You are currently browsing the category archive for the ‘Design’ category.
For et stykke tid siden fortalte jeg om et stort strikkeprojekt, som jeg skulle til at starte op for Filcolana. Nu er jeg så endelig kommet så langt, at man kan begynde at se, hvad meningen med alle de mange farvestrålende nøgler skal være.
Some time ago I blogged about the aspicious beginnings of a really large project, a coming design for Filcolana. I’ve finally reached the point, where showing it will make some sense, since you can begin to see, what the purpose with all the colourful balls of yarn is.
Nanna har jo sørget for, at Filcolana har et helt utrolig smukt og stort farvekort i mange af garnerne. Det har jeg længe tænkt var helt fantastisk, så jeg synes, det var nærliggende at strikke en farvecirkel i tæppeform. Jeg strikker i Peruvian Highland, men man kunne vel ligeså godt strikke i Arwetta Classic – så ville tæppet selvfølgelig blive en del mindre (babytæppe?), men det var måske en ide til et resteprojekt af strømpegarn?
Nanna has made sure that Filcolana has a really beautiful and large colour card in many of the yarns. It’s long been one of my favorite things about Filcolana (other than their great yarn bases), so I thought it fitting to knit a colour circle in form of a blanket. I’m knitting with Peruvian Highland, but you could as well knit it in Arwetta Classic – the blanket would be smaller (baby blanket?), but perhaps it is an idea for all those bits of sock yarn kicking around the stash?
Der kommer til at være 36 forskellige farver i tæppet samt 1 eller 2 neutrale i den yderste omgang (det ved jeg ikke helt endnu – der er også et stykke vej, før jeg når dertil). Den første store udfordring var at finde en måde at strikke ligesidede trekanter på, og dernæst at finde en metode til at sy dem sammen pænt (det er blevet til hækling). Jeg er meget godt tilfreds med første omgange på tæppet og er i fuld gang med næste. Der er noget fantastisk herligt ved at strikke løs med så mange herlige farver, og der er ikke noget så tilfredsstillende som både at have det sjovt, mens man strikker og samtidig synes, at det faktisk bliver ret godt. Lad os håbe, at den gode karma fortsætter!
In the end I will have used 36 different colours in the blanket along with 1 or 2 neutrals for the outer edge (I’m making that choice when I get there – there’s a while to go yet). The first challenge was to find a way to knit a triangle with equal sides, then to find a method to sew them neatly together (I ended up using crochet). I’m pretty well satisfied with the first round of the blanket and am knitting full steam on the second. There’s something wonderful by working with so many colours, and there is absolutely nothing better than having great fun knitting a project and also thinking that it’s going to be rather pretty. Let’s hope the good karma continues!
Historien om den naivt håbende strikker og den buklede knaphulskant fik alligevel en lykkelig slutning. Andet forsøg på kanten (med ganske betragteligt færre masker) gik godt, og for et stykke tid siden fik jeg afleveret en rigtig fin lille trøje til Filcolanas forårs kollektion. Jeg kalder den Krat, egentlig fordi effekten med striberne minder mig om de mønstre man krattede frem gennem mange lag oliekridt i børnehaven og skolen. Men jeg kan da godt se, at en børnetrøje, der er perfekt til en løbe-hoppe-lege tur i skoven, nok også fint kan hedde krat af andre årsager.
The story about the delusional knitter and the bumpy button band has reached its happy end. My second try regarding the afore mentioned button band (this time with significantly fewer stitches) went well, and I have now turned over a really lovely (if I may say so myself) little cardigan for Filcolana’s spring collection. I call it “Krat” which has a double meaning in Danish. It can either mean “scratch” (not itch!) as in scratching patterns through layers of oil pastels – someting I did a lot in kindergarten and which the stripes remind me of. It can also mean “undergrowth” or “thicket” which I guess is rather perfect for a children’s cardigan perfect for a running-jumping-playing trip in the forest.
Trøjen er strikket med 3 farver Indiecita og knapperne er fra 123knit.com – opskriften på Krat bliver gratis tilgængelig både på dansk og engelsk på Filcolanas hjemmeside i starten af det nye år.
The cardigan is knitted using 3 colours of Indiecita and the buttons are from 123knit.com – the pattern for Krat will be freely available in both Danish and English on Filcolana’s home page in the beginning of the new year.
I går blev jeg endelig færdig med kanterne (de buler ikke længere) på den lille børnetrøje, kastede jeg mig straks over den bunke Tilia og Indiecita, som jeg har haft liggende fremme til almindelig fristelse og fordærv et stykke tid. Det skal blive til et sjal til Filcolana og jeg har egentlig god tid, men jeg kunne ikke vente længere. Billedet herover viser begyndelsen af første sektion af sjalet, hvor hulmønsteret lige så stille er begyndt at dukke frem. Jeg strikker med en tråd af garnerne på en lidt stor pind, og kombinationen af mohair og alpaca gør det til det blødeste, lækreste strikketøj, man næsten kan forestille sig.
Yesterday evening I finished the button bands on the little cardigan (the edges now lies perfectly and nicely flat), and I immediately collected the little pile of Tilia and Indiecita, which has been waiting for their turn in the spotlight for some time. The yarn is destined to become a shawl design for Filcolana, and I have a long time before the deadline, but was perfectly unable to resist any longer. The picture above shows the beginning of the first section of the shawl, where the lace pattern just has begun to be visible. I’m knitting with a strand of each of the yarns held together. The combination of alpaca and mohair makes this the softes piece of knitting I have on the needles by far.
Det bliver et stort sjal med en sjov og anderledes konstruktion. Jeg har et klart billede af, hvordan jeg gerne vil have resultatet til at blive, og jeg har skam også en plan for, hvordan jeg kommer derhen. Godt nok er planen ikke mere end den hurtige stregtegning herover, som ikke nødvendigvis giver mening for andre end mig. Heldigvis er det jo også nok, at jeg forstår den. Under alle omstændigheder nyder jeg mit nye strikketøj og er generelt i den lykkelige rus, som kommer når man får en ide på pindene.
It will end up as quite a big shawl with a different construction. I have a clear vision of how I want the result to look like, and even better I have a plan for how to get there. The plan is in the quick sketch above – I don’t know if it makes sense to anybody but me, but then again it doesn’t have to. In any case I am enjoying my new knitting and am generally in the blissful state only a new design process brings.
Der er en grundlæggende, utilgivelig sandhed i et stykke strikketøj. Det kan godt være, at du tænker “det jævner sig” eller “man ser det ikke efter vask”, men som Yarnharlot så klogt konstaterer, hvis der er noget grundlæggende galt med strikketøjet, vil det ikke blive bedre lige meget, hvor meget du håber, tror eller tænker (og blokning er ikke et magisk værktøj). Det er en sandhed jeg sådan set har erkendt længe, men selv designere og garvede strikkere kan nu godt blive fanget af ønsket om, at hvis man nu bare tror på det, så går det nok. Eller rettere, hvis jeg nu ignorerer problemet, behøver jeg ikke at strikke det om… dum med dumt på.
There is a fundamental, unforgiving truth in a piece of knitting. You may think “It’ll cancel out over the rows” or “you’ll never notice after blocking”, but as the Yarnharlot wisely writes that if there are essential problems with the construction of your knitting, it will not get better nomatter how much you hope, wish or pray for it to (and blocking is not a magic fix-it-all). It is a truth I’ve known for a long time, but even experienced knitters and designers can be trapped in wishful (self-delusional) thinking that if you just believe it will be ok, it will be ok. Or rather, if I ignore the signs of a problem, I won’t have to reknit this section… stupid is as stupid does.
I har sikkert en anelse, hvor jeg vil hen med denne post, ikke? Jep, klassisk fejl nr. 3: jeg samlede for mange masker op langs kanten af den lille børnetrøje. Selvom jeg nogle retriller inde i knaphulskanten godt kunne se, at det bulede lidt, så blev jeg ved med at strikke med den blåøjede tro på at det nok skulle blive fint, når jeg vaskede det (fejl nr. 4 – se ovenstående). Selv da jeg havde lukket af og sandheden var foran mig, tænkte jeg, at jeg hellere liiiige måtte prøve at vaske den for at se om dog det ikke blev bedre…
Selvfølgelig gjorde det ikke det! Med mindre trøjen blev trukket fuldstændig ud af facon, så var der bare for mange masker. Efter at have udtrykt min uforbeholdne mening om mine egne evner (og mangel realitetssans) trak jeg saksen frem og klippede kanten af. Knaphulskant nr. 2 er under strikning og med 20 m mindre på hver forkant ser det temmelig meget bedre ud.
Dagens læresætning: lyt til mavefornemmelsen, når den fortæller at noget er galt og spar en masse dobbeltarbejde!
You will probably have an idea of where this blogpost is going, right? Yup, I made rookie mistak no. 3: I picked up too many stitches for the button band on the little childrens cardigan I’m working on. Even though I spotted the problem a couple of rows into the band and noticed that it really looked like it would flare, I shut of the inner voice of reason and kept on knitting in the delusional belief that it would be ok after blocking (mistake no. 4 – see above). Even after binding off and with the truth staring me in the face, I still held onto mistake no. 4 and thought “I’ll just wash it and see if it gets better”…
Nope, of course it didn’t. Unless the cardigan was streched beyond the resemblance of shape, there simply were too many stitches. I will admit that it took a couple of minutes of good honest swearing (expressing my opinion of my own skills and lack of sense) before I could pull out the sissor, cut of the band and start over. The second incarnation of the button band is underway, and with 20 sts less on each side, it looks quite a lot better.
Lesson of today: listen to your gut, when it’s telling you that something is wrong, and save a whole lot of work!
Der er snart deadline for aflevering af designs til Filcolanas forårskollektion. Jeg har en lille ting, der skal være færdig i den anledning, nemlig en to-sidet børnetrøje. Ideen er, at strikkeren vælger hvilken af siderne, der skal være “ud” inden ærmerne syes sammen og den afsluttende kant strikkes på. Jeg strikker denne i Indiecita og resultatet bliver meget blødt og lækkert. Jeg er mest til versionen herunder, mens Nanna vist bedst kan lide den ovenover, og da hun er bossen får hun lov at bestemme (denne gang).
There is not long before the deadline for handing in the designs for the spring collection for Filcolana. I only have one thing, which needs to be finished, a two-sided children’s cardigan. The idea is that the knitter chooses, which side will be “out” before sewing the sleeve seam and knitting the button edge. This version is knit in Indiecita and the result is very soft and with a great drape. Personally, I like the side in picture 2, while I think Nanna prefers the one above – and as she’s the boss, she’ll get to decide (this time).
Jeg lavede en større oprydningsøvelse i mit lager for nogle dage siden. Jeg fokuserede et kynisk øje på alt garnet for at sortere det i to bunker – det jeg har planer med (det behøver skam ikke at være faste planer eller nærliggende – bare planer) eller kan forestille mig at designe med og så det, som egentlig bare fylder. Det sidste blev stoppet i en sæk og ligger nu i bilen (det er nu per definition ikke længere på lageret) og venter på at blive afleveret til en nørklegruppe. Når der således var blevet skabt lidt mere plads, kunne jeg jo passende tage forbi Filcolana HQ hos Nanna og lege lidt med garn. Mere præcist skulle jeg se på hendes nye garntype, nemlig Tilia en silke og kid mohair og snakke lidt om kommende design.
A couple of weeks ago I had an urge to sort the Stash. I set myself the task to sort it into two piles – the one I have plans for (they don’t have to be short-term or anything fixed – just plans) or can imagine myself making a design with, and the one which actually only takes up room. The latter were stuffed in a sack and put into the trunk of the car (per definition it is no longer part of the stash) for delivery to a local aid group needing yarn. Thus having created a bit of space, I felt justified visiting Filcolana HQ and Nanna and play with some new yarn. More precisely, I wanted to take a look at her new kidsilk yarn Tilia and talk about what designs to make for Filcolana in the next couple of months.
Jeg er nok ikke den mest strukturerede designer, der findes. Mine ideer kommer især, når jeg får lov til at gå rund og lægge forskellige farver og garntyper sammen – her er et gulv et rigtig godt arbejdsredskab. Jeg har som regel en idé om, hvad jeg vil lave – eller rettere, hvilken teknik eller hvilket maskemønster, jeg gerne vil bruge. Når jeg så går rundt og sammensætter garn på forskellige måder, får jeg set, hvad i mine øjne fungerer sammen. Bunkerne herover er et godt eksempel på, hvordan processen ser ud. Der er faktisk ingen af bunkerne, der ender med at blive til et design, men den ene bunke er forstadiet til noget, der bliver til en lang cardigan (på et tidspunkt).
I’m rather an unstructured designer to tell the truth. My ideas happen when I potter around and put different yarn qualities and colours together – a floor is an important designing tool in this part of the process. I usually have a vague idea of what I want to make – or rather which technique or stitch pattern I’d like to use. When I wander around and put random-ish yarns together, I get to test if they work together (in my eyes). The small piles above are a rather good example of the process. None of those wee piles made it into an actual design idea, though one of them contain the grain of what will become a long cardigan (eventually).
Jeg gik derfra med opgaven på et asymmetrisk sjal i Tilia og Indiecita og en lille bunke “legegarn” til inspiration hjemme på matriklen. Det er igen de blå og grønne farver, der lokker mig – jeg har svært ved at modstå mine yndlingsfarver. Nu glæder jeg mig til at strikke et par strikkeprøver og så ellers komme i gang med sjalet. Men først er der lige en lille vendbar børnecardigan, der skal strikkes helt færdig og skrives opskrift på.
I went home with the task of making an asymmetrical shawl in Tilia and Indiecita. I also brought home a little stash of yarn to play with for inspiration at home. Once again the blue and green tones win my heart – I have dificulties resisting my favorite colours. While I do look forward to swatching for the shawl and working on it, I first have to finish up a little two-sided children’s cardigan.
Dette design (for Englegarn) har ligget stille længe, alt for længe. Jeg kæmpede med at finde ud af, hvordan jeg ville have afslutningskanterne og ærmerne. Nu har jeg taget en beslutning, og arbejdet skrider atter fremad. Mon ikke det bliver meget godt?
This design (for Englegarn) has been hibernating for far too long. I deliberated a lot with finding just the right edging and sleeves. Finally I just decided on a course and now the work on the little cardigan progresses again. I think it will end well.
Det sidste af mine designs for Filcolanas efterårskollektion er nu frit tilgængeligt på Filcolanas hjemmeside (gratis). Der er tale om sjalet Kaprifolie (Ravelry link), hvor jeg endnu en gang har slået min kærlighed på bladmønstrene. Jeg legede med formen på sjalet denne gang. Jeg synes tit, at de “almindelige” trekantede sjaler er svære at få til at sidde pænt på skuldrene, så Kaprifolie er strikket i “trekvart” form – der er dog også mulighed for at strikke et helt almindeligt trekantet sjal, hvis man mere er til det.
The last of my designs for Filcolana’s autumn collection is now available as a free download from Filcolana’s home page. The shawl is called Kaprifolie (here’s the Ravelry link), and I’ve once more been unable to hold back my love of leaf patterns. I also played around with the shape of the shawl, since I often think that the “normal” triangular shawls can be difficult to wear. My solution was to make Kaprifolie into a “three quarter” shawl, which sits nicely on your shoulders and stays there. I’ve also included instructions for a triangular version, if that is the shape to rock your boat.
Sjalet er strikket i Arwetta Ekstra Fin Merino, og der går faktisk ikke mere end 3 nøgler til den store model – man kan selvfølgelig nemt gøre det større ved at strikke flere gentagelser.
The shawl is knit in Arwetta Ekstra Fin Merino, and you only need 3 skeins to make it – unless you of course enlarge the shawl by working more repeats.
Jeg strikker på livet løs på en prototype på et nyt design til et babytæppe. Garnet er det skønne Hverdagsuld fra Tusindfryd, og farverne får mig til at længes mod efteråret og de varme, bløde farver i skoven og de mørke aftener med tedrikning og strik. Indtil videre er jeg godt tilfreds, men der er nogle ting, der skal rettes førend tæppet er klar, så der skal et tæppe mere på pindene. Jeg overvejer, om ikke næste version skal være i blå og grønne toner.
I’m knitting away on a prototype for a new baby blanket design. The yarn I’m using is the wonderful Hverdagsuld from Tusindfryd, and the colours make me long for autumn and the soft, warm colours in the forest and the dark nights filled with tea and knitting. So far I like how it looks, but there are some problems with the current version, which needs to be corrected, so I’ll need to cast on for another blanket soon. I’m contemplating on whether the next version should be in green and blue hues.
Min fætter blev gift med en skøn kvinde i foråret, og da jeg spurgte, hvad de ønskede sig, svarede de “vi er jo ret vilde med strikkede puder”. Det er jo lige det man skal sige til en inkarneret strikker. Jeg elsker at strikke til dem, som jeg elsker, hvis de værdsætter arbejdet. Jeg bestemte, at vores gave skulle være en strikket pude og en stor, lækker (købt) plaid til deres sofa. Der er bare det med pudestrik, at det faktisk tager længere tid end som så – så til bryllupsfesten afleverede vi en lækker plaid (fra Silkeborg Uldspinderi) og et “fortsættelse følger” kort, som gælder puden. Nu er puden så endelig helt færdig, så sidste del af gaven kan blive afleveret til rette ejere.
My cousin got married to a wonderful woman this spring. Some time before the wedding, I asked them if they had any wishes, and they answered “we just love knitted pillows and such”. You don’t need to say that twice to a knitter. I love knitting for people I love, who actually appreciate knitting. I decided that our gift should be a knitted pillow and a big and soft (bought) plaid for their sofa. I just forgot the little detail about pillows that they take up quite a lot of fabric = rather a lot of knitting – so for the wedding we presented them with the plaid (from Silkeborg Uldspinderi) and a “to be continued” gift card for the pillow. I have finally finished the pillow, so now they get to have the last piece of the present.
Puden er strikket i Filcolana Peruvian Highland Wool, og der er brugt knap 6 nøgler til den. Mønsteret er en tilpasning af mit Gullfoss tæppe, og jeg synes, at de klare linjer i mønsteret passer rigtig godt i pudeform også. Min mor var så utrolig sød at donere knapperne, som er lavet af rensdyrtak. De passer rigtig godt til puden og er prikken over i’et i mine øjne.
The pillowcase is knit in Filcolana Peruvian Highland Wool, and I’ve used just under 6 balls for it. The pattern is an adaptation of my Gullfoss blanket. I think the strong lines of the pattern fits the pillow well. My mother was kind enough to donate the buttons, which are made from reindeer antler, and which is the perfect touch to finish of the pillow in my eyes.
lykkefanten.com 