DSC04545

På ovenstående billede skulle man jo tro, at alt var fryd og gammen med LB’s togtrøje (bortset fra, at den måske ikke er helt så langt som hverken jeg eller særlig han synes den skulle)… men billedet lyver så det driver! Jeg har i den seneste uge været ramt af den værste strikkeforbandelse, jeg endnu har haft det uheld at støde ind i.

The picture above seems to show that all is well with LB’s train sweater (apart from the wee little fact that it’s not nearly as far along as he or I want it to be)… but the picture is a big fat lie! For the past week I have lived with the worst knitting curse I have yet had the misfortune to encounter.

DSC04527

Billedet her er fra sidste weekend, hvor jeg kulturerede i Hamborg med min mor, og den skarpe iagttager vil se, at ærmet synes at være en del længere på det billede. Helt korrekt – det er ærmets anden inkarnation, der nærmer sig det sted, hvor jeg indser, at jeg endnu en gang har strikket det for smalt. Der blev bandet en hel del, da den erkendelse bundfældede sig.

This picture is from Saturday, where I was enjoying myself in Hamburg with my mother, and the keen reader will spot that the sleeve seemed to be further along at that point. Perfectly right – this was the second (!) incarnation, which at that point was nearing the place where I once again realized that I had knit it too narrow. I had quite a selection of inventive words, when that realization settled in.

DSC04540

Den eneste grund til at hele projektet ikke er smidt i skammekrogen er at LB virkelig, virkelig glæder sig til den. Især efter at toget nu kan ses så tydeligt på trøjen. Han kommer nogle gange hen med kroppen og siger, at jeg mangler den, når jeg strikker på ærmet. Derfor har jeg bidt i det sure æble og er nu på tredje inkarnation af ærmet – denne gang ser det helt rigtigt ud. Som en sidebemærkning kan jeg ikke lade være med at konstatere at New Zealand lammeuld også strikker pænt og fint, selv når det har været pillet op to gange.

The only reason for not having a major fit and throwing the whole project into a dark corner is that LB really, really look forward to this sweater. Especially after the train has been knit on the body. Sometimes he brings me the body when I am knitting on (one of the incarnations of) the sleeve and says that I’ll need the body as well. So I’ll suck up my bad knitting karma and knit this third version as well – this time it looks right. As a side note I can state that New Zealand lammeuld holds up really well to this sort of abuse – it’s perfectly fine to knit and look at with even after being ripped back twice.