Signe fortalte mig i går, at hun hver morgen er spændt på, om jeg har nået at få lavet dagens tal færdigt. Det er dejligt, at I sådan hepper på mig, for det hjælper helt klart på motivationen.
Signe told me yesterday that she each morning checks to see if I managed to finish the embroidery and post about the number of the day. It is very nice and encouraging to have you urging me on, because it really helps with the motivation.
Så er vi nået en fjerdedel af vejen, og vi er stadig med både på kalenderlyset, skrabekalenderen (den kommer vi sjældent bagud med) og med broderiet. Jeg har bestemt, at jeg vil være tilfreds, hvis jeg bare klarer halvdelen af dagene, for der er godt nok temmelig meget arbejde i alle de små detaljesting. Desuden har jeg også en smule strik, jeg gerne vil have færdig inden juleaften.
We’re a quarter of the way to Christmas eve, and so far we’re still going strong both on the calendar candle, the scratch calendar (we’re seldom behind with that), and with the embroidery. I’ve decided that I’ll be satisfied if I just manage to get halfway there, as there is quite a lot of work in those teeny detail stitches. Besides, I also have a wee bit of knitting, I’d like to complete before Christmas.
Jeg sidder og kommer i tanke om, at vi også hellere må få lavet julegodter inden alt for længe. Har 1½ kg marzipan liggende, så mon ikke der bliver rigeligt til at tilfredstille selv den sødeste tand. Men der skal jo også blive nok, så vi kan dele ud af det til familien. Jeg tror, jeg sætter nogle rosiner i blød i rom i dag, så er de perfekte til at bruge i næste weekend.
I am suddenly reminded that we’d better get down to making Christmas sweets before too long. I have 1½ kg of marzepane in my cupboard, so there will probably be enough to sate even the most sweet toothed. But we need a lot, so we can share it with our family. I think today’s activities will include drowning some raisins in rum… then they’ll be ready for use in the coming weekend.
Det begynder at være en ret hyggelig morgentradition, sådan at lægge en post ud med dagens motiv. Men det kræver selvfølgelig, at jeg er blevet færdig med dagens tal senest eftermiddagen inden (mens der stadig er lys til at tage et ordenligt billede). Jeg er heldigvis på forkant endnu, så traditionen kan endnu opretholdes.
The posting of the picture of the day’s number is beginning to feel like a wonderful little morning tradition. Of course it means I have to finish the embroidery on said number at lastest the afternoon prior (while there is still light enough to take a decent photograph). Luckily, I’m still ahead of things, so the tradition is able to continue for now.
Indtil videre går det jo godt, men jeg har på fornemmelsen, jeg kan få problemer, når jeg når til de tocifrede tal.
So far all goes well, but I have a nagging feeling that I may get into trouble, when I reach the numbers from 10 and up.
2-tallet blev færdigt i går, så nu har jeg klaret 2 dage i træk. Er helt stolt 😉
The number 2 was finished yesterday, so now I’ve managed 2 days in a row. Am pretty proud 😉
Måske jeg kan blive færdig med alt broderiet på kalenderen i løbet af julemåneden? Jeg vil i hvert fald gøre forsøget. Her er motivet for 1. december.
Perhaps I can finish the embroidery on the calendar during the Christmas month? I will try to manage it. Here’s the motif for December 1st.
Charlotte Kaae har organiseret en fed julekalender på sin blog, og jeg sponsorerer et par af lågerne. Jeg har været så heldig at få lov til at få den allerførste låge, her den 1. december. Man kan vinde 2 af mine opskrifter, og alt hvad man skal gøre er såmæn at lægge en kommentar på dagens låge på hendes blog. Held og lykke og glædelig 1. december.
Charlotte Kaae has organized a pretty cool Christmas calendar at her blog, and I’m sponsor for a couple of the days. I’ve been lucky enough to be the first sponsor here for December 1st. You have the chance of winning 2 of my patterns, and all you have to do is to go over to her blog on today’s post and write a comment. Good luck and happy December 1st.
Jeg er moderator på en gruppe kaldet “Village Hopelessly Overcommitted” på Ravelry. Siden mit nye job og især siden LB har jeg ikke været så frygtelig aktiv derinde, men det er stadig mit favorit virtuelle opholdssted på Ravelry. Det er en flok meget søde mennesker, der befolker gruppen, og vi snakker godt (og meget). Men selvom jeg længe har vidst, at det var søde folk jeg chattede med, blev jeg alligevel meget overrasket over den hemmelighed, de har hygget sig med hele sommeren.
I am a moderator on a group called “Village Hopelessly Overcommitted” on Ravelry. Since I started in my new job, and especially since LB came into the world, I haven’t really been that active in the group, but it is still a favorite place to be in Ravelry. It is a bunch of very sweet and kind people, who are members in this group, and we chat a lot about almost everything. But even though I’ve know for a long time, that it was kind people I chatted with, I still was surprised over the secrect they have had this entire summer.
Da jeg kom hjem fra hospitalet (første gang) med LB ventede en stor pakke på mig. I pakken var der to store tæpper, et til MM og et til LB, syet sammen af lapper med elefantmotiver. 19 af gruppens medlemmer har strikket lapperne og sendt dem til én enkelt (søde Roseknits24-7), der syede dem sammen og strikkede kant. Da jeg pludselig stod der med tæpperne i hånden, og det kæmpe arbejde de har lagt i dette projekt gik op for mig, var jeg målløs. Jeg kom til at tude af bare overraskelse, rørelse og taknemmelighed over den varme og gavmildhed, som for mig er så stor en del af den virtuelle strikkeverden. Nu er det så lykkedes mig at tage et ordenligt billede af LB og hans tæppe og et af de to tæpper sammen, og jeg viser dem her på bloggen, fordi jeg så gerne vil sige ordentligt tak på vegne af mine drenge, der begge bruger deres tæpper meget.
When I first came home from the hospital with LB, a large box was waiting for me. In that box were two blankets, one for MM and one for LB, both sewn together from squares with elephant patterns. 19 of the members of the Village had knitted the squares, sent them along to the sweet Roseknits24-7, who then sewed them together and made the edge. When I suddenly stood there with a physical proof of the utter kindness and love from these people, I was at a loss for words. The magnitude of the work they put in this project made me cry a tear of gratitude, a tear for the kindness, warmth and generousity that is such a big part of the virtuel knitting community for me. I have finally managed to take a proper picture of LB with his blanket, and another of both blankets together, and I wanted to show them here on the blog to say a proper thank you, from me and from my boys, both of who use their blanket quite a lot.
MM og jeg var i kælderen i går og fandt den store kasse med julepynt frem, så nu er der et par nisser hist og her, lidt lys på altanen og en troldegren med pynt i vinduet. Sådan blev første søndag i advent fejret med pynt, levende lys og lune æbleskiver.
MM and I dug out the big box of Christmas decorations from the cellar yesterday and proceeded to put up a few gnomes, some lights for the balcony and a branch with stars and hearts in the window. Thus we celebrated first Sunday in advent with decorations, lit candels and a hot dessert.
I kassen fandt vi også min nødplan i fald MMs kalender ikke blev færdig, nemlig min gamle kalender, som min fars moster broderede til mig til min første jul tilbage i 1983. Den hænger nu og er klar til MMs gaver, for hans egen kalender er ikke færdig endnu. Jeg tror, at det måske var lykkedes, hvis efterfødselsforløbet havde været et andet, men det er jo svært at sige. I hvert fald føler jeg ingen skam over at bruge denne nødløsning. Og så kan jeg jo bare have som målsætning, at begge drenge skal have færdige kalendere til næste år (og igen kan jeg hygge mig med at brodere løs sammen med flere andre).
I also knew that my emergency substitution for MMs advent calendar was to be found in said box. It is my own advent calendar, which my fathers aunt (his mother’s sister) made for me for my first Christmas back in 1983. It now hangs ready for MMs presents, as his own calendar isn’t quite finished yet. I still believe that I might have managed to finish it, if the first month of LBs life had been kinder to me, but it is hard to tell. In any case, I’m far from feeling ashamed of utilizing this possibility of substitution. And then my goal for next year can be to finish advent calendars for both my sons (in any case I won’t be the only one embroidering another calendar).
Det føles passende at vise et billede af, hvor langt jeg faktisk nåede, inden realitetssansen for alvor satte ind. Billederne viser status fra sidste post d. 24. oktober, dvs. lige før LB, og det andet billede viser status af i dag d. 28. november. Alle tallene er færdige, og en del af de øvrige motiver er også klaret, men det sidste kan dog ikke klares inden torsdag.
It feels appropriate to show how far I managed to get before common sense finally took hold. The pictures show the state of progress on October 24th, just before LBs birth, and on November 28th, today. All the numbers are done, and several of the other images are also finished, but however hard I work, I won’t be able to embroider the rest before Thursday.
lykkefanten.com 