You are currently browsing the category archive for the ‘Knitting’ category.
Jeg kom i tanke om, at jeg vist aldrig har fået vist de fine billeder, som Nanna har taget af “Krat” som er en børnetrøje, som jeg designede til Filcolana til forårskollektionen. Det må der jo rådes bod på, for børnetrøjer er nu finest med børn indeni.
I am playing catch up on the blog, and in that spirit I’d like to show you these wonderful pictures of “Krat” that Nanna took for the official pattern. Krat is a children’s cardigan that I designed for the spring collection for Filcolana. I have shown the piece before, but a children’s sweater is best shown with a child wearing it.
Opskriften kan fås ganske kvit og frit på Filcolanas hjemmeside og findes både på dansk og engelsk. Nogle af jer kan måske huske, at jeg havde et vældigt bøvl med at kanten flanede, og jeg må indrømme, at den model, jeg afleverede stadig havde et mindre problem med det. Det problem er korrigeret i opskriften, så hvis I skulle få lyst til at strikke den, så burde I ikke få nogen problemer der.
The pattern is available as a free download from Filcolana’s home page, and you can find the pattern in both Danish and English. Some of you might recall that I had quite the problem with getting the button hole edge to play nicely, and I must admit that the sample still had a wee bit of a problem in that area. However I adjusted the pattern, so if any of you should feel like knitting a Krat, you can be assured that it won’t lead to the same problems (hopefully).
Jeg er endelig blevet færdig med dette kæmpe arbejde (det vejer omkring 2 kg). Jeg har afleveret det færdigstrikkede farvecirkeltæppe til Filcolana. Desværre nåede jeg ikke at få taget et godt billede af det færdige tæppe, så jeg kan kun vise det næsten færdigt og i skramlet iphone billedkvalitet. Nanna plejer jo heldigvis at tage vidunderlige billeder af de nye designs, så mon ikke jeg får nogle bedre billeder senere.
Nu mangler jeg bare at finpudse opskriften helt og få den sendt af sted, men det er nu også næsten gjort. Så I kan forvente at opskriften på den sekskantede farvecirkel kommer ud i forbindelse med august messen i Vejle.
I’m finally nearing the finish line on this massive piece of knitting design (that afghan weighs in around 2 kg). I’ve handed over the finished colour circle afghan to Filcolana. Unfortunately this happened before I got some good pictures of it, so I can only show a picture of the almost finished afghan in a rather bad iphone quality. Luckily Nanna takes really beautiful pictures of the new designs, so I’m counting on getting some better pictures later on.
All I need to do is finish the pattern writing and get that to Filcolana HQ as well, but I’m nearly done there as well, so you can expect the pattern for the hexagonial colour circle to be online around the August trade show in Vejle.
Magen har snart fødselsdag. Som i meget snart. Pludselig slog det mig, at han trænger til en ny hue og halstørklæde. Jeg hæklede et sæt til ham, da bloggen var i sin ungdom (og vi i New Zealand for første gang), og han har troligt brugt det hver vinter.
It won’t be long before the Mate adds another year to his age. Actually his birthday is very, very soon, and I suddenly had the idea that he really needed a new hat and scarf. I crocheted a set for him, when the blog was young and we were in New Zealand, and he has used it every winter since then.
Den slags trofasthed og ærekær brug af fibergaver bør belønnes, så jeg forsøger mig med en smule strik på deadline. For at ære det gamle sæt og vores minder fra New Zealand gravede jeg noget possum-merino garn, som blev købt på den seneste tur dernede. Blødt som en sommersky og i den skønneste blå farve. Det føles temmelig fantastisk at tage dette velmarinerede garn (det er næste fire år siden, at det blev købt og lagt på lager), som har indbyggede minder om en vidunderlig ferie, og bruge det til at lave en gave til Magen, som var med på selvsamme ferie. Så er der ligesom bundet en fin ende på historien, og det er et af de bedste argumenter jeg har for at købe mere end et nøgle, når jeg vælger souvenir garn.
That sort of dedication should be rewarded, so I’m trying my hand on a bit of deadline knitting again. In the spirit of the old set and to honour our memories of a wonderful country, I dug out som possum and merino yarn that I bought on our second time in New Zealand. It’s soft as a summer cloud and in the most wonderful blue colour. It feels very rewarding to use this well matured yarn (it’s almost four years since we were last in New Zealand), which has memories of a lovely vacation and make a gift for the Mate who was with me on that vacation. It’s full circle and the best argument I have for buying more than one skein when selecting sourvenir yarn.
For et stykke tid siden fortalte jeg om et stort strikkeprojekt, som jeg skulle til at starte op for Filcolana. Nu er jeg så endelig kommet så langt, at man kan begynde at se, hvad meningen med alle de mange farvestrålende nøgler skal være.
Some time ago I blogged about the aspicious beginnings of a really large project, a coming design for Filcolana. I’ve finally reached the point, where showing it will make some sense, since you can begin to see, what the purpose with all the colourful balls of yarn is.
Nanna har jo sørget for, at Filcolana har et helt utrolig smukt og stort farvekort i mange af garnerne. Det har jeg længe tænkt var helt fantastisk, så jeg synes, det var nærliggende at strikke en farvecirkel i tæppeform. Jeg strikker i Peruvian Highland, men man kunne vel ligeså godt strikke i Arwetta Classic – så ville tæppet selvfølgelig blive en del mindre (babytæppe?), men det var måske en ide til et resteprojekt af strømpegarn?
Nanna has made sure that Filcolana has a really beautiful and large colour card in many of the yarns. It’s long been one of my favorite things about Filcolana (other than their great yarn bases), so I thought it fitting to knit a colour circle in form of a blanket. I’m knitting with Peruvian Highland, but you could as well knit it in Arwetta Classic – the blanket would be smaller (baby blanket?), but perhaps it is an idea for all those bits of sock yarn kicking around the stash?
Der kommer til at være 36 forskellige farver i tæppet samt 1 eller 2 neutrale i den yderste omgang (det ved jeg ikke helt endnu – der er også et stykke vej, før jeg når dertil). Den første store udfordring var at finde en måde at strikke ligesidede trekanter på, og dernæst at finde en metode til at sy dem sammen pænt (det er blevet til hækling). Jeg er meget godt tilfreds med første omgange på tæppet og er i fuld gang med næste. Der er noget fantastisk herligt ved at strikke løs med så mange herlige farver, og der er ikke noget så tilfredsstillende som både at have det sjovt, mens man strikker og samtidig synes, at det faktisk bliver ret godt. Lad os håbe, at den gode karma fortsætter!
In the end I will have used 36 different colours in the blanket along with 1 or 2 neutrals for the outer edge (I’m making that choice when I get there – there’s a while to go yet). The first challenge was to find a way to knit a triangle with equal sides, then to find a method to sew them neatly together (I ended up using crochet). I’m pretty well satisfied with the first round of the blanket and am knitting full steam on the second. There’s something wonderful by working with so many colours, and there is absolutely nothing better than having great fun knitting a project and also thinking that it’s going to be rather pretty. Let’s hope the good karma continues!
Jeg håber, at det ikke blot er mig, der finder det vanskeligt at fotografere huer… i hvert fald hvis de skal være fyldt ordenligt ud (det gøres nu en gang bedst af et hoved). Her på adressen har jeg ikke mange muligheder udover at kaste mig ud i selvportræt med håndholdt kamera… det bliver sjældent kønt, men det er bedre end ingenting.
I really, really hope that I’m not the only one having trouble taking pictures of hats… at least if said hat needs to be properly filled (and the best filling is after all a head). I don’t have many alternatives to the hand held self portrait… it’s seldom pretty, but it’s at least better than nothing.
Fotografiproblematikken kom sig af, at jeg simpelthen er nødt til at vise det nyeste strik frem uden forsinkelse. Det er “Skipper” huen fra Signe Strømgaards fine bog “Strik til banditter“. Opskriften i bogen er selvfølgelig i børnestørrelse, men jeg har blot lagt en mønstergentagelse til og derudover strikket med Peruvian Highland (fv. 202, 101 og 145) på pind 3,5 og 4,5 i stedet for Cinnia og mindre pinde.
I braved the problems of self photographs because I had a finished knit, I just had to show immediately. It’s the “Skipper” hat from Signe Strømgaards wonderful book “Knit for Little Scamps“. The patterns in the book are child sized, but I’ve just added a repeat of the pattern to the cast on number, and worked the hat in Peruvain Highland (col. 202, 101, and 145) on 3,5 and 4mm needles instead of using Cinnia and the smaller needles as the pattern dictates.
Hvis man ikke har helt så stort hovede (hvalhovede?) som mig (eller andre i min familie), kan man sikkert sagtens klare sig ved at strikke med tykkere garn og pinde. Jeg har også fiflet en lille smule mere (kan jo sjældent lade være), derfor er ribben længere og det hvide stykke bredere. Så blev der også plads til et lidt større blåst, end det originale. Jeg havde en ide om, at flere farver i blåsten ville være sejt, så jeg strikkede bare hvidt efter hvalerne. Bagefter broderede jeg blåst i to farver på huen med maskesting (Peruvian fv. 224 og en ukendt farve restegarn).
If you don’t have quite the big head (whale head?) I do, you can probably get away with just knitting with the bigger needles and yarn (and skipping the extra repeat). I’ve also change a couple of other things (because I can’t resist), thus the ribbing is longer and the white section taller. That way I got enough room for the slightly bigger water spouts (I tweaked the original slightly). I had an idea that it would be cool with spouts in several colours, so I just knit white after the whales. Afterwards I used duplicate stitches to emboider on two different colours of spouts (Peruvian col. 224 and an unknown light blue from the stash).
Historien om den naivt håbende strikker og den buklede knaphulskant fik alligevel en lykkelig slutning. Andet forsøg på kanten (med ganske betragteligt færre masker) gik godt, og for et stykke tid siden fik jeg afleveret en rigtig fin lille trøje til Filcolanas forårs kollektion. Jeg kalder den Krat, egentlig fordi effekten med striberne minder mig om de mønstre man krattede frem gennem mange lag oliekridt i børnehaven og skolen. Men jeg kan da godt se, at en børnetrøje, der er perfekt til en løbe-hoppe-lege tur i skoven, nok også fint kan hedde krat af andre årsager.
The story about the delusional knitter and the bumpy button band has reached its happy end. My second try regarding the afore mentioned button band (this time with significantly fewer stitches) went well, and I have now turned over a really lovely (if I may say so myself) little cardigan for Filcolana’s spring collection. I call it “Krat” which has a double meaning in Danish. It can either mean “scratch” (not itch!) as in scratching patterns through layers of oil pastels – someting I did a lot in kindergarten and which the stripes remind me of. It can also mean “undergrowth” or “thicket” which I guess is rather perfect for a children’s cardigan perfect for a running-jumping-playing trip in the forest.
Trøjen er strikket med 3 farver Indiecita og knapperne er fra 123knit.com – opskriften på Krat bliver gratis tilgængelig både på dansk og engelsk på Filcolanas hjemmeside i starten af det nye år.
The cardigan is knitted using 3 colours of Indiecita and the buttons are from 123knit.com – the pattern for Krat will be freely available in both Danish and English on Filcolana’s home page in the beginning of the new year.
I går blev jeg endelig færdig med kanterne (de buler ikke længere) på den lille børnetrøje, kastede jeg mig straks over den bunke Tilia og Indiecita, som jeg har haft liggende fremme til almindelig fristelse og fordærv et stykke tid. Det skal blive til et sjal til Filcolana og jeg har egentlig god tid, men jeg kunne ikke vente længere. Billedet herover viser begyndelsen af første sektion af sjalet, hvor hulmønsteret lige så stille er begyndt at dukke frem. Jeg strikker med en tråd af garnerne på en lidt stor pind, og kombinationen af mohair og alpaca gør det til det blødeste, lækreste strikketøj, man næsten kan forestille sig.
Yesterday evening I finished the button bands on the little cardigan (the edges now lies perfectly and nicely flat), and I immediately collected the little pile of Tilia and Indiecita, which has been waiting for their turn in the spotlight for some time. The yarn is destined to become a shawl design for Filcolana, and I have a long time before the deadline, but was perfectly unable to resist any longer. The picture above shows the beginning of the first section of the shawl, where the lace pattern just has begun to be visible. I’m knitting with a strand of each of the yarns held together. The combination of alpaca and mohair makes this the softes piece of knitting I have on the needles by far.
Det bliver et stort sjal med en sjov og anderledes konstruktion. Jeg har et klart billede af, hvordan jeg gerne vil have resultatet til at blive, og jeg har skam også en plan for, hvordan jeg kommer derhen. Godt nok er planen ikke mere end den hurtige stregtegning herover, som ikke nødvendigvis giver mening for andre end mig. Heldigvis er det jo også nok, at jeg forstår den. Under alle omstændigheder nyder jeg mit nye strikketøj og er generelt i den lykkelige rus, som kommer når man får en ide på pindene.
It will end up as quite a big shawl with a different construction. I have a clear vision of how I want the result to look like, and even better I have a plan for how to get there. The plan is in the quick sketch above – I don’t know if it makes sense to anybody but me, but then again it doesn’t have to. In any case I am enjoying my new knitting and am generally in the blissful state only a new design process brings.
Der er en grundlæggende, utilgivelig sandhed i et stykke strikketøj. Det kan godt være, at du tænker “det jævner sig” eller “man ser det ikke efter vask”, men som Yarnharlot så klogt konstaterer, hvis der er noget grundlæggende galt med strikketøjet, vil det ikke blive bedre lige meget, hvor meget du håber, tror eller tænker (og blokning er ikke et magisk værktøj). Det er en sandhed jeg sådan set har erkendt længe, men selv designere og garvede strikkere kan nu godt blive fanget af ønsket om, at hvis man nu bare tror på det, så går det nok. Eller rettere, hvis jeg nu ignorerer problemet, behøver jeg ikke at strikke det om… dum med dumt på.
There is a fundamental, unforgiving truth in a piece of knitting. You may think “It’ll cancel out over the rows” or “you’ll never notice after blocking”, but as the Yarnharlot wisely writes that if there are essential problems with the construction of your knitting, it will not get better nomatter how much you hope, wish or pray for it to (and blocking is not a magic fix-it-all). It is a truth I’ve known for a long time, but even experienced knitters and designers can be trapped in wishful (self-delusional) thinking that if you just believe it will be ok, it will be ok. Or rather, if I ignore the signs of a problem, I won’t have to reknit this section… stupid is as stupid does.
I har sikkert en anelse, hvor jeg vil hen med denne post, ikke? Jep, klassisk fejl nr. 3: jeg samlede for mange masker op langs kanten af den lille børnetrøje. Selvom jeg nogle retriller inde i knaphulskanten godt kunne se, at det bulede lidt, så blev jeg ved med at strikke med den blåøjede tro på at det nok skulle blive fint, når jeg vaskede det (fejl nr. 4 – se ovenstående). Selv da jeg havde lukket af og sandheden var foran mig, tænkte jeg, at jeg hellere liiiige måtte prøve at vaske den for at se om dog det ikke blev bedre…
Selvfølgelig gjorde det ikke det! Med mindre trøjen blev trukket fuldstændig ud af facon, så var der bare for mange masker. Efter at have udtrykt min uforbeholdne mening om mine egne evner (og mangel realitetssans) trak jeg saksen frem og klippede kanten af. Knaphulskant nr. 2 er under strikning og med 20 m mindre på hver forkant ser det temmelig meget bedre ud.
Dagens læresætning: lyt til mavefornemmelsen, når den fortæller at noget er galt og spar en masse dobbeltarbejde!
You will probably have an idea of where this blogpost is going, right? Yup, I made rookie mistak no. 3: I picked up too many stitches for the button band on the little childrens cardigan I’m working on. Even though I spotted the problem a couple of rows into the band and noticed that it really looked like it would flare, I shut of the inner voice of reason and kept on knitting in the delusional belief that it would be ok after blocking (mistake no. 4 – see above). Even after binding off and with the truth staring me in the face, I still held onto mistake no. 4 and thought “I’ll just wash it and see if it gets better”…
Nope, of course it didn’t. Unless the cardigan was streched beyond the resemblance of shape, there simply were too many stitches. I will admit that it took a couple of minutes of good honest swearing (expressing my opinion of my own skills and lack of sense) before I could pull out the sissor, cut of the band and start over. The second incarnation of the button band is underway, and with 20 sts less on each side, it looks quite a lot better.
Lesson of today: listen to your gut, when it’s telling you that something is wrong, and save a whole lot of work!
Der er snart deadline for aflevering af designs til Filcolanas forårskollektion. Jeg har en lille ting, der skal være færdig i den anledning, nemlig en to-sidet børnetrøje. Ideen er, at strikkeren vælger hvilken af siderne, der skal være “ud” inden ærmerne syes sammen og den afsluttende kant strikkes på. Jeg strikker denne i Indiecita og resultatet bliver meget blødt og lækkert. Jeg er mest til versionen herunder, mens Nanna vist bedst kan lide den ovenover, og da hun er bossen får hun lov at bestemme (denne gang).
There is not long before the deadline for handing in the designs for the spring collection for Filcolana. I only have one thing, which needs to be finished, a two-sided children’s cardigan. The idea is that the knitter chooses, which side will be “out” before sewing the sleeve seam and knitting the button edge. This version is knit in Indiecita and the result is very soft and with a great drape. Personally, I like the side in picture 2, while I think Nanna prefers the one above – and as she’s the boss, she’ll get to decide (this time).
Dette design (for Englegarn) har ligget stille længe, alt for længe. Jeg kæmpede med at finde ud af, hvordan jeg ville have afslutningskanterne og ærmerne. Nu har jeg taget en beslutning, og arbejdet skrider atter fremad. Mon ikke det bliver meget godt?
This design (for Englegarn) has been hibernating for far too long. I deliberated a lot with finding just the right edging and sleeves. Finally I just decided on a course and now the work on the little cardigan progresses again. I think it will end well.
lykkefanten.com 