For 15 år siden strikkede jeg det første af mange tæpper til en lille ny i familien – min ældste nevø, som jeg havde æren at bære til dåben i netop det tæppe. Det var et “Spanish Christening Shawl” strikket i garn medbragt hjem fra mit halve år i New Zealand og det var det første store hulmønsterprojekt, jeg nogensinde strikkede.

Det tæppe startede en tradition – nemlig at jeg siden har strikket tæpper til alle nye små i min nærmeste familie (og også ofte de førstefødte i den fjerene familie og til nogle venner). Det er blevet til mange tæpper – og hurtigt også til mange designs, for bortset fra det første og et mere er alle tæpper strikket ud fra egne ideer og tanker (alle mine tæppedesigns kan for øvrigt findes her på Ravelry).

Det har været en glæde at overføre alle mine tanker og ønsker og håb, både for de kommende forældre, søskende og små nye familiemedlemmer til garn og varige minder.

Men nogle traditioner har en naturlig afslutning. Jeg har netop strikket mit sidste tæppe til familiens næste generation. Min lille niece blev døbt for lidt tid siden, og jeg havde som målsætning at strikke hendes tæppe færdig inden da – og jeg nåede det (selvom jeg vanen tro, havde sat lidt ekstra pres på for at nå hele kanten rundt i tide).

Tæppet er strikket i Merino Singles fra Sysleriet og mønsteret er mit eget (hvem ved om det ikke bliver til endnu et design i rækken). I designet af tæppet, har jeg trukket en tråd fra det første tæppe til dette sidste – mønsteret i kanten kaldes “Godmother’s lace” og er det samme på begge tæpper, og sådan bandt jeg historien om ældste nevøs tæppe sammen med yngste niece på min måde og i mine hænder.

Traditioner er gode – for mig er det måden at binde historier sammen, at huske familie og steder og begivenheder og at lægge kærlighed og opmærksomhed i ting. Men det er også ok, at traditioner nogle gange stopper – og mon ikke, at der bliver mulighed for at strikke nye tæpper til nye småfolk, når næste generation en gang går i gang med endnu en generation i familien? Jeg vil helt sikkert være klar med både garn, pinde og ideer til den tid.

I have had a long running tradition of knitting baby blankets for the new family members – first my brother’s children, my own and then my sister’s. Many of them have become patterns (you can find them all here on Ravelry).

A week ago I finished my last blanket, thus ending the tradition for now – as my little niece was given her blanket as a christening gift. The first and last blanket share the edging – called “Godmother’s lace” and tie my oldest nephew to my youngest niece with my needles, yarn and hands. I feel lucky to have been able to give time and love in a soft yarnish form to the little ones, but it is also ok to end a tradition naturally. For now, I’ll rest my needles and await the time when the next generation will spark another round of blankets.