You are currently browsing the tag archive for the ‘for me’ tag.

Ting tager tid, men langsomt kommer jeg igennem bunken af ufærdige projekter, både på strikkepindene og her på bloggen.

Lige inden vejret skiftede til bageovnstemperaturer (jeg kan nemt gå i selvsving over, hvor hårdt det er at være højgravid og overvarm i +25 grader) blev jeg færdig med min smukke Foxy Lady Sweater fra Værbitt i Oslo.

Things take time, but slowly I’m getting through the pile of unfinished projects, both on the needles and here on the blog.

Just before the weather changed to baking oven temperatures (it’s easy to get me to whine over how hard it is to be very pregnant and overheated) I finished my beautiful Foxy Lady Sweater from Værbitt in Oslo.

Jeg blev jo ikke ligefrem færdig oppe i sneen på fjeldet, men når jeg ser på sweateren kan jeg fornemme hyggen af at sidde i hytten og strikke løs. Trøjen er blevet virkelig fin og jeg glæder mig absolut til at skulle vimse rundt i den til efteråret… så passer den nok også bedre, end den gjorde da MM legede fotograf for mig i anemoneskoven i april.

I didn’t exactly finish it up in the snow on the mountain, but when I look at the sweater, I clearly remember the feeling of enjoyment knitting it in the cabin looking out on the glorious winter weather. The sweater is absolutely wonderful, and I look forward to wearing the heck out of it in the autumn… where it probably will fit me a lot better than it did when MM took on the role of photographer in the forest in April.

Garnet er Embla fra Hillesvåg Ullvarefabrikk i dels en smuk grå direkte fra fabrikken og dels to skønne røde farvede nuancer fra Værbitt. Jeg er ret glad for kombinationen og synes også den er klædelig, selv til babymaver 🙂

Opskriften var også ganske fin – når jeg tog mig sammen og læste, hvad der faktisk stod i stedet for at gætte på det – og jeg elsker altid at lære nye teknikker, som fjerstrikken, der er fokuspunktet på denne sweater. Hvis man har lyst til at se teknikken, så har Værbitt lagt en fin lille video ud på hjemmesiden til frit kig.

The yarn is Embla from Hillesvåg Ullvarefabrikk in a lovely grey straight from the mill, and two gorgeous reds dyed by Værbitt. I am very happy with the combination and think it suits me well – even with a baby bump 🙂

The pattern was also very good – when I paid attention and read the instructions instead of just guessing – and I love learning new techniques like the feather stitch, which is the focal point on the sweater. If you’d like to see the technique, Værbitt has put a neat little video on the front of the homepage.

 

Har I også oplevet det sjældne tilfælde, hvor man falder pladask for en design og garn kombination? Falder så hårdt, at det faktisk ikke kan gå stærkt nok med at får startet på projektet?

Sådan har jeg det med Foxy Lady, som har trumfet alt andet på pindene som mit påskestrikketøj.

Have you tried it? That rare case, where you fall so hard and fast for a design and yarn combination that you cannot wait to start knitting?

That’s how I felt about Foxy Lady, which has usurped all other knitting as my Easter vacation project.

Det hele startede med mit ønske om at køre forbi Værbitt i Oslo på vej op til hytten på fjeldet. Magen, som efterhånden har en del års øvelse i at bære over med visitter i alskens garnforretninger, lod pænt som om, at han sagtens kunne forstå det ønske. Så i mandags havde jeg fornøjelsen af at hilse på Laila, som er ophavskvinden bag Værbitt.

Det er en super hyggelig butik – kan klart anbefale et visit – og der var frygtelig meget fristende garn. Men der var dog ikke noget, der kunne måle sig med fristelsen af Foxy Lady Genser, som er Lailas virkelig fine design i hendes håndfarvede garn. Problemet viste sig hurtigt at være at finde den rigtige kombination, men det lykkedes, og jeg gik glad og fro ud fra butikken med garn til en ny trøje (og lidt mere – det var jo selvfølgelig ikke det eneste, jeg købte).

It all began with my wish for visiting Værbitt in Oslo, before driving further up the mountains. The Mate, who has several years of experience with impromptu yarn store visits, was sweet enough to seem to understand the wish. So Monday saw me having the pleasure to say hello to Laila, who is the woman behind Værbitt.

It is a very cozy shop – I can only recommend it – and there were a frightening amount of tempting yarn. But none were as tempting as the Foxy Lady Sweater, which is Laila’s beautiful design using her own handdyed yarn. The problem turned out to be finding the perfect combination, but I succeeded and departed the shop with yarn for a new sweater (and a bit more – it wasn’t my only purchase that day).

Garnet er Embla fra Hillesvåg Ullvarefabrikk, dels i en fabriksfarve (den grå), og dels i to smukke røde, håndfarvede nuancer. Den ene er “Mikkel Rev”, hvilket i mine øjne gør det endnu mere perfekt. Det er et lækkert garn, der har holdt til, at jeg har måtte pille op og begynde forfra et par gange (eller tre), fordi jeg morede mig for meget til at læse opskriften ordenligt.

Men nu er jeg i gang med kroppen og kan nærmest se målet for mig. Håber, at jeg kan nå at have den færdig heroppe på fjeldet (muligvis ikke realiatisk, men jeg kan da strikke videre i håbet).

The yarn is Embla from Hillesvåg Ullvarefabrikk, both in manufacturing colour (the grey) and in two beautiful red, handdyed shades. One of them is named after a fox, a favorite character in a children’s book (Mikkel Rev), which only makes it even more perfect in my eyes. It is a very lovely yarn, which have held up beautifully to my ripping back and reknitting a couple of times, which I have had to do due to not paying enough attention to the pattern.

But now I’m speeding away on the body, and can almost see the finish line in front of me. My hope is to be able to finish it here up the mountain (which probably isn’t possible, but I live and knit in hope).

Sokkestrikning er min afslapningsstrik. Det første jeg strikkede var sokker, og jeg vil tro, at jeg strikker sokker til den dag jeg stiller træskoene (med eller uden striksokker i). Der har nu været en længere pause i min sokkestrikning (eller i hvert fald i antallet af færdige sokker), fordi jeg (ikke overraskende) havde gang i lidt for mange ting. Men rejser er en herlig motivation og sokker så yderst praktiske, så jeg har atter fundet sokkestrikkelysten.

Sock knitting is my go to relaxation knitting. The first thing I ever knit was socks, and I’ll bet my needles that the last thing I knit will probably be socks as well. There have been a rather long pause in my sock knitting (or rather in the number of finished pairs), mostly because I’ve had a bit of a break from knitting, but probably also because I’ve got quite a few projects going at the same time. But as mentioned before, travelling makes for a rather good motivation for simple knitting, which is where socks win big time. And since I’ve travelled quite a bit lately, I’ve relocated my sock knitting mojo.

Socks with a view

På den seneste rejse blev jeg færdig med et par enkle og dejlige sokker – mission “Fyld sokkeskuffen” er dermed på rette spor. De er strikket på pind 2½ mm i Schachenmayr Regia Mix-it Color fv. 09383 og vejer nette 71 g. Flere har snakket om at farven ligner det svenske flag, men i mine øjne er det mine Tardis-sokker! Min søster var meget flink og lå og luftede fødderne som sokkemodel, mens jeg legede med indstillingerne på mit nye kamera.

While I was on my latest little journey, I finished a pair of simple and quite lovely socks – the mission “Restock the sock drawer” is thus underway. The new socks are knit on 2½ mm needles in Schachenmayr Regia Mix-it Color (col. 09383) and weighs 71 g. I adore the colour and in my mind I see them as the Tardis socks. My sister was very kind (even when she knew the socks were for myself) and rather patient as she lay on the rocks and aired her feet as the sock model, while I played with the settings on my new camera.

The beautiful (and patient) sock model

Jeg havde selvfølgelig fuldgarderet mig og medbragt endnu et nøgle sokkegarn (og diverse andre strikkeprojekter) i kufferten. På flyturen hjem blev der strikket en del, men jeg fik også en ekstra oplevelse, idet vi sad ved nødudgangen og stewarden var så flink at vise, hvordan man åbnede døren, hvis der nu skulle blive brug for, at vi skulle hjælpe (det blev der heldigvis ikke).

There was no cause for panic since I of course had more sock yarn (and several other projects) with me, so I immedieately cast on for a new pair. I got a fair bit of knitting done on the homeward flight, but I also got a rather unusual (for me) experience. We had seats at the emergency exit (the glorious leg space), so the steward kindly showed us how to open the door in an emergency. Luckily we didn’t need it, but it was fun seeing anyway.

You suddenly realise how high up you are in the plane

Jeg nåede at blive færdig med et par ting op mod jul, som jeg ikke har blogget om endnu. En forhindring er altid muligheden for et ordenligt billede. Det lykkes nemlig ikke altid at lokke nogen til at fotografere, og selvportrætter er jeg notorisk dårlig til, men har måtte ty til et af slagsen alligevel.

I managed to finish a few things in the weeks before Christmas, which I haven’t blogged about before. One of the challenges have been the possibility (or lack of the same) of getting a good or at least decent picture. I don’t always succeed in my attempts at ensnaring a volunteer, and I notoriously dislike self portraits (at least of me), but I’ve had to live with one in this post anyway.

Encirle

Den første færdige ting er den lækre hue, der blev strikket som en mysterie strik-along. Opskriften er Woolly Wormheads og den er velskrevet og god og med en masse god information undervejs. Det var det første stykke mysteriestrik jeg nogen sinde har prøvet, og jeg må sige, at jeg nød det temmelig meget. Det var hyggeligt at strikke en “portion” af gangen og ikke bekymre sig om flere. Jeg tror nu ikke, at jeg bliver den helt store mysteriestrikker, med mindre jeg kender designerens arbejde godt, men Woolly’s huer er fine og fascinerende, og jeg har faktisk købt adskillige opskrifter med tanke om at strikke nogle stykker til migselv, når jeg får fundet lidt tid (note til mig: find tid!). Der skal egentlig en knap på kanten, men det har jeg ikke fået taget mig sammen til, og huen bliver flittigt brugt alligevel.

The first finish is the KAL mystery hat of 2012 by Woolly Wormhead. It was my first ever mystery knit and I must say I enjoyed it immensely. I don’t think I’ll go much for mysteries unless I know the designer well, but Woolly’s hats have always fascinated me and I’ve actually bought several more patterns for when I get time to knit hats for myself (note to self: must find some time!). It is intended to have a button on the brim, but I haven’t gotten around to a) finding one and b) sewing it on, but the hat is my favorite and much used anyway.

encirlce 1

  • Mystery Hat (Ravelry project)
  • Opskrift/Pattern: Encircle by Woolly Wormhead (Ravelry link)
  • Garn/Yarn: 100 g Lana Grossa Pashmina
  • Pinde/Needles: 4mm
  • Noter/Notes: jeg strikkede båndet noget længere og strikkede en hel gentagelse mere af mønsteret i omkredsen for at få den til at passe til mit grødhovede, og det var godt, for jeg ELSKER den hue! / I knit the brim quite a bit longer to accomodate a whole repeat more of the pattern in the “body”, just to make it fit my rather large head, and that’s a good thing cause I absolutely LOVE it.

 adventure socks 2

Det andet færdige projekt er såmæn bare et par sokker, men nogle dejlige nogle af slagsen. Strikket i selvstribende garn i glade farver og så er der endda glimmer i (!). Det var også dette par, der i deres spæde begyndelse var med mig på cykel fra Odense til København, men resten af parret er strikket til møder og kursus, så strikketøjstilværelsen var ikke helt så glamourøs alligevel. Parret er allerede taget i brug af migselv, for det var på høje tid, at der blev suppleret lidt i sokkeskuffen. Flere detaljer (bl.a. om garnet) kan findes på sokkernes projektside på Ravelry.

The other December finish is nothing more than a pair of socks, but a lovely pair all the same. They are knit in a selfstriping yarn in happy colours with sparkles in it (!). These socks where with me on a bike from Odense to Copenhagen, but the rest is mostly knit in meetings and lessons, so the life of a wip wasn’t all glamour. They have been added to my sock drawer and are already well used (the sock drawer is rather empty at the moment due to many socks in need of darning). More info (ex. about the yarn) can be found at the project page on Ravelry.

Miraklernes tid er ikke forbi. Jeg har færdiggjort to trøjer (ok, en vest og en sweater) indenfor én uge. Muligvis har dette mere noget at gøre med, hvor mange ting jeg har på pindene på en gang, men det tror jeg nok, jeg lader være med at spekulere for meget på.

Tilbage til min nye trøje. Det startede for små to måneder siden, da jeg så Ann Kingstones nye bog (og e-bog) “A Time to Knit” på Ravelry. En af trøjerne var absolut uimodståelig, og inden for det næste døgn havde jeg købt opskriften, gravet garn frem af lageret, købt kontrastfarven hos Sommerfuglen og havde slået op.

The time of miracles isn’t over. I’ve finished two sweaters (ok, a vest and a sweater) within a week. This possibly speaks more about the number of projects on the go than of my knitting prowess, but I try not to dwell on that.

Back to the newly finished pullover. It all started a couple of months ago, when I saw Ann Kingstone’s new book (and ebook) “A Time to Knit” on Ravelry. One of the sweaters was absolutely irresistable, and before another day had passed I had bought the pattern, dug out yarn from the stash, been past Sommerfuglen to buy the contrast yarn, and had succeeded in casting on.

Det er en utrolig velskrevet opskrift, der er meget nem at følge og overskue. Trøjen strikkes oppefra og ned, hvilket betyder, at man får lov til at starte med det sjove, nemlig det dobbelte bærestykke og alle hestetømmerne. Derefter er det bare en hel masse vendepinde og så glat ret i evigheder – man bliver lykkelig, når man når ribben, for så er man næsten færdig.

It is a incredibly well written pattern, which is both easy to follow and find your place in. The sweater is knit from the top down, which means you get to start with the absolutely most fun, the double yoke and the i-cords. After that it’s just a whole lot of short-rows and then stockinette for an eternity – reaching the ribbing is a victory, since it tells you, you’re almost done.

  • Nipredil – de hvide blomster i Lothlorien/the white flowers of Lothlorien (Ravelry project)
  • Opskrift/Pattern: Mallorn (Ravelry link) by Ann Kingstone, from the book “A Time to Knit
  • Garn/Yarn: BC Silkbloom Fino og Extra Fino (til hulmønsteret), fv. ix01 (hvid) og ix17 (lavendel), i alt 309 g / BC Silkbloom Fino and Extra Fino (for the lace part), col. ix01 (white) and ix17 (lavender), a total of 309 g
  • Pinde/Needles: Jeg måtte op på større pinde, så 4½ mm til bærestykket og 4mm til resten / I had to go up a needle size or two, so 4½mm for the yoke and 4mm for the rest
  • Noter/Notes: Man skal ikke bruge særlig meget, hverken af kontrastfarven eller lacegarnet, så lad endelig være med at købe 100 g af hver, som opskriften ellers angiver. Jeg tror højest, jeg brugte 25 g af hver. / You don’t need much of both the contrast colour or the lace yarn, so don’t buy the full 100 g of each as the pattern suggest. I didn’t use more than 25 g of each.

Jeg er meget glad for trøjen og har allerede brugt den et par dage. Umiddelbart kan jeg se, at garnet nok kommer til at fnulre, så en anden gang (for ja, jeg skal have én mere) vil jeg strikke i et mere “fast” garn. Så er udfordringen bare at finde et garn, der har både lace og dk i samme farver. Den tid, den sorg. Lige nu, skal jeg bare nyde, at jeg har en dejlig og smuk ny trøje at gå ud i efteråret med.

I am very, very pleased with my new pullover and have already used it a couple of times. I rather think, the yarn will pill with time and use, so another time (yup, I definetely mean to knit this again) I’ll choose a more “solid” yarn. Then the challenge will be to find a yarn where you have lace and dk weight in the same colours, but that’s a worry for later. At the moment, I’m just going to enjoy that I have a new and beautiful sweater to wear this fall.

Nogle gange skal man grueligt meget igennem før man får præmien. Sådan har jeg det også, når jeg tænker på mit seneste færdige stykke strik. Kinaskak vesten er fra “Strik a la Carte 1” af Marianne Isager, og opskriften kan vist næppe betegnes som andet end en ægte strikkesoduko. Der var godt nok meget man skulle udlede ved hjælp af stædighed, logik og ren gætteri. Men til gengæld må jeg også sige, at jeg er fuldstændig vild med det færdige resultat.

Some times you have to go through a lot of troubles before you get the prize. I feel like that, when I think about my latest finished project. The Kinaskak vest is from “Strik a la Carte 1” by Marianne Isager and the pattern can hardy be called anything but a knitting soduko. There was plenty you had to figure out by stubbornness, logic and sometimes pure guesswork. But to be fair, I simply adore the finished garment.

Selve strikningen (når jeg altså havde fundet ud af, hvad der egentlig mentes i opskriften) var faktisk sjov, for det er en sjov og udfordrende teknik, der er brugt. Det er en kombination af vævestrik og intarsia, en blanding, der både giver et fantastisk resultat og en hulens masse ender (ca. 2 per trekant i alle farverne). Jeg har på fornemmelsen, at det er godt, at jeg trods alt er en rimelig habil strikker, for ellers ville jeg aldrig være kommet igennem. Men nu kan jeg ikke lade være med at tænke, at det egentlig ville være synd ikke at strikke en mere, nu hvor jeg har løst sodukoen…

The knitting (after I figured out what was meant in the pattern) was actually rather fun, as you use an interesting and challenging technique. It is a combination of intarsia and slipped stitches, a mix which results in a fantastic fabric, but also in an incredible amount of ends to weave in (about 2 per triangle in all colours). I think that it was a blessing that I am a rather experienced knitter, because I think I otherwise would have terminally frustrated myself. Now, however, I cannot help wondering if it isn’t a good idea to knit another one? After all, I just spent a lot of work figuring out the solution to the soduko.

  • Kinaskak vest (Ravelry project)
  • Opskrift/Pattern: Kinaskak vest (Ravelry link), Marianne Isager
  • Garn/Yarn: Isager Tvinni + Rowan Felted Tweed, 328 g
  • Pinde/Needles: 3½ mm
  • Noter/Notes: temmelig mange, men de er alle på min projekt side på Ravelry / quite a few, but all are on the Ravelry project page

Min sokkeskuffe er et sørgeligt syn for tiden. Langt de fleste af sokkerne er ved at være godt og grundigt tyndslidte og adskillige har huller, eller er blevet stoppet for både første og anden gang. Det er på tide med en påfyldningsaktion og selvfølgelig heldigvis har jeg allerede  adskillige sokkeprojekter i gang, så det bliver hurtigt til et par færdige sokker.

My sock drawer is a sad sight at the moment. A vast majority of the socks are extremely shabby rather well worn and several have already been darned a couple of times or are in need of darning. The time has come for a refilling mission and obviously luckily I have already a couple of sock projects on the needles, so a new pair is sometimes quickly finished.

Det nyeste par erstatter det sørgeligste i skuffen og sådan har jeg tænkt mig at blive ved indtil, skuffen atter er fyldt med lækre strømper.

The newest pair will replace the most outworn pair in the drawer, and thus it will contine until the drawer again is filled with lovely socks.

  • Opskrift/Pattern: Skadi (Ravelry link) min egen opskrift / my own pattern
  • Garn/Yarn: Lane Cervinia Strømpegarn aka. Coops betongarn, 87 g / Lane Cervinia Sock yarn aka. the concrete yarn, 87 g
  • Pinde/Needles: 3mm
  • Noter/Notes: par nr. 6 i 26 Pair Plunge II udfordringen / pair no. 6 for the 26 Pair Plunge II challenge

Sokkerne er strikket i tyndere garn og på mindre pinde end opskriften foreskriver, så jeg er gået en størrelse op. Det gik fint, og jeg har nu et par fine og forårsfriske sokker til at lune fødderne med.

The socks are made in a thinner yarn and on smaller needles than the pattern suggests, so I went up one size. That happily turned out perfect, and I now have a fresh and springtime coloured socks to keep my feet warm.

Så blev hun endelig færdig, hende Miss B, 10 dage før hendes 2-års jubilæum på pindene. Faktisk har hun været færdig i en god uge, men der skulle jo også lige tages lidt billeder (endnu en gang tak til Signe for at tage nogle smukke billeder), så hun kunne få en fyldestgørende blogpost. I mellemtiden har jeg faktisk næsten boet i hende, og jeg må indrømme, at jeg er fuldstændig solgt til strikkede kjoler nu.

She’s finally done, Miss B that is, and just 10 days shy of her 2 year anniversary on the needles. She’s actually been finished for a good week, but I really needed some proper photos of her (thanks again to Signe for taking such pretty pictures), so I could do a proper blogpost on her. In the meantime I’ve almost lived in her, and I must admit that I’m totally sold on the idea of knitted dresses.

Jeg fik kittet til kjolen i en kombineret fødselsdags- og julegave og begyndte at strikke til vinterolympiaden i 2010. Jeg troede jo lige, at jeg kunne klare strikningen som mit olympiske projekt. Desværre kom jeg til at regne på, hvor mange masker, der er i kjolen og det var ikke nogen god ide, og det endte med, at kjolen endte i kurven, hvorefter der kun blev strikket sporadisk. I løbet af sidste efterår fik hun en revance og pludselig kom der liv i projektet igen.

I got the kit for the dress in a combined birthday and Christmas present and started knitting for the Winter Olympics in 2010. I thought I would be able to knit her as my olympic project. Unfortunately I happened to calculate the number of stitches in this dress, which turned out to be a really bad idea and the dress ended in the basket, from where she only briefly excaped during the next year or so. During last fall, she got another chance, and suddenly the knitting flew by.

Det er ikke et svært projekt. Kjolen strikkes nedefra og op og der er så godt som ingen montering, blot lidt sammensyning under ærmerne (et klart plus), så når man har kæmpet sig gennem de utallige masker, er kjolen faktisk færdig. Bissestykket tager lang tid, men det bliver også så flot, at jeg faktisk ikke kan lade være med at drømme om en mere… Men foreløbig elsker jeg bare min Miss Beezy og nyder at have rende rund i den i vinterens kulde og sne.

It is by no means a hard project. The dress is knitted from the bottom hem and up and there is almost nothing to sew (just the tiny seams at the underarm), so when you’ve worked through all those stitches the dress is finished. The smocks takes a looong time to knit, but they also make the dress utterly beautiful, actually so beautiful that I can’t help but dream of another… But so far, I am just very happy and pleased with my Miss Beezy and enjoy wearing her in the winter cold and snow.

  • Miss Beezy (Ravelry project page)
  • Opskrift/Pattern: Miss Beezy by Bente Geil
  • Garn/Yarn: Geilsk Tynd Uld, to farver nemlig nr. 19 til bund og nr. 8 til striber, jeg har brugt 384 g til str. XL / Geilsk Thin Wool, two colours, no. 19 as the main colour and no. 8 for the stripes. I’ve used 384 g for size XL
  • Pinde/Needles: 3½mm
  • Noter/Notes: Jeg strikkede skørtet omkring 10 cm længere end opskriften, og det er jeg glad for, ellers fulgte jeg opskriften til punkt og prikke. Den er dejlig velskrevet / I knit the skirt of the dress some 10 cm longer than the pattern and I’m happy about that, but other than that I stuck to the pattern, because it is very well written.

Så fik jeg taget lidt billeder af vesten. Det er som nævnt mit første forsøg på at lave noget helt specifikt til min krop, og jeg synes egentlig det er gået rigtig godt. Den har været i brug hver dag siden den blev færdig og varmer lige der, hvor jeg gerne ville have det.

I’ve managed to take a couple of pictures of the vest. As mentioned, it’s my first ever attempt to knit something specifically for my own body, and I think I’ve managed it pretty well. I’ve used the vest every single day since it was finished and it is beautifully warm just where I want it to be.

  • Stripey V-neck vest (Ravelry project page)
  • Mønster/Pattern: strikket frit fra hovedet og målene på min krop / knitted from free fantasy and the measurements of my body
  • Garn/Yarn: Nashua Handknits Julia (esspresso, harvest spice, sage) + Lion Brand Superwash Merino Cashmere (slate, green tea), 476 g
  • Pinde/Needles: 4mm til rib og 4½mm til stribemønster / 4mm for ribbing and 4½mm for the stripe pattern
  • Noter/Notes: jeg er særlig stolt af brystkilerne, der sørger for en pæn pasform henover barmpartiet / I’m particulary proud of the bust dart, which ensures a neat fit at the chest.

Jeg havde forskellige mængder af de 5 farver, der indgår i vesten. Mest af den brune, så den blev også brugt til ribkanter. Derefter var udfordringen at sørge for at fordele farverne nogenlunde jævnt, sådan at striberne var pæne at se på, og sådan at jeg ikke løb tør for en farve midt i det hele. Jeg løste det ved at regne ud, hvor mange procent hver farve havde (udfra løbelængden i garnet og vægten af nøglerne) og derefter hvor mange pinde i et mønster a 25 pinde, det passede med. Bagefter var det bare at lege med farverne og det givne antal pinde i hver farve i et Excelark, indtil jeg fandt en fordeling, der tiltalte mig.

I had different amounts of each of the five colours, which are used in the vest. The brown was perfect as a main colour for the ribbing, as I had most of that. After that the challenge was to make sure that I blended the colours evenly and ended up with a stripe pattern I like and one that ensured that I wouldn’t run out of one colour sooner than the rest. I solved the problem by calculating the percentage share each colour (after subtracting two skeins of brown for the ribbing) had in my total amount (using the yardage and the weight of the skeins). Then I calculated how many rows in a 25 row repeat that equaled. After that it was just a matter of playing with colours and rows in an Excel sheet until I had a repeat I liked.

Der er selvfølgelig altid ting, man indser, man kunne have gjort bedre. Men strikning og design er jo også en læringsprocess – i hvert fald for mig. Jeg satte mig for at strikke en vest præcis efter mine egne mål, og så tænkte jeg ikke videre over, at det kan være klædeligt at beregne en anelse stræk ind i pasformen – strik giver sig jo lidt i brug. En sådan v-halset ting må jo egentlig gerne sidde lidt til. Det gør den så ikke nu. Den passer “kun” til de faktiske mål, og det må være godt nok for mig i denne omgang.

Life – and knitting and designing as well – is a learning experience, and there are of course things I could have done better. I set out to knit a vest exactly for my own measurements, and then I didn’t think too closely that it may be wise to calculate for a teensy bit of ease (negative in my case) to make the fit better – knit fabric changes when worn. Such a v-necked thing I’ve made should probably fit rather snugly. It doesn’t at the moment. It “only” fits the actual precise measurements, and that has to be good enough for now.

Jeg var så heldig at få lov til at teststrikke Manu for Kate Davies , og nu er den endelig færdig. Der var en længere periode, hvor den hvilede eftersom jeg var bange for at løbe tør for garn. Det viste sig lige akkurat at gå, men det var lige til øllet.

I have been fortunate enough to have been allowed to test knit Manu for Kate Davies, and now it is finally finished. There was a long period where it rested in my wip basket as I was afraid of running out of yarn. As it happened I barely made it, but the yarn scare almost just made me feel even more proud.

  • Silver Manu (Ravelry project link)
  • Mønster/Pattern: Manu (Ravelry link) by Kate Davies
  • Garn/Yarn: Artesano Inca Cloud, col. YH, 12 nøgler = 580 g / 12 skeins = 580 g
  • Pinde/Needles: 3,5mm, 4mm, 4,5mm
  • Noter/Notes: Forlænget krop og ærmer og undladt lommer. Afstanden mellem knaphullerne er også forøget en smule / Made the body and sleeves longer and left out the pockets. Also widened the space between the button holes

En af årsagerne til garnmangelen er, at jeg har gjort kroppen og ærmerne længere. Resultatet er, at trøjen er den perfekte længde, men at jeg måtte undlade at strikke lommerne. Jeg er nu egentlig meget godt tilfreds med den lommeløse model, da lommerne nok havde understreget mine brede hofter i en lidt for høj grad.

I made the cardigan and sleeves longer to accomodate my long torso and long arms. This of course resulted in the afore mentioned yarn scare, which meant I had to drop the pockets. Actually I’m rather well pleased with the pocketless version, as I think the pockets would have highlighted my rather wide hips just a bit too much. And I’d rather have a cardigan that fits my body perfectly than one that is too short but has pockets.

Detaljerne i trøjen er virkelig lækre. Opskriften kæler for de små ting, der tilsammen gør det færdige resultat helt perfekt. Jeg er vild med i-cord afslutningen, som får kanterne til at se meget pæne og ordentlige ud, og de integrerede knaphuller i i-corden er en detalje jeg helt sikkert vil tage med mig til andre trøjer, for det er godt nok meget pænt.

Knapperne er i sig selv en fortælling værd, for de er hjembragt fra Færøerne af min mor. De er af rent sølv og bliver normalt brugt i folkedragten eller til lukningen over skulderen på de færøske sweatre. Jeg har fra barnsben (jeg boede på Færøerne nogle år da jeg var lille) synes de knapper var noget af det smukkeste, og jeg synes at den enkle, smukke cardigan og de fine, blanke, sølvknapper er det perfekte match.

The details in the cardigan are truly awesome. The pattern manages to get all the small tings right, which in total makes the finished result absolutely perfect. I am loving the i-cord finish, which makes the edges look very neat, and the integrated buttonholes is a detail I am certain to use a lot in future knitting, because they are perhaps the neatest and prettiest I have ever seen.

The buttons are worth a story in themselves. They were given to me by my mother after she had been on vacation on the Faroe Isles. They are made of pure silver and are traditinally used in the folk costumes, or for the closing of a traditional sweater along the shoulder. Since I was a child (I lived on the Faroes for a couple of years when I was little), I have thought those buttons some of the most beautiful in the world, and now I am lucky enough to have a perfect fit between a gorgeous, simple, beuatiful cardigan and those wonderful, shiny silver buttons. A perfect match and one I’m very happy with.

I’m twittering

Find me on Ravelry as Lykkefanten

Copyright

This page is protected by copyright. Please do not use materials without my permission.

I respect other designer's copyrights and will not break them by copying or distributing patterns. Please do not ask me to.