You are currently browsing the tag archive for the ‘life’ tag.
Jeg afbryder lige serien om Hjelholts Uldspinderi for at bringe en billedrig post af dagens absolutte højdepunkt. Har længe glædet mig til at se Olafur Eliassons “Your Rainbow Panorama“, og i dag var så dagen. Oplevelsen skuffede på ingen måde. Det er så utrolig meget federe faktisk at være der, end blot at se billederne, men alligevel kan man jo ikke lade være med at tage billede efter billede. Min farveglade sjæl synger af glæde efter denne oplevelse. Hvis nogle af jer overvejer en tur til Århus, skal et besøg på ARos og især i regnbuen have min varmeste anbefaling.
I interupt the series about Hjelholts Uldspinderi to instead bring you a colourful post about the highlight of today. I have long wanted to see Olafur Eliasson‘s “Your Raibow Panorama“, and today was the day. The experience did not disappoint me. It is incredible cool to be there and a much stronger experience than just to see the pictures, but still it is impossible to resist taking picture after picture. My colour happy soul is singing with joy. If any of you are contemplating a trip to Aarhus, a visit to ARos and especially a walk in the rainbow has my warmest recommedations.
Dagen starter godt. Jeg nyder en varm cappuccino på en ny lokal cafe og venter på at paskontoret åbner. Imens sover LB i barnevognen, og jeg strikker på en prøve på et nyt desig til et babytæppe. Livet er godt lige nu.
The day has begun in a good way. I am enjoying a hot cappuccino at a new local cafe, while waiting for the passport office to open. Meanwhile LB sleeps in his tram, and I am knitting a sample of a new design for a baby blanket. Life is rather good right now.
LB skal døbes i næste weekend igen. Vi glæder os, for det er altid en hyggelig og dejlig begivenhed. For os er det en slags velkomst i familien og en dejlig dag, hvor alle er samlet. Dåb og traditioner hænger sammen, og der er en, som vi nu genopliver. Jeg har lånt min families dåbskjole, som LB skal have på. Han er den første i sin generation, der skal døbes i den. Den sidste, som bar den er min yngste fætter, der blev konfirmeret sidste år. Den første, der bar den er min grandonkel (min mormors storebror) for efterhånden mange år siden. Imellem de to er der 11 andre, bl.a. min mormor, min mor, min søster og jeg.
LB will be baptised next weekend. We are looking forward to it, it is always a wonderful and joyous celebration. To us, it is a sort of welcome to the family and an occasion where all are gathered. Baptism and traditions are linked, and we are going to revive a tradition. I have borrowed my family’s christening gown, which LB will wear. He is the first in his generation to wear it. The last, who wore it is my youngest cousin, who had his confirmation last year. The first, who wore it is my grand uncle (my grandmother’s brother) quite a number of years ago. In between there are 11 others, among these my grandmother, my mother, my sister and me.
Det har været en fornøjelse at tage den frem og kigge på den. Det er fint håndværk og detaljer, og jeg glæder mig til at tage nål og tråd frem og brodere LB’s initialer i “drengesiden”. Det skal jeg selvfølgelig først efter dåben, men jeg skal have broderet min fætters initialer inden da, for de mangler, og der skal jo være orden i tingene. Det er eftermiddagens opgave her i det smukke vintersolskin.
It has been a pleasure to take it out and look at it. It is beautifully done and has a lot of details, and I look forward to finding needle and thread and embroidering LB’s initials on the “male” side. Of course, I won’t be doing that until after the christening, but I need to embroider my cousin’s initials before that, as they haven’t been done yet. There must be order in the tradition. I think it will be the task of this afternoon in the beautiful winter sunshine.
Jeg elsker at høre om, hvilke traditioner man har i andre familier. Det er altid hyggeligt. Vi har faktisk ikke så mange traditioner, når det kommer til dåb. Det eneste er vel, at gudforælderen altid er af det andet køn end barnet. Har I nogle traditioner med hensyn til dåb i jeres familie?
I love hearing about other families’ traditions. It is always lovely to listen to. We actually don’t have that many traditions regarding to baptisms. The only thing is really that the godparent always is of the opposite gender of the child. Do you have any traditions with regard to baptism or namegivings?
Er der nogen, der har gode forslag til hvilke (gerne julerelaterede) ting man kan aktivere en 3-årig med indendørs? Vi er nød til at have lidt afveksling, hvis det ikke skal handle om togbaner det hele (yndlingslegen er at få forældrene til at bygge en ny togbanen ca. en gang i timen). Rigtig glædelig tredje søndag i advent.
Do you have some good ideas as to what Christmas related activites will work with a 3 year old indoor? We need some alternatives if it isn’t to be about trains all the time (the favorite game at the moment is to get the parents to build a big track approximately every hour). Happy third Sunday in advent.
Så nåede jeg op på de tocifrede tal, og indtil videre går det stadig, men jeg kan godt mærke, at der mere arbejde i at få tallene færdige. MM og jeg skal bage julesmåkager i dag, og i morgen skal vi lave konfekt, og ind imellem skal der bare hygges og nydes, at vi for en gangs skyld har en weekend uden aftaler. Nogle gange er det dejligt bare at være en lille familie i ro og fred.
Today we reached the double digit numbers, and so far I’m still in the game, but it is obvious to me that there is much more work in these numbers. MM and I am going to bake Christmas cookies today, and tomorrow we’ll make other goodies. In between these “hard” tasks, we’ll just relax and enjoy a weekend without arrangements. Some times it’s wonderful just to be a little family in peace and quiet.
I dag skal jeg til julefrokost på mit arbejde. Det troede jeg ellers ikke jeg ville kunne, når LB stadig er så lille, men nu hvor han er flaskebarn er der jo andre muligheder. Det er stadig lidt underligt, men jeg har fundet mere ro i situationen nu, og jeg har besluttet mig for at nyde de muligheder, der byder sig til, når tingene er som de er.
Today I’m going to the office Christmas party. I didn’t think I’d be able to attend, as LB is still so little, but now that he’s a bottle child we have other possibilities. It is still weird and sad, but I’ve found my balance now and it is easier to be calm and contended about it. At any rate, I’ve decided to enjoy the possibilities, which has opened up with the things being as they are.
Jeg sidder og kommer i tanke om, at vi også hellere må få lavet julegodter inden alt for længe. Har 1½ kg marzipan liggende, så mon ikke der bliver rigeligt til at tilfredstille selv den sødeste tand. Men der skal jo også blive nok, så vi kan dele ud af det til familien. Jeg tror, jeg sætter nogle rosiner i blød i rom i dag, så er de perfekte til at bruge i næste weekend.
I am suddenly reminded that we’d better get down to making Christmas sweets before too long. I have 1½ kg of marzepane in my cupboard, so there will probably be enough to sate even the most sweet toothed. But we need a lot, so we can share it with our family. I think today’s activities will include drowning some raisins in rum… then they’ll be ready for use in the coming weekend.
Jeg er moderator på en gruppe kaldet “Village Hopelessly Overcommitted” på Ravelry. Siden mit nye job og især siden LB har jeg ikke været så frygtelig aktiv derinde, men det er stadig mit favorit virtuelle opholdssted på Ravelry. Det er en flok meget søde mennesker, der befolker gruppen, og vi snakker godt (og meget). Men selvom jeg længe har vidst, at det var søde folk jeg chattede med, blev jeg alligevel meget overrasket over den hemmelighed, de har hygget sig med hele sommeren.
I am a moderator on a group called “Village Hopelessly Overcommitted” on Ravelry. Since I started in my new job, and especially since LB came into the world, I haven’t really been that active in the group, but it is still a favorite place to be in Ravelry. It is a bunch of very sweet and kind people, who are members in this group, and we chat a lot about almost everything. But even though I’ve know for a long time, that it was kind people I chatted with, I still was surprised over the secrect they have had this entire summer.
Da jeg kom hjem fra hospitalet (første gang) med LB ventede en stor pakke på mig. I pakken var der to store tæpper, et til MM og et til LB, syet sammen af lapper med elefantmotiver. 19 af gruppens medlemmer har strikket lapperne og sendt dem til én enkelt (søde Roseknits24-7), der syede dem sammen og strikkede kant. Da jeg pludselig stod der med tæpperne i hånden, og det kæmpe arbejde de har lagt i dette projekt gik op for mig, var jeg målløs. Jeg kom til at tude af bare overraskelse, rørelse og taknemmelighed over den varme og gavmildhed, som for mig er så stor en del af den virtuelle strikkeverden. Nu er det så lykkedes mig at tage et ordenligt billede af LB og hans tæppe og et af de to tæpper sammen, og jeg viser dem her på bloggen, fordi jeg så gerne vil sige ordentligt tak på vegne af mine drenge, der begge bruger deres tæpper meget.
When I first came home from the hospital with LB, a large box was waiting for me. In that box were two blankets, one for MM and one for LB, both sewn together from squares with elephant patterns. 19 of the members of the Village had knitted the squares, sent them along to the sweet Roseknits24-7, who then sewed them together and made the edge. When I suddenly stood there with a physical proof of the utter kindness and love from these people, I was at a loss for words. The magnitude of the work they put in this project made me cry a tear of gratitude, a tear for the kindness, warmth and generousity that is such a big part of the virtuel knitting community for me. I have finally managed to take a proper picture of LB with his blanket, and another of both blankets together, and I wanted to show them here on the blog to say a proper thank you, from me and from my boys, both of who use their blanket quite a lot.
Nogle gange hjælper det på rodet i tankerne at skrive det ned. Der er meget rod i mine tanker og følelser lige nu. Der er så meget, der er skønt, for jeg har ikke løjet, når jeg har præsenteret LB som en vidunderlig gave og fortalt, at det giver lykke og tilfredshed at være sammen med ham. Men historien har også andre vinkler, vinkler som jeg er nødt til at skrive ned, få fortalt, så de ikke overfalder mig. Ofte har jeg det bedst, hvis jeg sætter ord på disse tanker og følelser, ellers kan de vokse sig store og mørke og ende med at dominere min livsglæde og tvinge mig til tårer. Og mine tanker og følelser er så mærkelige og modsatrettede lige nu, at jeg må ty til de kneb, jeg ved kan hjælpe.
Det har været godt. Fødslen gik så meget bedre end MMs, at de næsten kunne være to yderpunkter på en skala af kategorien “fød-selv”. Første gang var version urkvinde, og på sin vis var det godt, men det var hårdt, meget, meget hårdt og kostede mig meget. Denne gang blev jeg sat i gang, jeg fik epidural og ve-drop, og det virkede, men jeg havde stadig følelsen af at være med, at føde, at være centreret i oplevelsen. Denne gang havde jeg kræfterne til at arbejde, som jordmoderen sagde, til at se LB i fødselsøjeblikket og til at mærke glæden da han blev lagt på maven af mig. Han har suttet fint og flot fra starten, han sover godt og er glad og rolig, han har det smukkeste, åbne og nysgerrige blik, og jeg er meget, meget forelsket i ham.
Det har været hårdt. Af LBs første tre leveuger har han og jeg overnattet 11 gange på hospitalet fordelt på tre omgange. Den første var lige efter fødslen, og det var jo egentlig bare hyggeligt og godt. De to andre var alt andet. Jeg fik brystbetændelse meget hurtigt efter fødslen, men troede i første omgang, at det var hormoner. Så jeg nåede at have høj, høj feber i mere end et døgn, førend jeg reagerede. Alt for meget mælk, antibiotika i drop, dehydrering, udpumpning, ammesmerter, sår på brystvorterne… ikke sjovt. Vi kom hjem efter fem dage. Den næste uge var dejlig, selvom jeg kæmpede med betændelsen stadigvæk. Jeg var fanget mellem LB og brystpumpen og uret, der krævede at jeg skulle vække den lille, for nu skulle brystet tømmes. Efter en god uge havde jeg en nat, hvor alle symptomerne begyndte igen. Jeg tudede, både af tanken om endnu en omgang, men også af frygt for, om det nu skulle blive det, der kendetegnede min barsel, at jeg skulle have brystbetændelse igen og igen? Jeg var ved vagtlægen og blev indlagt direkte derfra igen. Det var i søndags. Jeg kom hjem i forgårs. I mellemtiden tog jeg beslutningen om, at jeg ikke kunne klare frygten for, at det skulle ske igen, så jeg fik medicin mod mælken, og LB er nu flaskebarn.
Det er mærkeligt. Jeg er helt sikker, helt ind i det inderste hemmelige jeg, på at det var den rigtige beslutning at få stoppet mælkeproduktionen og overgå til at give flaske. Den første barsel med MM var en udfordring mht. amning og turen med LB var endnu værre. Jeg føler mig også friere og mere mig selv. Den kraftige afhængighed, som et lille barn har til sin madkilde, var et bånd på min sjæl. Et bånd, jeg selv havde lagt og valgt og holdt af, men stadigvæk et bånd. Nu er det bånd væk, og jeg sikker med glæden over friheden, men samtidig med en mærkelig fornemmelse af svigt. Af dårlig samvittighed over, at jeg nu er ude af historien om LBs videre vækst. Af sorg over tabet af den fantastisk intime og vidunderlige stund, der er når man ammer. Men også af en lettelse og glæde over, at kampen for at få amningen til at gå er væk, at smerterne ved amningen ikke længere er der, at det er lettere, at han får nok mad…
Det roder i mit hovede. Mine følelser er i virvar. Jeg er glad, men trist. Trist, men lykkelig. Mærkeligt til mode. Der går nok lige et par dage, førend jeg har fundet min vej gennem rodet, men hovedet er oven vande, og jeg tror på, at det hele nok skal går (og håber på, at jeg nu har set det sidste til hospitalet for et godt stykke tid). Det er i hvert fald nemmere at holde modet oppe, når man er hjemme hos sig selv og har en lækker lille dreng, som man allerede er meget forelsket i.
I wonder if I’m at all able to translate the above properly. Probably not, so I won’t try. Instead I’ll just write a short version in English. This post is about the turmoil and tanglement that are my thoughts and feelings at the moment. The last 3 weeks has been filled with contrasts and trials. The frist days were good, the birth was very different from my first, both in being the “modern medicin” version contra the “stone-age” version I had last, and I had more energy to be there and see LB in his first moments of outer life. All was well, he is gorgeous, sleeps well, eats well and is happy.
Then things changed. I’ve been readmitted to the hospital twice now with high fever and inflamations in the breast (I don’t know the proper term). I had much too much milk and ended up getting antibiotics in IV (both times). The first time was the worst physically, probably because I at first thought it was hormones, so I waited a day before calling the hospital. The second time was worse mentally, because of the fear of what I knew I had to go through, but also the fear of it happening again (again). If it could come back in a week one time, it could happen again. I ended up deciding that I wanted to stop breastfeeding. The fear was too much, and the fight too hard (let’s just say that it hadn’t been plain sailing trying to breastfeed, neither with MM nor with LB), so LB is now a bottle child.
I’m not at all insecure about that decision. It was the right one and it still feels right all the way to the most secret parts of my thoughts. But I still have strange mixed emotions to battle through. The joy of having ended the battle and pain and trials of trying to get the breast feeding to work, and the joy of no longer being tied utterly to LB and his needs. The sadness, almost sorrow of having lost the precious and wonderful connection with LB that is breastfeeding. The feeling of not being good enough, even though I know I tried and fought. The shame of feeling joy of it being over, it is almost as if part of me thinks I shouldn’t be allowed to feel happy about such a thing.
My head is a mess og tangled thoughts and emotions. I know I will sort them out in time, and I’m not afraid of being pulled under. But it does take quite a lot of time and energy to work through. Luckily I have a beautiful little son, who is a talisman against many bad thoughts. He’s worth it all.
Det er svært ikke at være godt tilfreds med livet lige nu. Der sker ikke meget på kreafronten lige nu, men vi hygger, og det er det vigtigste.
It is hard not to feel quite satisfied at the moment. Not much is happening creative wise just now, but we are bonding and just being together, which is more important.
lykkefanten.com 