You are currently browsing the tag archive for the ‘handspun’ tag.
Jeg havde besøg af Charlotte Kaae for nogle uger siden, og på et tidspunkt faldt snakken på at spinde garn (jeg har en rok stående i stuen, så emnet er ikke helt unaturligt). Vi gravede mit lille lager af håndspundet garn frem og kiggede på det. Det viste sig at være en ganske farlig ting at gøre, for håndspundet garn er nu engang ufattelig lækkert på sin egen særegne måde.
Charlotte Kaae came for a visit a couple of weeks ago, and during that visit we fell to talking about spinning yarn (I have a wheel standing in my living room, so the subject isn’t too far fetched). We dug out my little stash of handspun yarn to look at and pet. That turned out to be highly tempting, as handspun yarn is a most glorious thing in its own wicked way.
Jeg kunne ikke modstå fristelsen og fandt et par fed garn frem af bunken. Ved hjælp af lidt søgning i min Ravelry (hurra for de informationer, man får gemt derinde) kan jeg se, at det var et garn, jeg har spundet tilbage i 2012. Det er to-trådet, hvor den ene tråd er alpaca-merino, og den anden er blue faced leicester.
I couldn’t resist the temptation and chose a couple of skeins from the pile. After a bit of a search in my handspun section on Ravelry (hurray for the information in there), I can see that it is a yarn, I spun back in 2012. It is a 2-ply, where one thread is a mix of alpaca and merino, and the other is a pure blue faced leicester.
Jeg søgte lidt efter, hvad jeg mon skulle strikke, men på en eller anden måde synes jeg, at det var passende at strikke mit eget design i mit eget garn, så valget faldt på Cymatics. Der er mere end rigeligt garn til sådan et par halvhandsker, men jeg håber lidt på, at der er nok til en hue også. Måske burde jeg være startet med huen, men det var nemmere at starte med noget, hvor opskriften allerede fandtes (nogle gange vil man bare i gang med at strikke)
I looked around a bit for what to knit, but somehow I found that it was appropriate to knit one of my own designs in my own yarn, so I chose to make a pair of Cymatics fingerless gloves. There is more than enough yarn for such a pair, and I am hoping that there is enough for a hat as well. Possibly, I should have started with the hat, but it was less work to start with something, where the pattern already existed (sometimes you just want to get knitting).
Nu er halvhandskerne næsten færdige (er nået længere end billedet antyder), og jeg er blevet mindet om, hvor lækkert det er at strikke med håndspundet garn – ren luksus. Jeg har frygtelig lyst til at strikke noget mere fra det lille lager, men ved ikke helt hvad det skal være endnu. Måske et farve skiftende sjal med dette garn?
Now the fingerless gloves are almost done (I’m somewhat further than the picture suggests), and I’ve been reminded how wonderful it is to knit with handspun yarn – pure luxury. I feel very tempted to knit something more from the little stash of handspun, but I don’t quite know what it should be. Perhaps a colour gradient shawl with this yarn?
Nogle gange er en af udfordringerne som designer, at man skal aflevere de ting man designer til garnfirmaerne og ikke kan få lov til at beholde kollektionsprøven selv. Sådan havde jeg det, da jeg var færdig med Springline, et halstørklæde/minisjal, som jeg har designet for BC Garn. Den kloge designer, der har et øje på tidsforbrug osv., ville nok have sukket en ekstra gang og så ladet det glide af sinde, men jeg kunne ikke lade være med at grave lidt i Lageret og finde noget tilpas lækkert garn til endnu en version.
Sometimes the difficulty in being a designer lies in the fact that you often have to hand over your design to the yarn company, even (or especially) when you’ve fallen in love with a sample. I felt like that, when I had finished Springline, a design for a scarf/shawlette which I did for BC Garn. The wise designer, who knows her own time restraints etc., would probably sigh and let it go, but I couldn’t help myself and had to dig a bit around in The Stash to find that perfect yarn for yet another version.
Valget faldt på et lille nøgle håndspundet garn, der var blevet tilovers fra da jeg spandt og strikkede min mors store sjal. Der var ikke så meget tilbage, kun 74 gram, men det gode ved dette sjal er netop, at det strikkes sidelæns fra spids til spids, så jeg kunne strikke med sindsro, indtil jeg havde brugt halvdelen og så bare strikke anden halvdel af sjalet. Der var blot halvanden meter tilbage af garnet, da jeg lukkede af, så det passede perfekt. Til alt held kunne jeg også finde en model i lokalområdet, der havde tid til at stå stille på trods af bidende kulde og vind. Statuer er nu så praktiske!
The choice was easy, I found the single ball of yarn, which was left from when I spun and knitted my mothers’ birthday shawl. There wasn’t much left, only 74 grams, but the good thing about this shawl is that it’s knit sideways from point to point, so I could camly knit on until my scale told me that I had used up half of the yarn, and then I just went on to knit the other half. There was only 1½ meters left, when I bound off, so it was the perfect story. Luckily I also found a model in my local area to help me with the photographing. She stood silently and patiently despite the snow and bitter cold. Statues are really handy!
Tørklædet er blevet præcis som jeg ønskede, og selvom min Ravelry projektside fortæller mig, at jeg begyndte det d. 1. november 2012, så har det faktisk ikke taget så lang tid at strikke. Her på matriklen er der bare ofte så mange igangværende projekter, at marineringstiden i wip-posen mellem perioder med strikkeaktivitet kan være temmelig lang. Men meget godt kommer som bekendt til den der venter, og i dette tilfælde er det altså blevet til et fint lille sjal/tørklæde. Nu skal jeg så bare lige beslutte, om jeg kan få det over hjertet at aflevere det som gave…
The scarf or shawlette has turned out precisesly as I wished for, and even though my Ravelry project page tells me, that I began it on November 1st 2012, it actually didn’t take that long to knit. This house hold just happens to be so riddled with wips that the incubation time from cast on to finished project can be rather long – there are often long time outs in between sessions of knitting. But all is well that ends well as you say, and I’ve ended up with a lovely little lacey scarf. Now I just have to decide if I can manage to give it away or if I end up keeping it for myself…
November er en god uldmåned, og det er en rigtig god måned at begynde på at strikke evt. julegaver, eller i det mindste til at få afsluttet nogle af dem. Huen er blev nu faktisk påbegyndt tilbage i februar inden min mere eller mindre frivillige strikkepause. I lang tid lå den stille pga. en småflækket pind, som jeg ikke lige gad finde en erstatning for, men da det først blev gjort, fik jeg strikket den færdig på en aften.
November is a good wool month, both for wearing and for knitting. It’s also a really good month to start knitting Christmas gifts, or at least to try to finish some of the ones already on the needles. This hat is an example of the latter, since I started this back in February before my more or less voluntary knitting break. For a long, long while it sat abandoned due to a problem with a splintered needle, which I didn’t bother finding a replacement for. But as soon as I managed that, the knitting went smoothly, and I finished the hat in an evening.
Egentlig var det pels pom pom’en, der startede det hele. Jeg fandt den hos Rasmilla og fik straks sådan en lyst til at strikke en hue til den. Hjemme i garnlageret gravede jeg noget skønt håndspundet garn frem, der har ligget og marineret et par år. Men jeg havde en snigende fornemmelse af, at der nok ikke var nok til en hel hue (og halve huer falder altså ikke i nær så god jord). Så jeg supplerede med lidt naturfarvet Malabrigo Worsted, hvilket viste sig at være en god ide. Huen har en indvendig ribkant, der kan bukkes om eller ej alt efter behov/lyst. Den ydre del er strikket i det håndspundne (bortset fra 5 omgange helt i toppen) i et løs-af snoningsmønster. Pelsdutten er monteret med en af Rachels håndslåede knapper og et stykke elastik, så den kan tages af, hvis nu huen skulle få behov for en omgang vask – eller hvis modtageren trænger til en pom pom fri dag.
Actually, it was the fur pom pom, which started this project. I found it at Rasmilla, and immediately felt the urge to knit a hat for it. Back home, I dug out some rather wonderful handspun yarn out of the stash, where it had been marinating for a couple of years. But I had a nagging feeling that there wouldn’t be enough yarn for a whole hat (and half hats aren’t nearly as well received). So I supplemented with a bit of natural Malabrigo Worsted, which turned out to be a good idea. The hat has a ribbed lining, which can be worn turned out or in after the mood. The outer part is knit in the handspun (apart from a couple of rounds near the top) in a slip stitch cable pattern. The fur pom pom is fitted with a handmade button (made by Rachel) and can be attached to the hat by a bit of elastic. Thus it can be taken of if the hat needs washing – or the wearer feels it’s more of a pom pom less day.
Det samlede garnforbrug endte på 85 g, og jeg fik fuld fornøjelse af det håndspundne, hvilket altid er årsag til glæde. Og endnu en årsag til glæde er, at der nu er én ting mere i gavebunken til jul. Der kan ses flere detaljer på projektsiden på Ravelry.
The final weight (pom pom less) is 85 g, and I used every last bit of the hand spun, which always is a reason for joy. Another reason is that I now have one more thing in my gift pile for Christmas. More details on the hat can be found on Ravelry.
Min far blev 50 i mandags, og siden jeg længe har vidst, at han ønskede sig en hjemmestrikket vest, måtte det jo være den perfekte lejlighed. Da det nu er min far, vi snakker om, så måtte der jo lidt mere til, så derfor har jeg strikket en vest, der bruger noget af mit hjemmespundne garn. Den blev færdig i weekenden, men er endnu ikke blevet afleveret. Heldigvis ved han godt, at han får den, så det gør ikke noget, at jeg viser den frem på bloggen.
My father turned 50 this Monday, and since I have long known that he wanted a home knitted vest it was the perfect time to make one for him. As we’re talking about my father, I had to go a bit further, so I have knitted a vest incorporating some of my handspun yarn. It was finished in the weekend, but hasn’t been given to him yet. Luckily he knows that he’s getting it, so posting about it here doesn’t make a big difference.
- Handspun father’s vest (Ravelry project link)
- Mønster/Pattern: Mit eget, men med inspiration fra en gratis opskrift (Ravelry link) / my own, but with inspiration from a free pattern (Ravelry link)
- Garn/Yarn: Håndspundet merino og Clifton Wool’n’Things 8 ply i farven “fog”, et uldgarn jeg købte, da vi var i New Zealand, i alt 407 gram / Handspun merino and Clifton Wool’n’Things 8 ply in the colour “fog”, a pure wool yarn I bought when in New Zealand, the total used is 407 grams
- Pinde/Needles: 5 mm til kroppen og 4½ mm til afslutningen i hals og om ærmehullerne / 5 mm for the body and 4½ mm for the finishing edges around the neck and at the armholes.
- Noter/Notes: Vesten er 72 cm lang og 65 cm bred / The vest is 72 cm long and 65 cm wide.
Igen var jeg utrolig heldig og havde kun akkurart lige hjemmespundet nok til at færdiggøre den sidste stribe. Jeg må have gjort et eller andet godt, siden strikkeguderne er så venlige for tiden.
Again, I was incredibly lucky and had just enough of the handspun to finish the last stripe. I must have done something right to please the knitting gods, since they have been so friendly lately.
Endnu et garn er blevet færdigt. Mens jeg sad og spandt det, kom jeg til at tænke på, hvor meget jeg egentlig har fået spundet i løbet af året. Det er blevet til en pæn sjat (lagerstyringen siger lidt over 3 km), og jeg har nydt hver en meter. Det er nok også noget, jeg skal nyde nu, for jeg tror ikke jeg får helt den samme tid til den slags på den anden side af specialet…
Tilbage til garnet. Det er amerikansk merino (deraf domestic i navnet, da det er købt af en amerikaner), og det havde en lidt sjov struktur i fibrene… ikke glatte, men heller ikke for sammenhængende. Ret fint at spinde. Det er første gang, jeg er gået specifikt efter at ramme samme tykkelse/løbelængde som et købt garn, men jeg tror det er lykkedes. Nu skal det stribede projekt i hvert fald i gang, og så må vi se, hvordan det går.
Another yarn is finished. While I sat and spun it, I mused over how much yarn I actually have produced this year so far. It is a neat little pile (just above 3 km, or so the stash sheet tells me), and I’ve enjoyed every meter of it. It is probably also best, since I have a feeling I won’t have this much time for spinning and the likes on the other side of the thesis…
Back to the yarn. It is American merino (thus the domestic in the name, as I bought it from an American), and it had a funny structure in the fibre… not slick, but not totally fused either… sort of crimped. Very nice to spin. It is the first time I have aimed specifically to match a bought yarn, but I think I managed pretty well. At least I get to try out my striped project and see how it goes.
- Domestic Merino
- Started: 18-08-09 Finished: 06-09-09
- Weight: worsted, 127 g
- Yardage: 241 m
Her mener jeg selvfølgelig ikke Tour de France, men Tour de Fleece, som jeg, i min måske en anelse overvurdering af egne evner og tid, har meldt mig til. Tour de Fleece går ud på at sætte en spindeudfordring og så opfylde den i løbet af den tid, som de France versionen tager… Jeg skal spinde en masse lace garn, men mere om det senere.
Dagens post går nemlig ud på, at blære sig med vise det seneste hjemmespundne (og så kan vi jo kalde det træning eller ej). Det er det første garn jeg har spundet med det formål at gøre det til sokkegarn, og det er ikke gået helt skævt. I hvert fald er jeg allerede gået i gang med et par sokker i det.
I am of course refering to Tour de Fleece, and not Tour de France. I have, in a sligth overconfindence with regard to my own skills and time, signed up for the Tour de Fleece. In all it’s simplicity the idea is to set a goal and then fullfil it during the same space of time that the de France version runs… I’m going to spin a whole lot of lace yarn, but more about that later.
The post for today is about showing off the latest handspun (call it training or not). It is the first yarn I’ve spun with the intention of making a sock yarn, and I think I’ve succeeded pretty well. In any case I’ve already started a pair of socks in it.
- Start date: 18-03-09
- Finish date: 20-06-09
- Method: Navajo 3-ply
- Fibre: 80/20 wool/mohair
- Yardage: 327 m
- Weight: 78 g ~ 22 wpi
Nogle gange kommer tvivlen kort tid efter påbegyndelsen af et projekt. Er det det rigtige mønster? Er det det rigtige garn? Er det de rigtige pinde? Kommer jeg til at kunne lide/bruge det færdige projekt?
Umiddelbart vurderer jeg, at tvivlen også bliver større, hvis man har særlige følelser overfor en del af projektet, for eksempel garnet… især hvis det er ens eget håndspunde. Jeg tror nu, at det er det helt rigtige mønster, nemlig Heartland Lace Shawl (Ravelry link) af Evelyn A. Clark. Men jeg er mere i tvivl om, hvorvidt jeg har startet på den rigtige pindestørrelse…
Jeg må vist hellere strikke lidt videre og tænke lidt mere.
Some times you begin to ponder quickly after the cast-on of a project. Is it the right pattern? Is it the right yarn? Is it the rigth size needles? Will I like/use the finished project?
I think the doubt and ponderings increase if you have special feelings for a part of the project, for example the yarn… especially if it is your own handspun. In this case I think I have managed to find the perfect pattern, the Heartland Lace Shawl (Ravelry link) by Evelyn A. Clark. But I’m doubting whether I have started on the right size needles…
I better knit af few more rows and ponder it a bit more.
lykkefanten.com 