdel af sjalet. Der var blot halvanden meter tilbage af garnet, da jeg lukkede af, så det passede perfekt. Til alt held kunne jeg også finde en model i lokalområdet, der havde tid til at stå stille på trods af bidende kulde og vind. Statuer er nu så praktiske!
The choice was easy, I found the single ball of yarn, which was left from when I spun and knitted my mothers’ birthday shawl. There wasn’t much left, only 74 grams, but the good thing about this shawl is that it’s knit sideways from point to point, so I could camly knit on until my scale told me that I had used up half of the yarn, and then I just went on to knit the other half. There was only 1½ meters left, when I bound off, so it was the perfect story. Luckily I also found a model in my local area to help me with the photographing. She stood silently and patiently despite the snow and bitter cold. Statues are really handy!
Tørklædet er blevet præcis som jeg ønskede, og selvom min Ravelry projektside fortæller mig, at jeg begyndte det d. 1. november 2012, så har det faktisk ikke taget så lang tid at strikke. Her på matriklen er der bare ofte så mange igangværende projekter, at marineringstiden i wip-posen mellem perioder med strikkeaktivitet kan være temmelig lang. Men meget godt kommer som bekendt til den der venter, og i dette tilfælde er det altså blevet til et fint lille sjal/tørklæde. Nu skal jeg så bare lige beslutte, om jeg kan få det over hjertet at aflevere det som gave…
The scarf or shawlette has turned out precisesly as I wished for, and even though my Ravelry project page tells me, that I began it on November 1st 2012, it actually didn’t take that long to knit. This house hold just happens to be so riddled with wips that the incubation time from cast on to finished project can be rather long – there are often long time outs in between sessions of knitting. But all is well that ends well as you say, and I’ve ended up with a lovely little lacey scarf. Now I just have to decide if I can manage to give it away or if I end up keeping it for myself…
2 comments
Comments feed for this article
January 29, 2014 at 1:22 pm
Christine
Det er rigtig fint. Dejligt, at du får noget af dit design til dig selv.
January 29, 2014 at 8:36 pm
Lykkefanten
Mange tak! Ja, nogle gange må tingene bare strikkes den ekstra gang 🙂