Først vil jeg lige prale lidt med egne frembringelser… jeg er blevet færdig med endnu et dobbeltstrikket halstørklæde, dvs. jeg har ikke lige haft tid til at hæfte ender, men det tager jo heller ikke lang tid. Så der er håb om, at det nok skal blive fint til at kunne ligge under et juletræ i nærmere fremtid…
Jeg er ved at være lidt bidt af dobbeltstrik og synes også, at det efterhånden bliver pænt og jævnt osv.
Halstørklædet er omkring 160 cm langt og 18cm bredt (ved ikke de præcise mål, men har brugt mine kropsmål … dvs. armlængde og fingerlængde … til at approksimere), strikket i Naturally Merino på pind 4. Der er brugt ca. 250g af garnet, og så er det også godt tykt og varmt 😉 Lidt mærkeligt at have strikket færdigt på cruise i Bay of Islands i strålende, stegende solskin (efter snorkeltur og strandligning)… men vi skal jo snart hjem til dansk vinter, så man kan vel lige så godt vænne sig lidt til tanken.

Næste praleemne…. vi har set spækhuggere på cruiset! Vi så også to slags andre delfiner (jep, spækhuggeren er faktisk en delfin – den største af slagsen), nemlig bottlenose og common, men det var nu de her fyre, der var højdepunktet. Det var en lille flok på 5 dyr, hvor der bl.a. var en mor med en lille datter. De var helt vildt nysgerrige og svømmede hen og kiggede på båden og os… Kan vist bare indrømme, at jeg var temmelig betaget.

Først et lille stemningsbillede af dagens store oplevelse. Hulerne i Waitomo området er ganske spektakulære og vi var ganske betagede. Desværre kan man mange steder se, hvor turister har knækket stalaktitter (dem der hænger ned fra loftet) af, og når det tager 100 år at gro 1 kubikcentimeter, så er det jo hærværk, der trækker langsigtede spor.
Jeg kan altså ikke forstå, at nogen kan få sig selv til at ødelægge noget, der er så smukt bare for at få en souvenir… Men heldigvis var der masser tilbage at nyde. Vi var også inde i hulen med alle glowworms’ene, små insekter, der udsender et grønligt lys for at tiltrække føde.
Vi sejlede rundt inde i hule og sad stille og kiggede op på myriaderne af små lys. Det var som at se op i en fjern galakse – meget, meget smukt.

Lidt strikkenyt: Kraka er taget af pindene 😉 Hvilket selvfølgelig har medført ganske stor selvtilfredshed (dagens underdrivelse)! Nu mangler bare en rimelig kritisk del (udover at hjælpe alle maskerne i mønsteret til at løbe), nemlig at spænde det ud i våd tilstand… sådan noget har jeg aldrig nogen sinde prøvet, så jeg er lidt usikker på proceduren…
Desuden har jeg ikke lige mulighed for at have et 2m x 80cm sjal liggende og tørre her på turen i det nordlige NZ (vi er nu lidt syd for Auckland) – så det må vente til vi er kommet hjem. I mellemtiden kan jeg så høre, om der er nogen gode råd derude i blogland. Er der noget, jeg absolut ikke må gøre/absolut skal huske? Ellers må jeg jo bare kaste mig ud i det og forsøge mig frem (det er jo det, jeg plejer at gøre).

Jeg er startet på et nyt tørklæde (jeg ved ikke helt hvorfor, men det lader til, at tørklæder har særlig interesse for mig for tiden), der bliver hæklet i noget fint alpaka, som blev købt hos producenten (gårdbutikker har nu særlig tiltrækning på mig).

Og lige til sidst, som jeg lovede tidligere, et billede af advents/julegaven til mig selv. Ren angora, ren luksus og fantastisk lækkert – det er så blødt, at fingrene næsten forsvinder i det. Jeg elsker simpelthen farverne (nærbilledet giver det bedste indtryk) og kan næsten ikke vente med at strikke et stort blødt, varmt efterårssjal af det. MEN jeg leder lige efter det rigtige mønster først. Jeg tænker, at det skal være et bladmønster af en eller anden slags… i hvert fald begynder jeg ikke på noget i det her vidunderlige garn, før jeg har det helt rigtige!

Hmm, New Zealand er vist ikke helt saa ufarligt, som det nogen gange ser ud til. Nej, det var altsaa ikke mig, der var faldet ned, og jeg blev helt roert over, at der var nogle der bekymrede sig. Desvaerre er den unge kvinde doed, og jeg kommer til at taenke paa de minutter, som jeg brugte ved mindesmaerket for dem, hvis liv er endt i Mt. Cook nationalparken.
Jeg var der for blot en uge siden…. kan tydeligt huske den dybe eftertaenksomhed og melankoli, der ramte mig. Mange var saa unge…. jeg havde med vilje bedt om, at vi foerst gik op til mindesmaerket efter, at vi var faerdige med vores travetur ind i dalen, for jeg vidste, at jeg ville faa det saadan lidt trist.

Bjergene, der faa oejeblikke foer blot var smukke, var nu ogsaa lidt truende… ikke paa nogen ond maade, men bare fordi naturen er saa barsk og kontant, naar man er saadan et sted. Jeg naerer den dybeste respekt for naturen og for de mennesker, der vover sig derud, hvor de lever og aander med naturens storhed, men ogsaa grumhed.

Noget, som dog roerte mig mest var, at paa alle de smaa tavler, der var sat op af de efterladte, var der ikke noget om, at naturen var ond. Nej, der var en accept af, at man som bjergbestiger har livet med som indsats – mange steder stod, at de afdoede “nu hviler i de bjerge, han/hun elskede saa hoejt” – jeg kan ikke helt forklare, hvordan de foeltes. Isaer ikke nu, hvor bjergene har kraevet endnu et offer blandt deres beundrere… maaske netop fordi det er med livet som indsats, at det er saa tiltraekkende for mange?

Mine tanker og medfoelese gaar til de efterladte for den unge kvinde…

Endnu en stor naturoplevelse er blevet føjet til den efterhånden lange liste. Vi har i dag set kaskelothval ude i det frie store hav… det var ret stort og alle pengene værd (og det var faktisk også temmelig dyrt, men hvor ofte er det lige, at man har muligheden?).

Efterhånden er vi jo ved at være helt godt inde i julemåneden og jeg indrømmer gerne, at jeg har lidt svært ved at komme i den helt rigtige stemning. Dels er det for varmt og dels er det alt, alt for lyst – vi nærmer os jo årets lyseste dage hernede. Og nu er jeg altså nok dansker og julemenneske til, at det er noget andet der skal til! Men nød lærer som bekendt kvinder mangt og meget, og kan man ikke mærke julen af sig selv, må man jo arbejde lidt for den. Derfor har jeg begået nogle små julehjerter af stof, som nu pynter rundt omkring i vores lejr og i bilen! De hjælper – og jeg fik helt lyst til at synge julesange (og gjorde det selvfølgelig også) med hjertet dinglende i takt fra bakspejlet! 😉
Jeg kan egentlig meget godt lide den lidt ujævne afslutning, så kan man se, at det er et ægte camping-hjerte 😉

1. søndag i advent blev såmæn også fejret hernede hos os. Jeg blev godt nok lidt sent færdig med magens gave – adventssokkerne, men her er de så, portrætteret på hans fødder. Jeg har næsten fundet den “perfekte” pasform til hans ganske lange fødder.

Jeg fik såmæn også fine gaver. En fin halskæde med blomsterjade og en lysestage af new zealandsk træ (han sagde, at når han fik to gaver – en til hver fod – og så skulle jeg også have to … han er bare dejlig!)
Nå ja, jeg kom også lige til at give mig selv en lille adventsgave bestående af noget ganske vidunderligt efterårsfarvet angoragarn, men I må have et billede til gode til en dag med godt vejr.

Taadaa – gaarsdagens skandale/dumhed: jeg glemte det dobbeltstrikkede paa en internetcafe nede i byen! Opdagede det heldigvis ret hurtigt oppe paa campingpladsen, hvilket gjorde det tvingende noedvendigt straks at koere ned i byen igen!!!
Det er jo ikke saa meget garnet, der ville goere ondt at miste, men mere alle de timer, der allerede er lagt i det!!
Naa, alt endte godt, det blev fundet i god behold og roen saenkede sig atter i min strikke-sjael. Men det var altsaa lige morsomt nok… (behoever vel ikke at sige, at jeg havde den imaginaere dummehat resten af aftenen?)

Tja, nogen gange er det voldsomt irriterende ikke at have sin egen computer paa nettet … for eksempel er man saa ikke overladt til internetcafeernes computeres luner mht. billedupload osv. Ikke at der er problemer her, men paa min anden (familie) blog er der ugler i mosen… jeg vil se, om jeg kan redde det efter at have brugt lidt opmaerksomhed her.

Vi har foejet endnu et flot og sjaeldent dyr til listen over “dem har vi set”! Det handler om konge-albatrossen. Her er virkelig tale om et majestaestisk dyr. Hold da op, hvor er den flot. Og vi saa ganske mange lave flyveoevelser – eller rettere svaeveoevelser – over omraadet. Vi saa ogsaa nogle paa rede og fik et lille kig til et aeg… alt i alt en stor oplevelse.
Paa vejen tilbage til bye “kom vi lige forbi” (eller rettere, jeg dirigerede os derhen) en garn/gaard-butik, der solgte deres egen uld og garnproduktion. Hvis jeg nu havde vaeret spinder, saa var jeg da gaaet helt amok, men jeg “noejedes” med disse dejlige 6 fed naturuldgarn som forhaabentlig bliver til et par herreveste en gang naeste aar.

Fortsaetter i morgen nordpaa op til de hoeje bjerge (mt. Cook parken) – glaeder mig vildt, isaer hvis vejret er klart og vi kan se noget (modsat sidste gang vi var i bjergene – der regnede det vildt og voldsomt).

Naesen er vendt nordpaa igen. Stewart Island er lagt bag os… snoeft, for det var en fantastisk oplevelse. Vi gik flere timer om dagen og i baade sand (-storm (hvilket vist ses paa oeverste billede)) og masser af mudder. Men det stoerste ved dagene paa den lille vindblaeste oe var, at vi saa ikke bare en men tre brune kiwi’er! 😉 Jeg fik endda taget billeder af de smaa krae! De er faktisk utrolig soede. Men det fantastiske var, at vi fik lov til at staa og observere dem goere kiwi-ting ude i den fri natur…. det var oenske nr. 1, der blev opfyldt.

Lover at laegge billede op saa snart som muligt. Er hermed gjort, selvom det maaske ikke er verdens mest tydelige billede – men det forestiller altsaa en Stewart Island brun kiwi!

Havde vaeret forudseende og taget en lille sok (str. 45) med paa vandreturen. Der var nemlig alligevel en del tid hist og pist, hvor man lige kunne klemme en omgang eller to ind. Saa nu er jeg godt inde paa sok nummer to – det lader ikke til at den kommer til at lide af sss 😉

Er for oevrigt i Dunedin lige nu, og jeg maa indroemme, at jeg er positivt overrasket. Det er jo faktisk en rigtig by med butikker og bycentrum og alt muligt. Det har vi ellers ikke set ret meget af her paa sydoeen ellers… Desvaerre lider byen af en mangel paa strikkebutikker… soergeligt (min kaere ledsager vil sikkert mene, at jeg har koebt rigeligt garn).

Jeg har oplevet en droem!!! Turen i Doubtful Sound – noget af det mest afsides man kan finde i NZ – var fantastisk… en droem af en oplevelse.
Vi saa alle de dyr, som jeg havde oensket i min vildeste fanasi (og krydset diverse bevaegelige legemesdele i haabet om at se). De sjaeldne Fiordland Crested pingviner, masser og masser af pelssaeler og om morgenen var jeg den foerste til at spotte en flok delfiner!!! Baaden vendte og lokkede delfinerne til at komme over og lege med os – og det lykkedes! De sprang og lavede kolboetter i koelvandet og saa laa de og fulgte med helt fremme… det var en ren delfindroem!

Det var faktisk det stoerste jeg endnu har oplevet. Foelelsen af at sejle rundt i en kaempe fjord saa langt fra alting i saa utrolig smuk og vild natur og opleve at dyrelivet ikke er bange for os mennesker… er stadig helt hoej ved tanken.

Det blev til meget lidt strik paa det overnatningscruise… hvilket var lidt skidt, for jeg har lavet en aftale med mig selv om at strikke mindst fire moensteromgange (20 pinde) om dagen paa det nye dobbeltstrikkede halstoerklaede. Det er til en julegave og saa skal det jo vaere faerdigt… Jeg kan ikke “optjene” pinde, men kan til gengaeld godt “skylde”… og det gjorde jeg saa – saa jeg tvangsstrikkede i gaar og naaede heldigvis med igen 😉

Er forresten lige nu i Invercargill… ikke nogen spaendende by, men vi er her ogsaa kun til i morgen – saa skal vi til Stewart Island og det sydligste vi nok nogensinde kommer (indtil maalet om at besoege Antarktis opfyldes). Her er heldigvis en udemaerket strikkebutik, saa der er blevet handlet lidt… noget dejligt fint, hvidt merinogarn, noget sokkegarn (herren skal have adventssokker) og lidt stof til julehjerter (godt til bilkoersler). Desvaerre er der ikke saa god mulighed for at loade egne billeder hernede, saa dokumentation maa vente.

… hmm, gad vide hvor meget “egen”tid der er paa Stewart Island? Det afgoer jo lidt maengden af hyggestrikketoej, man skal have med…

He he he, så blev jeg endelig færdig med maori. Det halstørklæde trak godt nok på tålmodighedskontoen (er ikke så god til ting, der er til mig selv)… og så er det jo temmelig mærkeligt at strikke på et tykt uldent halstørklæde, når man render rund i shorts og sveder… (dejligt!). Men jeg er allerede begyndt på et nyt halstørklæde i dobbeltstrik, denne gang dog ikke til mig selv.

Tja, planer bliver jo aendret en gang i mellem, nogen gange med vilje, andre ved tilfaelde (kald det skaebnen eller uheld eller et eller andet)… i hvert fald er vi endt med at blive i Wanaka (by lidt nord og oest for Queenstown) i en dag eller to mere.
Se, det var jo ikke planen, men vores bil mente, at hvis den nu gik lidt i stykker, saa skulle den nok faa lov til at bestemme. Heldigvis er det ikke noget alvorligt, saa forhaabenligt kan vi komme videre paa vores lange og dejlige rejse i morgen.
Og saa er her jo temmelig dejligt…. I gaar tog vi bjergbenene frem og gik op paa toppen af mt. Roy (billedet). Det var haardt (og kan maerkes i benene i dag), men ogsaa utrolig smukt. Sneklaedte bjergtinder hele vejen rundt og soeer der glimtede i sollyset – vil godt indroemme, at jeg nyder den her ferie i fulde drag.

Lidt strikkeopdatering: eftersom det er ferie, sker der meget andet end strikning, men jeg kryber mig da langsomt mod maal mht. maori – den er nu 83cm lang, saa over 2/3 af vejen… og da jeg jo har fundet ud af, at man alligevel godt kan kombinere bjergveje og strikning (skal bare huske og kigge op en del), saa skimter jeg lige saa stille lyset for enden af tunnelen. Ellers er der ikke meget nyt… isaer har mit ragsokke projekt det saerlig slemt… tror jeg lider af second sock syndrome…