The kindness of knitters…

Jeg har nogle gange projekter liggende i dvale på pindene i flere år. Nogle af dem ved jeg ikke, om jeg nogensinde får færdig (men man kan jo altid drømme), men faktisk sker det at noget bliver færdigt med års forsinkelse.

Mit Rock Island Shawl er et sådant eksempel. Jeg købte garnet til det på vores sommerferie på Grønland i 2013 og begyndte umiddelbart derefter på sjalet. Jeg nåede et godt stykke af kanten… og gik så i stå. I de mellemliggende år lå den halvfærdige kant sammen med opskrift og garn og marinerede i en pose.

Sometimes projects are put on hold (still on the needles and everything) for several years. Some of them, I doubt will ever be finished (one can still dream), but some actually reach the finished state though delayed by several years.

My Rock Island Shawl is such an example. I bought the yarn on a summer vacation in Greenland in 2013, and started it that same summer. I got a good way into the edging… and then stopped. In the intervening years the more than half finished edging lay marinating with pattern and yarn in a bag.

Denne sommer fandt jeg det frem igen. Jeg trængte til at strikke noget blød og lækkert – og det bliver ikke blødere end moskusuld – når jeg ikke nussede min lille babypige.

Det var interessant at mærke, hvor meget jeg er vokset som strikker. Det var ikke længere vanskeligt at huske mønstergentagelserne (på trods af barselshormoner, ammehjerne og søvnunderskud) og bortset fra stykket med hulmønster er det meste af sjalet jo retstrikning, som er vældig egnet til en pind her og der. Pludselig var sjalet færdig.

This summer I dug it out of hibernation. I needed something soft and luxurious to knit – and it doesn’t get much softer than qiviut – when I didn’t cuddle my little baby girl.

It was interesting to notice how much I have grown as a knitter. It was suddenly easy to remember the stitch pattern and pattern repeats (even full of post-pregnancy hormones and sleep deprivation) and apart from the beautiful little lace insert, most of the shawl is garter stitch, which is perfect for knitting a row here and there. Suddenly the shawl was finished.

Siden har det ligget på mig arbejdsbord i en pæn lille bunke. Det er et smukt lille sjal (og designet er også lækkert – er ret stor fan af Jared Flood), men jeg kunne mærke, at jeg ikke ville få det brugt. Der er minder i det, både i garn og i strikningen, men sjalet var ikke til mig.

I denne uge har det fundet en ny ejer. På Instagram har @strikkelure gang i at samle penge ind til behandlingen af en ung, kræftsyg mor. Som nybagt tredjegangs mor (og stadig relativt ung) ramte denne sag mig lige i hjertet. Det gav mening for mig at donere sjalet til formålet og i dag har jeg sendt det afsted til den nye ejer og sat et punktum for den lange rejse med sjalet.

(@strikkelure har fortsat mange smukke til på auktion til støtte for den gode sag, så hvis du har lyst, så smut over og kig nærmere på hendes IG-konto).

Since then it has been sitting neatly folded on my desk. It is a beautiful little shawl (and a gorgeous design – I’m a huge fan of Jared Flood), but I knew it wasn’t for me even with the memories in the yarn and in the knitting.

This week it has found a new owner. On Instagram @strikkelure has been fund raising to cover the treatment bills for a young mother with cancer. As a newly minted third time mother (and still relatively young) this cause hit me in the heart. It felt right to donate the shawl to this purpose, and today I have sent it to its new owner and ended the long journey with this knitting project.