Category Archive

Uha, hvor jeg dog glaeder mig til at slippe for fly og lufthavne i den naermeste tid… har nemlig lige tilbragt godt 11 timer i en flyvende sardindaase fra Auckland til Tokyo…. og nu venter en meget spaendende (NOT) nat her i lufthavnen foerend den naeste daase flyvende konserves letter med retning Danmark og Koebenhavn!… suk!

Det er egentlig ikke fordi jeg har noget mod at flyve – kan faktisk vaeldig godt lide det – men det der med natten i lufthavnen siger mig ikke saa frygtelig meget. Isaer ikke naar ens SAS bonuskort ikke engang kan give adgang til en soelle lille lounge… nae nej, der skal man vaere guld- eller i det mindste buisiness class-medlem (og jeg behoever vel ikke uddybe grundene til at to studerende ikke har saadan nogle stykker plastik?) ;-( Saa vi er henvist til div. saederaekker… heldigvis er jeg tryg i visheden om, at jeg sover meget, meget godt saadanne steder (oevelse goer mester!).

En ting, der dog er opmuntrene, er, at jeg har mit tynde haekletoej med i haandbagagen – og I kan tro, at der bliver haeklet til den helt store medalje – skal jo have et eller andet at tage mig til… (blev forresten faerdig med magens halstoerklaede foer afrejsen, men billede maa vente til senere).

Det er lidt svaert at fatte. Det er min og kaerestens sidste – allersidste – dag i New Zealand. I morgen tidlig (mandag morgen nz’sk tid) tager vi flyet til Tokyo og paa tirsdag er vi helt tilbage i Danmark…. det er meget, meget maerkeligt at taenke paa. Jeg mener, hvor blev det halve aar lige af – jeg synes da, at det er meget kort tid siden, at vi foerst begyndte at overveje om vi skulle paa udlandsophold paa studiet.
Suk, alle gode ting har jo en ende (en regnorm har to!) og det her ophold har virkelig vaeret en af de gode (meget gode) ting. Jeg har oplevet, set og laert saa meget, baade om NZ om DK (saadan set fra et andet perspektiv) og mig selv og haft oplevelser, hvis minder vil blive vaernet om resten af livet.

En ting er dog sikker…. det er ikke sidste gang, at jeg er i New Zealand 😉

Vi er i Auckland. En by vi synes var trist og kedelige i vintermoerket i starten af juli, men som har aabenbaret sig som levende og hyggeligere (kan dog ikke maale sig med Wellington, Christchurch eller Koebenhavn) her i sommerlyset.
Skal ud og spise i aften – saadan sige paent farvel – oppe i toppen af Skytower med udsigt til det hele og lidt til… glaeder mig og er samtidig lidt trist. Maa hellere love mig selv, at jeg ikke skal vaere dobbelt saa gammel som nu, foer jeg er her igen…

Maa hellere stoppe og soerge for at komme ud og nyde de sidste stunder (god mad, hyggelige butikker og en gaatur i parken og saa selvfoelgelig fin restaurant i aften…) Vi ses derhjemme.

Der er gang i en masse hæklerier – eller i hvert fald i to hernede i NZ. Det første er et halstørklæde til den tilkomne. Dejlig nemt og derudaf i stangmasker på hæklenål str. 5mm. Er selv ret vild med det mangefarvede blålige garn som konstrast til det meget maskuline grå…
Det er egentlig en julegave, men han har selv været med til at vælge, og så er det også lidt svært at skjule den slags produktion, når man er på mange ugers camping sammen 😉
Det er snart færdigt (er kommet en del længere siden billedet er taget), og det kan godt være at han får det før d. 24… Det er jo vinter, når vi kommer tilbage til Danmark.

Det andet hækleri går det lidt langsommere med. Det er på hæklenål 2½ og der er 490 masker hen over tørklædet, som jeg hækler på langs. Garnet blev købt på en gårdbutik og jeg kan virkelig godt lide de naturlige farver. De passer så godt til hinanden. Jeg hækler det i den farverækkefølge, der er på billedet.

Både surt og sødt…

Af en eller anden grund kan folk – og det er især mænd – ikke lade være med at komme med en kommentar, når jeg sidder og strikker hernede. Det er tit hen i retning af ”det ser man ikke så tit længere” eller ”du er vel nok flittig” osv. Den underliggende betydning, som tit bliver rettet i retning af min kære kommende mand, får jeg til at være, at de synes at det er godt at se, at en ung kvinde er huslig osv. Hvilket irriterer mig, fordi de på en eller anden måde nedgør mig til ”bare” at være husmor – ikke at der er noget galt i det, men jeg er nu ret stolt af mine akademisk faglige præstationer, men synes dog ikke, at det er nogen grund til ikke også at kunne lide at lave mad og strikke og være huslig osv. Og hvorfor de nogen gange ikke bliver sagt til mig, men til manden, det forstår jeg blot endnu mere som chauvenisme og det irriterer mig endnu mere…

Til gengæld får jeg også gode kommentarer – det er kvinderne, der kommer i spil her – de vil høre, hvad det er jeg laver, hvor jeg kommer fra, hvor jeg har fået garnet fra, komme med små historier om deres egne strikkeeventyr osv… Det synes jeg så til gengæld er helt vildt hyggeligt.

Måske misforstår jeg de stakkels mænd på det forfærdeligste (nu er det sket mere end en håndfuld gange på nogle uger), det kan være, at de er nysgerrige, men ikke rigtig forstår at spørge ind til det på den rigtige (kvindelige?) måde. Men feministen i mig bliver irriteret, men svarer dog høfligt på forespørgsler og fortæller, at der faktisk er rimelig mange unge og yngre kvinder, der strikker i Danmark, osv…. Synes bare, at det er lidt mærkeligt, at det er sket så mange gange hernede og aldrig før i Danmark…

Først vil jeg lige prale lidt med egne frembringelser… jeg er blevet færdig med endnu et dobbeltstrikket halstørklæde, dvs. jeg har ikke lige haft tid til at hæfte ender, men det tager jo heller ikke lang tid. Så der er håb om, at det nok skal blive fint til at kunne ligge under et juletræ i nærmere fremtid…
Jeg er ved at være lidt bidt af dobbeltstrik og synes også, at det efterhånden bliver pænt og jævnt osv.
Halstørklædet er omkring 160 cm langt og 18cm bredt (ved ikke de præcise mål, men har brugt mine kropsmål … dvs. armlængde og fingerlængde … til at approksimere), strikket i Naturally Merino på pind 4. Der er brugt ca. 250g af garnet, og så er det også godt tykt og varmt 😉 Lidt mærkeligt at have strikket færdigt på cruise i Bay of Islands i strålende, stegende solskin (efter snorkeltur og strandligning)… men vi skal jo snart hjem til dansk vinter, så man kan vel lige så godt vænne sig lidt til tanken.

Næste praleemne…. vi har set spækhuggere på cruiset! Vi så også to slags andre delfiner (jep, spækhuggeren er faktisk en delfin – den største af slagsen), nemlig bottlenose og common, men det var nu de her fyre, der var højdepunktet. Det var en lille flok på 5 dyr, hvor der bl.a. var en mor med en lille datter. De var helt vildt nysgerrige og svømmede hen og kiggede på båden og os… Kan vist bare indrømme, at jeg var temmelig betaget.

Først et lille stemningsbillede af dagens store oplevelse. Hulerne i Waitomo området er ganske spektakulære og vi var ganske betagede. Desværre kan man mange steder se, hvor turister har knækket stalaktitter (dem der hænger ned fra loftet) af, og når det tager 100 år at gro 1 kubikcentimeter, så er det jo hærværk, der trækker langsigtede spor.
Jeg kan altså ikke forstå, at nogen kan få sig selv til at ødelægge noget, der er så smukt bare for at få en souvenir… Men heldigvis var der masser tilbage at nyde. Vi var også inde i hulen med alle glowworms’ene, små insekter, der udsender et grønligt lys for at tiltrække føde.
Vi sejlede rundt inde i hule og sad stille og kiggede op på myriaderne af små lys. Det var som at se op i en fjern galakse – meget, meget smukt.

Lidt strikkenyt: Kraka er taget af pindene 😉 Hvilket selvfølgelig har medført ganske stor selvtilfredshed (dagens underdrivelse)! Nu mangler bare en rimelig kritisk del (udover at hjælpe alle maskerne i mønsteret til at løbe), nemlig at spænde det ud i våd tilstand… sådan noget har jeg aldrig nogen sinde prøvet, så jeg er lidt usikker på proceduren…
Desuden har jeg ikke lige mulighed for at have et 2m x 80cm sjal liggende og tørre her på turen i det nordlige NZ (vi er nu lidt syd for Auckland) – så det må vente til vi er kommet hjem. I mellemtiden kan jeg så høre, om der er nogen gode råd derude i blogland. Er der noget, jeg absolut ikke må gøre/absolut skal huske? Ellers må jeg jo bare kaste mig ud i det og forsøge mig frem (det er jo det, jeg plejer at gøre).

Jeg er startet på et nyt tørklæde (jeg ved ikke helt hvorfor, men det lader til, at tørklæder har særlig interesse for mig for tiden), der bliver hæklet i noget fint alpaka, som blev købt hos producenten (gårdbutikker har nu særlig tiltrækning på mig).

Og lige til sidst, som jeg lovede tidligere, et billede af advents/julegaven til mig selv. Ren angora, ren luksus og fantastisk lækkert – det er så blødt, at fingrene næsten forsvinder i det. Jeg elsker simpelthen farverne (nærbilledet giver det bedste indtryk) og kan næsten ikke vente med at strikke et stort blødt, varmt efterårssjal af det. MEN jeg leder lige efter det rigtige mønster først. Jeg tænker, at det skal være et bladmønster af en eller anden slags… i hvert fald begynder jeg ikke på noget i det her vidunderlige garn, før jeg har det helt rigtige!

Hmm, New Zealand er vist ikke helt saa ufarligt, som det nogen gange ser ud til. Nej, det var altsaa ikke mig, der var faldet ned, og jeg blev helt roert over, at der var nogle der bekymrede sig. Desvaerre er den unge kvinde doed, og jeg kommer til at taenke paa de minutter, som jeg brugte ved mindesmaerket for dem, hvis liv er endt i Mt. Cook nationalparken.
Jeg var der for blot en uge siden…. kan tydeligt huske den dybe eftertaenksomhed og melankoli, der ramte mig. Mange var saa unge…. jeg havde med vilje bedt om, at vi foerst gik op til mindesmaerket efter, at vi var faerdige med vores travetur ind i dalen, for jeg vidste, at jeg ville faa det saadan lidt trist.

Bjergene, der faa oejeblikke foer blot var smukke, var nu ogsaa lidt truende… ikke paa nogen ond maade, men bare fordi naturen er saa barsk og kontant, naar man er saadan et sted. Jeg naerer den dybeste respekt for naturen og for de mennesker, der vover sig derud, hvor de lever og aander med naturens storhed, men ogsaa grumhed.

Noget, som dog roerte mig mest var, at paa alle de smaa tavler, der var sat op af de efterladte, var der ikke noget om, at naturen var ond. Nej, der var en accept af, at man som bjergbestiger har livet med som indsats – mange steder stod, at de afdoede “nu hviler i de bjerge, han/hun elskede saa hoejt” – jeg kan ikke helt forklare, hvordan de foeltes. Isaer ikke nu, hvor bjergene har kraevet endnu et offer blandt deres beundrere… maaske netop fordi det er med livet som indsats, at det er saa tiltraekkende for mange?

Mine tanker og medfoelese gaar til de efterladte for den unge kvinde…

Endnu en stor naturoplevelse er blevet føjet til den efterhånden lange liste. Vi har i dag set kaskelothval ude i det frie store hav… det var ret stort og alle pengene værd (og det var faktisk også temmelig dyrt, men hvor ofte er det lige, at man har muligheden?).

Efterhånden er vi jo ved at være helt godt inde i julemåneden og jeg indrømmer gerne, at jeg har lidt svært ved at komme i den helt rigtige stemning. Dels er det for varmt og dels er det alt, alt for lyst – vi nærmer os jo årets lyseste dage hernede. Og nu er jeg altså nok dansker og julemenneske til, at det er noget andet der skal til! Men nød lærer som bekendt kvinder mangt og meget, og kan man ikke mærke julen af sig selv, må man jo arbejde lidt for den. Derfor har jeg begået nogle små julehjerter af stof, som nu pynter rundt omkring i vores lejr og i bilen! De hjælper – og jeg fik helt lyst til at synge julesange (og gjorde det selvfølgelig også) med hjertet dinglende i takt fra bakspejlet! 😉
Jeg kan egentlig meget godt lide den lidt ujævne afslutning, så kan man se, at det er et ægte camping-hjerte 😉

1. søndag i advent blev såmæn også fejret hernede hos os. Jeg blev godt nok lidt sent færdig med magens gave – adventssokkerne, men her er de så, portrætteret på hans fødder. Jeg har næsten fundet den “perfekte” pasform til hans ganske lange fødder.

Jeg fik såmæn også fine gaver. En fin halskæde med blomsterjade og en lysestage af new zealandsk træ (han sagde, at når han fik to gaver – en til hver fod – og så skulle jeg også have to … han er bare dejlig!)
Nå ja, jeg kom også lige til at give mig selv en lille adventsgave bestående af noget ganske vidunderligt efterårsfarvet angoragarn, men I må have et billede til gode til en dag med godt vejr.

Taadaa – gaarsdagens skandale/dumhed: jeg glemte det dobbeltstrikkede paa en internetcafe nede i byen! Opdagede det heldigvis ret hurtigt oppe paa campingpladsen, hvilket gjorde det tvingende noedvendigt straks at koere ned i byen igen!!!
Det er jo ikke saa meget garnet, der ville goere ondt at miste, men mere alle de timer, der allerede er lagt i det!!
Naa, alt endte godt, det blev fundet i god behold og roen saenkede sig atter i min strikke-sjael. Men det var altsaa lige morsomt nok… (behoever vel ikke at sige, at jeg havde den imaginaere dummehat resten af aftenen?)

Tja, nogen gange er det voldsomt irriterende ikke at have sin egen computer paa nettet … for eksempel er man saa ikke overladt til internetcafeernes computeres luner mht. billedupload osv. Ikke at der er problemer her, men paa min anden (familie) blog er der ugler i mosen… jeg vil se, om jeg kan redde det efter at have brugt lidt opmaerksomhed her.

Vi har foejet endnu et flot og sjaeldent dyr til listen over “dem har vi set”! Det handler om konge-albatrossen. Her er virkelig tale om et majestaestisk dyr. Hold da op, hvor er den flot. Og vi saa ganske mange lave flyveoevelser – eller rettere svaeveoevelser – over omraadet. Vi saa ogsaa nogle paa rede og fik et lille kig til et aeg… alt i alt en stor oplevelse.
Paa vejen tilbage til bye “kom vi lige forbi” (eller rettere, jeg dirigerede os derhen) en garn/gaard-butik, der solgte deres egen uld og garnproduktion. Hvis jeg nu havde vaeret spinder, saa var jeg da gaaet helt amok, men jeg “noejedes” med disse dejlige 6 fed naturuldgarn som forhaabentlig bliver til et par herreveste en gang naeste aar.

Fortsaetter i morgen nordpaa op til de hoeje bjerge (mt. Cook parken) – glaeder mig vildt, isaer hvis vejret er klart og vi kan se noget (modsat sidste gang vi var i bjergene – der regnede det vildt og voldsomt).