You are currently browsing the category archive for the ‘General life’ category.
I dag skal jeg til julefrokost på mit arbejde. Det troede jeg ellers ikke jeg ville kunne, når LB stadig er så lille, men nu hvor han er flaskebarn er der jo andre muligheder. Det er stadig lidt underligt, men jeg har fundet mere ro i situationen nu, og jeg har besluttet mig for at nyde de muligheder, der byder sig til, når tingene er som de er.
Today I’m going to the office Christmas party. I didn’t think I’d be able to attend, as LB is still so little, but now that he’s a bottle child we have other possibilities. It is still weird and sad, but I’ve found my balance now and it is easier to be calm and contended about it. At any rate, I’ve decided to enjoy the possibilities, which has opened up with the things being as they are.
Det går fremad med juleforberedelserne. Jeg sad og pakkede julegaver ind i går. Nu mangler der kun et par stykker og så kan der sættes kryds ved det punkt. I dagens øvrige aktiviteter indgår forhåbentlig også at lave brunkagedej, men nu må vi se om LB giver mig tid til det.
I’m slowly getting all the Christmas preparations done. Yesterday, I wrapped most of the presents, so now I only need to buy a few more before being able to tick that off the list. Today, I’m hoping to be able to make some cookies, but we’ll have to see if LB allows me the time for it.
Jeg sidder og kommer i tanke om, at vi også hellere må få lavet julegodter inden alt for længe. Har 1½ kg marzipan liggende, så mon ikke der bliver rigeligt til at tilfredstille selv den sødeste tand. Men der skal jo også blive nok, så vi kan dele ud af det til familien. Jeg tror, jeg sætter nogle rosiner i blød i rom i dag, så er de perfekte til at bruge i næste weekend.
I am suddenly reminded that we’d better get down to making Christmas sweets before too long. I have 1½ kg of marzepane in my cupboard, so there will probably be enough to sate even the most sweet toothed. But we need a lot, so we can share it with our family. I think today’s activities will include drowning some raisins in rum… then they’ll be ready for use in the coming weekend.
Jeg er moderator på en gruppe kaldet “Village Hopelessly Overcommitted” på Ravelry. Siden mit nye job og især siden LB har jeg ikke været så frygtelig aktiv derinde, men det er stadig mit favorit virtuelle opholdssted på Ravelry. Det er en flok meget søde mennesker, der befolker gruppen, og vi snakker godt (og meget). Men selvom jeg længe har vidst, at det var søde folk jeg chattede med, blev jeg alligevel meget overrasket over den hemmelighed, de har hygget sig med hele sommeren.
I am a moderator on a group called “Village Hopelessly Overcommitted” on Ravelry. Since I started in my new job, and especially since LB came into the world, I haven’t really been that active in the group, but it is still a favorite place to be in Ravelry. It is a bunch of very sweet and kind people, who are members in this group, and we chat a lot about almost everything. But even though I’ve know for a long time, that it was kind people I chatted with, I still was surprised over the secrect they have had this entire summer.
Da jeg kom hjem fra hospitalet (første gang) med LB ventede en stor pakke på mig. I pakken var der to store tæpper, et til MM og et til LB, syet sammen af lapper med elefantmotiver. 19 af gruppens medlemmer har strikket lapperne og sendt dem til én enkelt (søde Roseknits24-7), der syede dem sammen og strikkede kant. Da jeg pludselig stod der med tæpperne i hånden, og det kæmpe arbejde de har lagt i dette projekt gik op for mig, var jeg målløs. Jeg kom til at tude af bare overraskelse, rørelse og taknemmelighed over den varme og gavmildhed, som for mig er så stor en del af den virtuelle strikkeverden. Nu er det så lykkedes mig at tage et ordenligt billede af LB og hans tæppe og et af de to tæpper sammen, og jeg viser dem her på bloggen, fordi jeg så gerne vil sige ordentligt tak på vegne af mine drenge, der begge bruger deres tæpper meget.
When I first came home from the hospital with LB, a large box was waiting for me. In that box were two blankets, one for MM and one for LB, both sewn together from squares with elephant patterns. 19 of the members of the Village had knitted the squares, sent them along to the sweet Roseknits24-7, who then sewed them together and made the edge. When I suddenly stood there with a physical proof of the utter kindness and love from these people, I was at a loss for words. The magnitude of the work they put in this project made me cry a tear of gratitude, a tear for the kindness, warmth and generousity that is such a big part of the virtuel knitting community for me. I have finally managed to take a proper picture of LB with his blanket, and another of both blankets together, and I wanted to show them here on the blog to say a proper thank you, from me and from my boys, both of who use their blanket quite a lot.
Nogle gange hjælper det på rodet i tankerne at skrive det ned. Der er meget rod i mine tanker og følelser lige nu. Der er så meget, der er skønt, for jeg har ikke løjet, når jeg har præsenteret LB som en vidunderlig gave og fortalt, at det giver lykke og tilfredshed at være sammen med ham. Men historien har også andre vinkler, vinkler som jeg er nødt til at skrive ned, få fortalt, så de ikke overfalder mig. Ofte har jeg det bedst, hvis jeg sætter ord på disse tanker og følelser, ellers kan de vokse sig store og mørke og ende med at dominere min livsglæde og tvinge mig til tårer. Og mine tanker og følelser er så mærkelige og modsatrettede lige nu, at jeg må ty til de kneb, jeg ved kan hjælpe.
Det har været godt. Fødslen gik så meget bedre end MMs, at de næsten kunne være to yderpunkter på en skala af kategorien “fød-selv”. Første gang var version urkvinde, og på sin vis var det godt, men det var hårdt, meget, meget hårdt og kostede mig meget. Denne gang blev jeg sat i gang, jeg fik epidural og ve-drop, og det virkede, men jeg havde stadig følelsen af at være med, at føde, at være centreret i oplevelsen. Denne gang havde jeg kræfterne til at arbejde, som jordmoderen sagde, til at se LB i fødselsøjeblikket og til at mærke glæden da han blev lagt på maven af mig. Han har suttet fint og flot fra starten, han sover godt og er glad og rolig, han har det smukkeste, åbne og nysgerrige blik, og jeg er meget, meget forelsket i ham.
Det har været hårdt. Af LBs første tre leveuger har han og jeg overnattet 11 gange på hospitalet fordelt på tre omgange. Den første var lige efter fødslen, og det var jo egentlig bare hyggeligt og godt. De to andre var alt andet. Jeg fik brystbetændelse meget hurtigt efter fødslen, men troede i første omgang, at det var hormoner. Så jeg nåede at have høj, høj feber i mere end et døgn, førend jeg reagerede. Alt for meget mælk, antibiotika i drop, dehydrering, udpumpning, ammesmerter, sår på brystvorterne… ikke sjovt. Vi kom hjem efter fem dage. Den næste uge var dejlig, selvom jeg kæmpede med betændelsen stadigvæk. Jeg var fanget mellem LB og brystpumpen og uret, der krævede at jeg skulle vække den lille, for nu skulle brystet tømmes. Efter en god uge havde jeg en nat, hvor alle symptomerne begyndte igen. Jeg tudede, både af tanken om endnu en omgang, men også af frygt for, om det nu skulle blive det, der kendetegnede min barsel, at jeg skulle have brystbetændelse igen og igen? Jeg var ved vagtlægen og blev indlagt direkte derfra igen. Det var i søndags. Jeg kom hjem i forgårs. I mellemtiden tog jeg beslutningen om, at jeg ikke kunne klare frygten for, at det skulle ske igen, så jeg fik medicin mod mælken, og LB er nu flaskebarn.
Det er mærkeligt. Jeg er helt sikker, helt ind i det inderste hemmelige jeg, på at det var den rigtige beslutning at få stoppet mælkeproduktionen og overgå til at give flaske. Den første barsel med MM var en udfordring mht. amning og turen med LB var endnu værre. Jeg føler mig også friere og mere mig selv. Den kraftige afhængighed, som et lille barn har til sin madkilde, var et bånd på min sjæl. Et bånd, jeg selv havde lagt og valgt og holdt af, men stadigvæk et bånd. Nu er det bånd væk, og jeg sikker med glæden over friheden, men samtidig med en mærkelig fornemmelse af svigt. Af dårlig samvittighed over, at jeg nu er ude af historien om LBs videre vækst. Af sorg over tabet af den fantastisk intime og vidunderlige stund, der er når man ammer. Men også af en lettelse og glæde over, at kampen for at få amningen til at gå er væk, at smerterne ved amningen ikke længere er der, at det er lettere, at han får nok mad…
Det roder i mit hovede. Mine følelser er i virvar. Jeg er glad, men trist. Trist, men lykkelig. Mærkeligt til mode. Der går nok lige et par dage, førend jeg har fundet min vej gennem rodet, men hovedet er oven vande, og jeg tror på, at det hele nok skal går (og håber på, at jeg nu har set det sidste til hospitalet for et godt stykke tid). Det er i hvert fald nemmere at holde modet oppe, når man er hjemme hos sig selv og har en lækker lille dreng, som man allerede er meget forelsket i.
I wonder if I’m at all able to translate the above properly. Probably not, so I won’t try. Instead I’ll just write a short version in English. This post is about the turmoil and tanglement that are my thoughts and feelings at the moment. The last 3 weeks has been filled with contrasts and trials. The frist days were good, the birth was very different from my first, both in being the “modern medicin” version contra the “stone-age” version I had last, and I had more energy to be there and see LB in his first moments of outer life. All was well, he is gorgeous, sleeps well, eats well and is happy.
Then things changed. I’ve been readmitted to the hospital twice now with high fever and inflamations in the breast (I don’t know the proper term). I had much too much milk and ended up getting antibiotics in IV (both times). The first time was the worst physically, probably because I at first thought it was hormones, so I waited a day before calling the hospital. The second time was worse mentally, because of the fear of what I knew I had to go through, but also the fear of it happening again (again). If it could come back in a week one time, it could happen again. I ended up deciding that I wanted to stop breastfeeding. The fear was too much, and the fight too hard (let’s just say that it hadn’t been plain sailing trying to breastfeed, neither with MM nor with LB), so LB is now a bottle child.
I’m not at all insecure about that decision. It was the right one and it still feels right all the way to the most secret parts of my thoughts. But I still have strange mixed emotions to battle through. The joy of having ended the battle and pain and trials of trying to get the breast feeding to work, and the joy of no longer being tied utterly to LB and his needs. The sadness, almost sorrow of having lost the precious and wonderful connection with LB that is breastfeeding. The feeling of not being good enough, even though I know I tried and fought. The shame of feeling joy of it being over, it is almost as if part of me thinks I shouldn’t be allowed to feel happy about such a thing.
My head is a mess og tangled thoughts and emotions. I know I will sort them out in time, and I’m not afraid of being pulled under. But it does take quite a lot of time and energy to work through. Luckily I have a beautiful little son, who is a talisman against many bad thoughts. He’s worth it all.
Det er svært ikke at være godt tilfreds med livet lige nu. Der sker ikke meget på kreafronten lige nu, men vi hygger, og det er det vigtigste.
It is hard not to feel quite satisfied at the moment. Not much is happening creative wise just now, but we are bonding and just being together, which is more important.
Lillebror (fremover LB her på bloggen) blev født d. 26. oktober om morgenen, vejede 3925 gram og var 53 cm. Så nu er det store projekt vel overstået, og familien er igen samlet hjemme. MM tager storebrorrollen meget, meget flot og er indtil videre ikke synderlig jaloux (det kommer, det ved jeg). I det hele taget er hele forløbet gået næsten præcis som mine allerhedeste ønskedrømme kunne have bedt om. Sådan kan man jo en gang imellem være rigtig, rigtig heldig. Jeg føler mig i hvert fald meget heldig, når jeg tænker på min dejlige mand og vores to underskønne drenge.
Little brother (the future blog reference will be LB) was born on October 26th in the morning. He weighed in at 3925 g and was 53 cm long. So now my long term (nine month) project is over, and the family is back together at home. MM is doing well with the new role as big brother and there hasn’t been any signs of jalousi yet (it will probably change soon, I know). In almost every single point the whole journey has been to the point what my most positive wishes and dreams could have asked for. I feel very, very lucky to have gotten this experience this way. And I also feel very lucky when I think about my wonderful husband and our two wonderful sons.
Der er for alvor gået redebygning i den herhjemme. Lillebror er her snart, og pludselig tænker man sig om og får gjort en masse forberedelser. Vi er faktisk lige ved at være så klar, som man næsten kan være, og det er dejligt og beroligende at tænke på.
Udover de mere grundlæggende ting såsom indkøb af bleer i størrelse miniature, har jeg fået lavet lidt kreativ redebygning i løbet af i dag. Jeg har syet et nyt sæt sengetøj til LB med en applikeret elefant (selvfølgelig), og da jeg alligevel var i gang med stof og symaskine, kunne jeg ikke dy mig for også at sy en elefantbamse, der passede til. Det er også ved at være ret længe siden, jeg sidst syede en af mine lykkefanter.
The nesting energies have struck with force lately. Little brother is soon to be expected, and suddenly you think a bit about all the stuff that needs doing. We are actually pretty nearly as ready as you can be, and it is a very nice and calming thing to be able to feel that way.
Besides the more common things, like remembering to buy diapers in miniature size, I’ve managed a bit of creative nesting today. I’ve sewn a new duvet and pillowcover for LB with an elephant application (of course), and since I already had sorted out fabric and sewing machine, I couldn’t help myself, but made an elephant softie as well. It was good to make another, since it has been too long since I last sewed one of my luckyphants.
Sengesættet er syet i Rowans kraftige Home Décor stof, der er købt i Fingerbøllet i Farum. Selvom bomuldsstoffet er noget kraftigere end man sædvaneligt ser til sengetøj, så synes jeg det er rigtig godt. Det er ikke kraftigere end, at det falder godt og kan “krammes”, og da det er godt og solidt har man ikke fornemmelsen af at det “forsvinder” hele tiden. Jeg er yderst godt tilfreds. Applikationen er jeg også meget godt tilfreds med, især fordi min symaskine egentlig ikke kan lave ordentlige tætte zigzags til den slags. Men med lidt strygefliseline på bagsiden, så tror jeg nu nok, det kommer til at gå.
The duvet and pillow cover is sewn in Rowan’s Home Décor fabric, which I bought in Fingerbøllet in Farum. Even though this cotton fabric is somewhat heavier than is usual in such covers, I really like it. Even though it’s a heavier fabric, it has a nice drape and can be “cuddled” with, and I really like that it has some weight, which means that you don’t feel like it’s disappearing between your hands all the time. I’m very, very happy with it. I’m also quite pleased with the result of my application, especially since my sewing machine actually isn’t able to do a close zigzag for such works. But with a bit of iron-on backing (what do you call that type of fabric in English), I think it will be ok.
Elefanten er syet af 3 forskellige patchworkstoffer fra hhv. Fingerbøllet og Speich Design (Lyngby). Mønsteret er mit helt eget. Halen er flettet af en rest Lorna’s Laces strømpegarn, der viste sig at matche super i farven. Øjne og hjerter er broderet på i kædesting.
The softie elephant is sewn of 3 different patchwork fabrics bought at Fingerbøllet and Speich Design (in Lynbgy). The pattern is my very own. The tail is braided in a little bit of Lorna’s Laces sock yarn, which happened to match the colours perfectly. Eyes and hearts are embroidered in chain stitching.
Jeg havde en dejlig fødselsdag i går og nød det fine efterårsvejr i fulde drag. Dagen blev fejret med indvielsen af mit nye køkkendyr (en smuk rød Kitchen-aid, som Magen overraskede mig med) og chokolademoussetillavning, herligt. Men der skal fejres lidt mere her på bloggen.
Derfor har jeg igen i år et fødselsdagsudsalg på alle mine opskrifter i min Ravelry butik (linket virker også for personer, der ikke er Ravelry medlemmer). Fra i dag og til og med næste weekend, dvs. d. 16. oktober 2011 gives der 28 % rabat på alle salg. Sådan afslører procenten endnu en gang min nuværende alder 😉
It was my birthday yesterday, and I enjoyed the beautiful autumn sunshine in full. The day was celebrated with the first use of my new kitchen animal (a beautiful, red Kitchen-aid, which the Mate presented me with) to make chocolate mousse. Wonderful. But the day needs a bit more celebration here on the blog.
Therefore I once again announce a birthday sale on all my patterns in my Ravelry store (the link works for all, including non-Ravelry members). From today and to the end of October 16th 2011 I give a 28 % discount on all pattern sales. Thus the percentage continues to tell on my current age 😉
De fysiske rammer for Rasmilla Garn & Strik åbnede officielt i fredags og lørdags (ja, ja to festdage måtte der til for at gøre det helt rigtigt). Jeg var der nu kun om fredagen, men hvor var det hyggeligt, og hvor er det dog blevet en vidunderlig skøn butik, som Sanne har stablet på benene. Den er alt, hvad jeg drømmer om i en garnbutik – lækkert garn i mange farver, men ordnet så det virker overkommeligt, lys og luft og en fantastisk hyggelig siddekrog, hvor man kan slå sig ned og strikke en time eller to (eller fem, som det blev til i fredags).
Rasmilla Garn & Strik (= Rasmilla Yarn & Knitting) had its official opening party of the LYS this past Friday and Saturday (why yes, two days of celebration was necessary). I only attended Friday, but it was very, very lovely. It is such a gorgeous shop, Sanne has made real. It is everything I can dream of in a yarn shop – yummy yarn in many colours, but ordered so it doesn’t overwhelm you, light and airy even though it’s small and cozy at the same time, and there is a fantastic corner, where you can sit and knit for an hour or two (or five, as I did this Friday).
Butikken har til huse i Hallandsgade 3, 2300 København S og jeg kan kun anbefale, at man kigger forbi. De skønne billederne af åbningen i fredags er lånt med tilladelse af Signe, for jeg havde alt for travlt med at strikke og hygge og snakke og slappe af til at få taget nogle selv.
The shop is situated in Hallandsgade 3, 2300 København S (Copenhagen, very close to the centre and right next to a metro station), and I can only recommend that you go in for a visit. The lovely pictures from the opening party are all due to Signe’s skill with a camera, and I’ve been lucky enough to be allowed to borrow some, as I was too busy knitting, chatting and relaxing to take any myself.
Min eneste anke er, at Rasmilla Garn & Strik ikke ligger på den anden side af min egen gade… og at jeg næppe får Magen til at flytte husholdningen til Amager bare for det. Men heldigvis kan jeg levende forstille mig, at LB (lillebror) og jeg skal derind og hygge i løbet af efteråret, når ellers han beslutter sig for at opholdet i maven har været langt nok.
My only source of discontent is that Rasmilla Yarn & Knitting isn’t just a street away… and that I probably won’t be able to persuade the Mate to move our household to Amager just on that account. However, I can imagine that LB (little brother) and I will spend a lot of cozy time in there during the autumn, that is when he decides that he’s had enough in the womb and comes out.
Jeg siger tak til Sanne (der er til venstre på billedet herover) for at have åbnet et så dejligt sted! Jeg håber virkelig, det bliver den success, som det fortjener.
I’ll just end by saying thank you to Sanne (who’s on the left on the picture above) for opening such a wonderful LYS! I really hope, it will be the success that it (and she) deserves.
lykkefanten.com 